’Lysbrud’: Man overgiver sig til den kraftfulde smerte flere steder i islandsk ungdomsfortælling
To unge mennesker, Una og Diddi, ryger en pind og tager en selfie, mens den orangefarvede sol går ned over havet.
»Jeg er træt af at holde det hemmeligt«, siger hun. Han skal nok slå op med sin kæreste – i morgen aften.
Sådan starter ’Lysbrud’, fjerde film fra Rúnar Rúnarsson, der åbnede Un Certain Regard-sektionen på årets udgave af Cannes-festivalen.
Den islandske instruktør var senest udtaget til den prestigefulde festival i 2011 med debutspillefilmen ’Volcano’, der skildrer en aldrende, ensom mands forsøg på at råde bod på fortiden.
Rúnarsson er ellers nok mest kendt for sine coming of age-fortællinger, der ikke skorter på smerte og traumer. Det stilfærdige ungdomsportræt ’Sparrows’ fra 2015 (der byggede videre på kortfilmen ’Småfugle’ fra 2008) chokerede for eksempel sit publikum med en forfærdelig overgrebsscene langt inde i spilletiden.
I ’Lysbryd’ placerer han i stedet et tragisk twist helt i starten. For kort efter åbningsscenen med de to elskende tager livet en ubegribelig drejning, som ingen af dem havde tænkt mulig: Diddi omkommer i en bilulykke.
Herfra udfolder filmen det følgende døgn – frem til næste solnedgang – hvor sorgen skyller ind over Una, mens hun forsøger at holde følelserne tilbage. Fordi deres hemmelige forhold aldrig nåede at blive officielt, er hun i omverdenens øjne ikke mere end Diddis gode bandkammerat. Og det skal helst ikke komme frem under mindehøjtidelighed og gravøl, når hans efterladte kæreste Klara også er til stede.
Unge Elín Hall er filmens velvalgte hovedrolleindehaver. Med sit let androgyne ansigt og en kortklippet frisure udstråler hun en vis hårdhed. Denne maske kan i det næste sekund smuldre bort, når hun giver slip, og følelserne får frit løb.
Hall brillerer særligt i en mindeværdig scene mod filmens slutning, hvor Una og vennerne efterhånden har været på dagsdruk i flere timer. De er endt med spontan privatfest i en lejlighed, og hun sætter sig for at åbne dansegulvet.
Mens hun følelseskoldt slynger kroppen frem og tilbage til et slagkraftigt technobeat, er det, som om bevægelserne ryster den undertrykte sorg frem. Grædende bryder hun sammen, men forsøger alligevel at danse videre i fornægtelse. Vi er med hende hele vejen i ét sammenhængende skud, hvor Hall bærer scenen.
’Lysbrud’ er ikke kun følelsesladet. Sine steder er den faktisk også sjov. Unas undervisning på kunstakademiet byder for eksempel på en komisk performance, hvor tre fyre forsøger at bryde, mens de er rullet ind i gaffatape.
Som et gennemgående ironisk element midt i sorgen optræder i bybilledet også fulde teenagere, der fejrer sidste skoledag – i fuld udklædning som bananer, Teletubbies og andre fjollede karakterer.
Denne tonale tvetydighed kendetegner meget godt Rúnarsson som instruktør. Det kan måske også forklare, hvorfor jeg selv kan have svært ved at blive revet helt med af hans æstetisk gennemførte dramaer.
Rúnarssons ofte minimalistiske tilgang til billeder og lyd er nogle gange effektfuld og smuk, andre gange en smule stillestående. Han synes både at forholde sig engageret og distanceret til karaktererne.
Det er særligt tilfældet med mosaikfilmen ’Echo’ fra 2020, der skildrer en række islandske menneskeskæbner ved juletid i statiske, Roy Andersson-agtige tableauer. Filmen er imidlertid langt mere realismepræget end svenskerens satiriske og teatralske karikaturer, samtidig med at den aldrig kommer helt ud over rampen med følelserne. Den står et lidt uforløst sted.
Personligt er jeg mere tiltrukket af landsmanden Guðmundur Arnar Guðmundssons (’Heartstone’, ’Beautiful Beings’) mere åbenlyst emotionelle coming of age-realisme.
Når Rúnarssons rammer rent i ’Lysbrud’, kan man alligevel ikke andet end overgive sig til sorgfortællingens enkle, men kraftfulde smerte. Det gør han især i tre dialogløse scener i starten, midten og slutningen, som alle akkompagneres af afdøde Jóhann Jóhannssons både smukke og sært ulmende vocoder- og stryger-nummer ’Odi et Amo’.
I den første og mest overrumplende af disse scener suser utallige lamper forbi kameraet, så de ligner lysende ildkugler. Kort efter er det mere tydeligt at se, at vi befinder os i en bil, der kører gennem en underjordisk tunnel med en stribe loftslys for oven.
Pludselig bliver hele billedet opslugt af en altødelæggende eksplosion, der brager gennem tunnelen foran os. Det viser sig, at vi er midt i filmens skæbnesvangre øjeblik, hvor Diddi mister livet.
Når det nedbarberede drama bliver brudt af sådanne kraftfulde og intense øjeblikke, giver Rúnarssons filmsprog pludselig rigtigt god mening.
Kort sagt:
Rúnar Rúnarssons film kan nogle gange befinde sig et sted mellem engagement og distance. Når den islandske instruktør rammer rent på følelserne, er effekten dog stor – og det gør han heldigvis flere steder i sit nye sorgdrama ’Lysbrud’.