’Ungeren’: Ny DR-serie piller ved det udbredte narrativ om Ungdomshuset
I december 2006 var alles øjne rettet mod en bestemt adresse i København, da brugere og støtter af Ungdomshuset demonstrerede mod salget til Faderhuset med vold mod og fra politiet og masseanholdelser til følge.
Men hvem var egentlig de mennesker, der stod bag sammenstødene, og hvorfor kom det så vidt?
Det forsøger DR’s nye fiktionsserie ’Ungeren’ at gøre os klogere på.
Serien starter, mens der stadig forhandles fredeligt mellem brugerne af Ungdomshuset på Jagtvej 69 og kommunen. 22-årige Iben (Thit Aaberg) er en del af forhandlingsgruppen og tager til møder med de unges advokat og forsøger at forsvare deres sag i medierne.
Men når hun kommer hjem til Husets fællesmøder og det tilhørende kollektiv, hvor en gruppe af de unge bor, skal hun forsøge at sælge de kompromisøgende løsninger, der bliver forslået – og det er ikke en nem opgave i en forsamling, hvor »kommunen« næsten er et skældsord, og ingen anerkender myndighedernes autoritet.
For en gruppe, iblandt dem Ibens kæreste Alex (Elias Budde Christensen), er bevarelsen af Ungdomshuset ikke bare et spørgsmål om at bevare deres tilholdssted, men om at bekæmpe det system, der ikke »giver en fuck for dem«, som det lyder.
Iben står med et ben i begge lejre og en identitet, hun ikke ved, hvad er, hvis Ungdomshuset forsvinder.
’Ungeren’ slår en ret kritisk tone an over for miljøet i Ungdomshuset. Selv hvis man et øjeblik ser bort fra sammenstødet med politiet, er det ikke, fordi de aktiviteter, der foregik i huset, bliver fremstillet som specielt positive.
Kollektivet spiser skraldede kopnudler til morgenmad, som alle er trætte af, og lever i fnatudbrud, som ingen rigtig gider forholde sig til (»det klør jo kun i røven«). Til fællesmøderne drejer beskederne sig altid om, at der mangler hænder til barvagter eller til at bemande folkekøkkenet. Og selvom det er prisværdigt at lave mad til dem, der ikke kan betale for det i dyre domme, er det jo lykkedes andre mennesker at servere for mad for hjemløse selv uden at have deres eget hus at gøre det fra.
Da en ung pige, Camilla (Anne Daneskov Petersen) opsøger Ungdomshuset og tages imod ud fra princippet om, at der er plads til alle, viser det sig også, at Iben og de andre har været til meget mindre hjælp, end de troede.
Det piller ved et udbredt narrativ om, at Ungdomshuset var et enestående fællesskab, en vigtig modpol til det borgerlige Danmark, og at myndighederne eskalerede konflikten.
Historien om Camilla er en spændende undersøgelse af, om Huset nærmede sig kultterritorium. Men undervejs tog jeg også mig selv i at tænke, om ikke de opførte sig en smule forkælet.
’Ungeren’ leverer enkelte tydelige beviser på, at den voldelige del af konflikten var tosidig. Iben ender alene under en demonstration og jages af en politihund, som bidder sig fast i hendes ben. Hun ender på hospitalet, og det samme gør flere af de andre, som i forskellige sammenhænge får tæsk af politiets knipler.
Men Iben, Alex og de andre unge, ført an af Stoffer (Vilmer Trier Brøgger) og Signe (Sandra Guldberg Kampp), virker til at være fanget i en hårknude af deres antiautoritetsprincipper. For hvem har lyst til at være den, der kigger sine anarkistvenner i øjnene, lægger molotovcocktailen og siger: ’Lad os lytte til de voksne’?
Når Ungdomshuset tegnes kritisk op, glemte jeg næsten, at på den anden side af bordet sad Ruth Evensen, kampklar og bims (hvad der kun er blevet tydeligere siden). Den provokation, hun udgør, mangler i det fulde billede.
Serien begår en lille genistreg tæt mod slutningen, hvor perspektivet skifter til en af specialbetjentene, der skal være med til at rydde huset. »Det er bare børn«, siger han under deres briefing. »Ja, børn, der er klar til at slå dig ihjel«, lyder svaret. Politiet er både mennesker og et voldsmonopol.
Det virker til at være konklusionen i ’Ungeren’: At der i virkeligheden var mere brug for at storme huset med socialrådgivere. Ikke så punket, men nok meget realistisk.
Jeg kunne drømme om en serie, der tillod sig at være idealistisk på vegne af Ungdomshuset og den sidste bastion af ungdomsmagt, det repræsenterer. Men det er også vigtigt at lægge afstand til det selvudslettende miljø, huset tilsyneladende også var.
Og det slipper ’Ungeren’ fint afsted med.
Kort sagt:
’Ungeren’ genbesøger tiden omkring kampene for at bevare Ungdomshuset med et kritisk blik, som bekymrede forældre til oprørske børn sikkert vil være fint tilfredse med.