»Når jeg skal tilbringe en nat i et fremmed menneskes varetægt, toner ’Misery’ frem for mig«

Henover sommeren konfronterer vores filmskribenter deres værste frygt og skriver om den mest skræmmende film, de nogensinde har set. I dag Sarah Glerup om en klaustrofobisk Stephen King-filmatisering, der bedre end nogen anden film viser, hvordan det kan føles som handicappet at være afhængig af et andet menneskes hjælp.
»Når jeg skal tilbringe en nat i et fremmed menneskes varetægt, toner ’Misery’ frem for mig«
'Misery'.

SOMMERSERIE – DEN MEST SKRÆMMENDE FILM JEG HAR SET. Handikap er en genial gyseringrediens, mener jeg, der er født med muskelsvind. Det er Hollywood filmhistorisk set enig med mig i, for i hvert fald siden Frankenstein vaklede gangbesværet rundt i 1931, har det været et fast greb at udstyre de mest uhyggelige filmfigurer med skavanker. Klicheen er så udbredt, at vi straks genkender en Bond-skurk på sit ar over øjet, og det er nærmest umuligt at finde en Lynch-gyser uden en karakter med handikap.

Jeg elsker de her såkaldt dæmoniske krøblinge, der er dejligt handlekraftige og ikke-stakkels, men som regel hepper jeg på dem frem for at blive bange for dem. Det er jo helt ærligt ikke os med handikap, der er uhyggelige. Det er selve dét at leve med begrænsninger, der kan skræmme.

For hvad nu, hvis du er døv og ikke kan høre den galning, der er brudt ind i dit hus, som vi ser det i ’Hush’ (2016)? Eller hvad hvis du ikke kan løbe væk eller slå fra dig, men ligefrem er afhængig af en andens hjælp – og denne anden viser sig at være livsfarlig?

Ingen film har skildret handikaphjælperen fra helvede så grusomt som ’Misery’ fra 1990, hvor trivialforfatter Paul Sheldon (James Caan) efter en bilulykke ender i pleje hos sin allerstørste fan, Annie Wilkes (Kathy Bates). Hvor er det dog heldigt, tænker man indledningsvist, at en sygeplejeuddannet fan akkurat kommer forbi, når tragedien rammer! Hvor er det heldigt, når telefonlinjerne er nede, og snedriver holder ambulancerne væk, at Annie med sin stærke ryg og omhyggelige hænder kan bære Paul hjem i seng, forbinde ham, medicinere ham og pleje ham!

Fuldstændigt utilregnelig

»You’re gonna be just fine. I’ll take good care of you. I am your number one fan«, forsikrer hun igen og igen Paul, der glider ind og ud af bevidstheden, og vi har ingen grund til at tro andet end det bedste om Annie. Heller ikke da Paul begynder at få det bedre, og hun roser hans litterære geni, mens hun mader ham.

Altså lige bortset fra de bandeord, der optræder i det manuskript, Paul havde med sig i bilen. Det er hans første forsøg på at skrive noget andet end den sukkersøde romanserie ’Misery’, og Annie virker genert over at give feedback til sit store idol: »Who am I to make a criticism to someone like you?«

‘Misery’.

Men så skifter hendes humør lige pludselig: »What do you think I say when I go to the feed store in town? ’Now, Wally, give me a bag of that effing pigfeed and ten pounds of that bitchly cow-corn’…« Hun fægter med armene, så Pauls suppe lander på dynen, og det er åbenbart hans skyld: »LOOK WHAT YOU MADE ME DO!«

Øjeblikket er snart forpasset. Annie undskylder forlegent, men Paul får ingen mad, og han og vi har set et glimt af en Annie bag facaden, der er fuldstændig utilregnelig.

Mobilen under hovedpuden

Det er kun begyndelsen. Paul er træt af triviallitteratur, og i sin nyeste ’Misery’-bog slår han derfor hovedpersonen ihjel. Hvordan vil hans ’number one fan’ mon tage den nyhed?

Det bliver grumt især i scenen, der involverer en stor hammer og Pauls ankler, men for mig er det den snigende, klaustrofobiske uhygge, der gør ’Misery’ til et mesterværk. Kathy Bates fik en Oscar for sin rolle som Annie, og hendes evne til at skifte fra omsorgsfuld, kejtet og sky til udspekuleret, magtsyg psykopat på et splitsekund er rædselsvækkende.

Samtidig inviterer filmen seeren til at opleve, hvad det vil sige at være begrænset af handikap. Paul er som hvid, kropskapabel mand vant til at kunne gå ind i en konfrontation uden frygt, og i starten forsøger han da også at sige Annie imod. Han har jo lært de maskuline strategier, fight or flight, som helte i gyserfilm typisk tyr til. Men hvis du har et omfattende fysisk handikap, så kan du hverken flygte eller slås. Så må du ty til den feminine overlevelsesstrategi: befriend. Snak Annie efter munden, brug smiger, venlighed, hvad som helst for at undgå hammeren. Det er tålmodighedskrævende, umuligt over for en utilregnelig person og dybt ubehageligt at se på.

’Misery’ er baseret på Stephen King-romanen af samme navn, og faktisk er rædslernes omfang nedtonet i filmen. I bogen får hovedpersonen permanente skader, mens Hollywoods handikapforskrækkelse dikterer, at helte må dø eller overleve uden varige mén.

Alligevel fremstår ’Misery’ for mig som den mest skræmmende præcise skildring af, hvordan det kan føles at være afhængig af et andet menneskes hjælp. Jeg har gudskelov aldrig ansat en handikaphjælper som Annie. Men engang imellem, når en akutvikar træder ind ad døren, og jeg skal tilbringe en nat i et vildt fremmed menneskes varetægt, så toner Annies ansigt frem for mig. Og jeg sørger for lige at dobbelttjekke, at mobilen ligger under min hovedpude, før jeg vover at sove.

’Misery’ kan ses på Filmstriben, Viaplay og Blockbuster.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af