’Occupied City’: Jeg må altså sætte foden ned over for Oscar-vinders dokumentar trods genialt greb

’Occupied City’: Jeg må altså sætte foden ned over for Oscar-vinders dokumentar trods genialt greb
'Occupied City'. (Foto: A24)

Der gælder særlige regler om spilletid for dokumentarfilm, der dykker ned i Anden Verdenskrig. Nogle af filmhistoriens bedste dokumentariske undersøgelser af Europas traume efter 1940’ernes krig, besættelse og folkedrab er i hvert fald også de længste.

Marcel Ophüls’ ’The Sorrow and the Pity’ fra 1969 – en kritisk undersøgelse af det franske folks reaktioner og handlinger under den tyske besættelse – varer fire timer og 11 minutter. Og Claude Lanzmanns definitive, grundige holocaust-afdækning ’Shoah’ fra 1985 ligger på ni timer og 26 minutter

Måske er det derfor, Steve McQueen har tilladt sig selv at give den biografaktuelle dokumentar ’Occupied City’ en længde på fire timer og 26 minutter.

Den anerkendte britiske instruktør bag historiske dramaer som Oscar-vinderen ’12 Years a Slave’ og den monumentale antologiserie ’Small Axe’ retter denne gang blikket mod Amsterdam (som han bor i) under nazisternes besættelse af byen.

‘Occupied City’. (Foto: A24)

I stil med ‘Shoah’ indeholder ’Occupied City’ ingen arkivbilleder fra krigstiden. Modsat Lanzmans mesterværk og ‘The Sorrow and the Pity’ indeholder McQueens film dog heller ingen interviews.

I stedet fører en kvindelig fortællerstemme os sagligt gennem den smertefulde historie – eller rettere sagt historier. For fokus er på konkrete menneskeskæbner, som de udspillede sig under krigen, struktureret efter specifikke adresser og bygninger spredt ud over den hollandske hovedstad.

Sideløbende ser vi på billedsiden disse steder i mestendels statiske skud. Det særlige er, at de er optaget under corona-pandemien, hvor Amsterdam, som resten af verden, senest var i undtagelsestilstand.

På den måde kører fortid og nutid på genial vis i parallelle spor, uden filmen selv kommenterer på grebet eller forklarer intentionen. Der er dermed rig mulighed for selv at opdage interessante sammenhænge og dybereliggende pointer ved det særegne parløb.

For eksempel minder en større demonstration mod lockdown-regler, som myndighederne opløser med vandkanoner og et hav af politibetjente, åbenlyst om et krigsslag.

‘Occupied City’. (Foto: A24)

Andre steder er der ingen umiddelbar sammenhæng mellem lyd og billede end selve lokationen. En ældre dame, der danser linedance i køkkenet, har for eksempel ikke meget at gøre med nazisternes hårdhændede jødeuddrivelse.

Enkelte gange ser man mindesmærker og -ceremonier for jøder og modstandsfolk, der blev slået ihjel under besættelsen, men langt størstedelen af stederne bærer ingen ar fra traumet. Dermed blotlægger ’Occupied City’ de utallige usynlige spøgelser fra krigen, der gemmer sig i asfalt, mursten og jordarealer.

Man kan godt læse denne kendsgerning som en positiv, opbyggelig pointe om, at livet ikke kan andet end at gå videre, selv efter de værst tænkelige forbrydelser. At mennesket må stå sammen og se fremad.

Er man mindre håbefuld og mere pessimistisk anlagt, kan man også argumentere for, at de mange dræbte risikerer at blive glemt for eftertiden, hvis ikke man, som McQueen har gjort det med ’Occupied City’, aktivt mindes dem. Ved at sidestille hundredvis af menneskeskæbnerne i dette lange filmværk binder instruktøren dem sammen til én samlet, kollektiv erindring.

Det kræver en vis koncentration at følge med i begge tidslige spor, og der er overordentlig meget information at tage ind. Nogle steder overdøver pandemiscenerne helt fortællerens beretning med travle, festlige eller dramatiske billeder, som fanger éns opmærksomhed. Da et par eksempelvis holder virtuelt bryllup og grinende fodrer hinanden bryllupskage, glemmer man helt at høre efter fortælleren.

‘Occupied City’. (Foto: A24)

Tempoet er gennemgående langsomt, meditativt og til tider nærmest hypnotiserende. Med tiden bliver det også næsten uudholdeligt kedeligt.

I den indlagte pause glædede jeg mig til at se, hvilke nye veje filmens anden halvdel ville tage. Første del føles nemlig meget afrundet, idet scener fra befrielsen udgør den afsluttende anekdote.

Desværre fortsætter ’Occupied City’s anden halvdel fuldstændig som de to forudgående timer – med endnu flere adresser og endnu flere korte, tiltagende enslydende fortællinger, der oftest slutter med utidig død. Formen forbliver den samme.

I cinefile kredse kan der godt gå prestige i at se meget lange film og lade, som om man ikke har kedet sig. Men jeg må altså sætte foden ned her. For ’Occupied City’ behøvede virkelig ikke at være så lang. Måske ville McQueen ikke ære nogle ofre mere end andre, men han gør ingen en tjeneste ved at tage alle opdrivelige krigshistorier fra Amsterdam med i sin film.

Det er meget prisværdigt, at kunstbiografen Gloria har hentet en så udfordrende og opfindsom film hjem til Danmark, men måske Louisiana burde have gjort det i stedet.

For ’Occupied City’ havde sådan set fungeret godt som en videoinstallation på et museum, hvor publikum kan komme og gå, som det passer dem – hvor de færreste bliver hængende under hele affæren, men alligevel tager noget med sig.


Kort sagt:
Steve McQueen bruger et genialt greb til at skildre Amsterdam under den tyske besættelse og under coronapandemien i to parallelle spor. Desværre trækker det gevaldigt del ned for oplevelsen, at ’Occupied City’ spreder sig over intet mindre end 266 minutter.

‘Occupied City’. Dokumentarfilm. Instruktion: Steve McQueen. Spilletid: 266 min. Premiere: I biografen 10. oktober.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af