Tre sekunder.
Så længe gik der fra det sidste ømme syn af Jackson Lamb og River Cartwright, der i tavshed sippede whisky på en bar til tonerne af Nick Drakes ’Hazey Jane and I’ i de afsluttende øjeblikke af ’Slow Horses’ sæson 4, til teaseren for femte sæson buldrede ind over skærmen.
Det kunne nemt være en irriterende punktering af et stærkt og eftertænksomt øjeblik – sofaækvivalenten til folk, der øjeblikkeligt møver sig støjende forbi i sæderækken, så snart rulleteksterne går i gang, mens man selv visker tårer fra øjnene efter en bevægende filmslutning i biografen.
Men faktisk er det præcis modsat med Apple TV+-serien, der sæson for sæson samler flere og flere trofaste fans. Faktisk inkarnerer den bratte overgang mellem én sæsons klimaks og fremtidens udfordringer for seriens kasserede spioner netop det, der gør serien så besnærende i den aktuelle streamingalder.
’Slow Horses’ er baseret på Mick Herrons elskede bøger om Slough House, en afdeling for MI5-agenter, der har fucket godt og grundigt op i majestætens tjeneste, men ved for meget til at kunne blive fyret én gang for alle. De er ført an af den drikfældige, ildelugtende, ubehøvlede og sarkastiske Jackson Lamb (Gary Oldman), der under sit gennemført ækle ydre gemmer på en brillant hjerne og et hjerte, der banker for sin gruppe af outsidere, hvor meget han end gør for at skjule det.
I hver sæson truer en ny konspiration Englands sikkerhed, som Jackson Lamb og resten af Slow Horse-særlingene involveres i. Og den nye sæson 4 starter således med et terrorangreb, der viser sig knyttet til seriens anden hovedperson, den unge River Cartwright (Jack Lowden), der blev degraderet til Slough House efter at have trådt gevaldigt i spinaten under en øvelse i starten af sæson 1.
Ventetid: Tre år
Spændingsplottene er mindst lige så intelligent skruet sammen som i en Bond- eller Bourne-film, men der stopper sammenligningen også, for Lambs agenter er de renskurede agentmaskiners diametrale modsætninger: Ludomaner, misbrugere, narcissister og sociopater med grumme fejltrin på samvittigheden.
’Slow Horses’ fik premiere i april 2022, og anden sæson fulgte blot syv måneder senere efter afslutningen. Fra anden sæsons finale til tredje sæsons start gik der blot 11 måneder, og fra sæson 3-punktummet til sæson 4 gik der igen blot ni måneder.
Og selvom vi endnu ikke ved, nøjagtigt hvornår femte sæson kommer, ved vi altså med den hæsblæsende teaser i slipstrømmen på sæson 4-finalen, at den allerede er optaget, og at ventetiden nok atter bliver overkommelig.
Det står i skærende kontrast til mange af tidens andre store serier, hvis nye sæsoner lader vente så meget på sig, at man er nødt til at youtube fyldige sammendrag for at kunne huske bare nogenlunde, hvad der er sket tidligere.
Det er i skrivende stund to et halvt år siden, ’Stranger Things’ sæson 4 fik premiere, og vi ved endnu ikke, hvornår 5’eren lander. Der gik næsten to år mellem første og anden sæson ’House of the Dragon’, pausen før ’Squid Game’s comeback bliver mere end tre år, hvilket alt tyder på, at ’Euphoria’ kommer til at slå, før sæson 3 engang ser dagens lys.
Der er næsten to år mellem ’Yellowstone’s aktuelle to halvsæsoner, og Apples fortræffelige ’Severance’ sluttede på en cliffhanger i april 2022 for at vende tilbage i januar … 2025.
At faste eller binge
Det er en trend, der smager mere af fasting end binging, og det kan føles som at skulle genantænde et kærlighedsforhold efter flere års adskillelse.
Det kan godt være, kærligheden var brændende og intens engang, men siden er der løbet meget vand gennem åen, og selv serier, man var dybt investeret i, kan nu virke som fremmedlegemer erstattet af andre serieromancer. ’Squid Game var et allestedsnærværende fænomen dengang i 2021, men nu virker det også lidt som noget, vi snakkede meget om det efterår …
Der er tit mere eller mindre gode forklaringer bag de lange årelange siestaer– alt fra Hollywood-strejke til budgetoverskridelser. Men man gambler uanset hvad med seernes loyalitet og interesse, når afbrækket fortsætter i evigheder. Det kan godt være, James Cameron kunne slippe afsted med 13 års mellemrum mellem den første og anden ’Avatar’, men hvor biograffilmen lever og ånder af event-følelsen, har seriemediet traditionelt været bundet mere op på kontinuitet, hastighed og loyalitet. I de gamle flow-dage var livets sikre konstanter Gud, skatter og … at der kom en ny sæson af ens yndlingsserie.
I et streaminglandskab, hvor mange netop prøver at eventize i biograffilmenes billede, føles ’Slow Horses’ som den trofaste ven, man finder ud af har romantisk potentiale, efter man er blevet endegyldigt udmattet af intenst turbulente forholds utilregnelighed.
Følelsen af fuldkommen pålidelighed går igen i selve oplevelsen. Serien har holdt et konstant højt niveau gennem alle fire sæsoner. Og selvom der lige nu efter afslutningen på sæson 4 i nogle hjørner af internettet pustes en stemning op omkring, at dette var den bedste sæson hidtil, hænger det nok mest af alt sammen med, at seriens popularitet er større end hidtil. Sæsonen var bare nøjagtigt lige så spændende, sjov og kvik som de tre øvrige.
Fire sæsoner til gode
Beder du mig to uger frem i tiden at redegøre for, hvad der præcis skete i hvilken sæson, vil jeg endda nok komme til kort.
For selvom plottene er ualmindeligt fængslende og velkonstruerede undervejs i både twists, cliffhangers og actionsekvenser, er det i sidste ende ikke dem, der skaber essensen af ’Slow Horses’. Det er i stedet den evige banter mellem Jackson og de andre fuckups, den tørre britiske kynisme og de små glimt af empati og omsorg, som bløder både karakterernes og seernes hjerter op undervejs.
Uden at sæsonerne kører fast i en ensformig rille af den grund, ved man med ’Slow Horses’ præcis, hvad man får, og man ved tilmed, at man får mere af det inden for en overskuelig fremtid. Det er den sjælevarmende følelse af at opdage en ny krimi af høj kvalitet – og så finde ud af, at der venter 10 mere i serien.
Apropos har Mick Herron skrevet otte Slough House-bøger, og vi har således mindst fire sæsoner til gode, hvis Apple TV+ giver grønt lys, og serieskaber (ikke den) Will Smith opretholder interessen.
Og mon ikke? ’Slow Horse’ er blevet kaldt Apples ypperste dad-serie, og det er da også en serie, du roligt kan anbefale til din far. Men du vil måske blive overrasket over, at den også er noget for dig selv. I sig selv er den lidt som at have en rigtigt god far: Hyggeligt selskab, klar på en sjov oplevelse og altid til at regne med.
I kan jo se den sammen.
’Slow Horses’ kan ses på Apple TV+.