’Wingman’: Alle fortjener et venskab som det, de tre mænd har i DR’s nye serie
For et par år siden på Roskilde Festival fortalte en kammerat mig begejstret om et rygte, han havde hørt om en nøgen, handicappet mand, der blev korsfæstet nede i campingområdet.
At jeg selv skulle se det med mine egne øjne 11 minutter inde i DR’s dokumentarserie ’Wingman’, havde jeg dog aldrig forestillet mig.
Den nøgne Messias-skikkelse er 34-årige Jeppe. Han er født med cerebral parese, der binder ham til kørestolen og gør verbal kommunikation umulig. Men Jeppe er ikke martret af sit handicap. Når han ikke lader sig klynge op på et kors på Roskilde Festival, kaster han sig ud i faldskærmsudspring, dykning i Stillehavet eller tager på utallige rejser ledsaget af sine forlængede arme, David og Kåre.
David og Kåre er Jeppes hjælpere, men også meget mere end det. De er hans bedste venner, hans talerør, hans wingmen. I 13 år har de rejst verden tynd sammen og lavet rav i den, men i takt med at trioen er blevet ældre, er det blevet sværere for David og Kåre at få voksenlivet og venskabet til at hænge sammen. Jeppe mærker en stigende frygt for at miste de to mennesker i verden, der kender ham bedre end nogen andre.
Det er et centralt tema i seriens fire afsnit, hvor vi er fluen på væggen i den fast sammentømrede, manbun-trios snakke og udflugter. Fortællingen bliver befriende velbalanceret, når fine montager af de unge mænd i vild glædesrus væves sammen med deres seriøse samtaler og Jeppes tanker om venskabets fremtid. Drengerøv møder alvor illustrerer perfekt, hvad der er så specielt ved deres relation.
Serien forkæler os desuden med visuelle afbræk, der leder tankerne hen på de iscenesatte klip, man så i Jesper Dalgaards ’Kandis for livet’. I stilfulde tableauer med en afklædt Jeppe på en græsplæne, i Bangkoks gader eller på en seng i et neonbadet soveværelse kommer vi helt ind i intimsfæren.
Netop det intime, sex, onani og kærlighed er et stort omdrejningspunkt i serien.
Jeppe er på ingen måde bornert, hvad angår sin krop og sine seksuelle behov. Vi ser, hvordan David klargør en silikoneattrap, der skal hjælpe Jeppe med at onanere. Vi er med trekløveret rundt til forskellige massageklinikker i Thailand, og vi er med, når turen går til Mexico, hvor Jeppe skal holde foredrag om, hvordan man har sex som handicappet.
Disse private indblik er en af dokumentarens største genistreger, og de kan i høj grad tilskrives Jeppe selv. ’Wingman’ havde ikke fungeret nær så godt, hvis ikke han var indstillet på at dele så gavmildt ud af sig selv. Det er de færreste, der er villige til at lade et kamerahold komme så tæt på, som Jeppe gør – særligt når der både skal blottes hud og følelser.
Det er umuligt ikke at blive rørt af historien om de tre mænds venskab. Særligt sidste afsnit giver en klump i halsen. På anbefaling af instruktør Nicolai Kirkegaard Iding skal Jeppe forfatte et brev til David og Kåre om alle de ting, de har sammen, og alle de ting, de kommer til at få sammen.
I brevet forklarer Jeppe, at »hvis ikke I er en del af mit liv, frygter jeg, at de sjove sider af mig falder bort«.
Forhåbentlig kommer det aldrig til at ske.
Kort sagt:
Jeppe, der lever med cerebral parese, er bange for at miste sine bedste venner, David og Kåre, til voksenlivets hamsterhjul. Efter at have set den rørende DR-serie ’Wingman’ håber også jeg, at deres symbiotiske venskab varer evigt.