’En kvinde i Istanbul’: Svensk-georgisk instruktør er fremragende til at fange sin hovedpersons modsatrettede følelser
»Det er en tragedie for familien, når sådan noget sker«, siger en midaldrende georgisk mand i starten af den nye film ’En kvinde i Istanbul’.
Han taler om en transkvinde, som siden transitionen ikke har været velkommen hos sine forældre. Som må udholde stigmatisering og had og leve af sexarbejde for at kunne være sig selv.
Georgiens tabuomgærdede queermiljøer møder stor kulturel og politisk modstand fra landets vægtige konservative stemmer – og det går i den forkerte retning. Så sent som i oktober vedtog parlamentet ifølge TV 2 en lov, der forbyder ægteskab og adoption for par af samme køn og gør det ulovligt at skildre LGBTQ+-relationer i det offentlige rum og i medierne.
Det er derfor en velkommen og højaktuel niche, som instruktøren bag ’En kvinde i Istanbul’ med succes har kastet sig over. Svenskfødte Levan Akin begyndte karrieren med en håndfuld lokale serier, der ikke ligefrem fik ham ud over landegrænserne. Det var, da han kastede blikket mod sine forældres fødeland, Georgien, at han fik sit internationale gennembrud.
Det gjorde han med coming of age-dramaet ’I morgen danser vi’, Sveriges Oscar-kandidat i 2019, som på følsom vis kombinerede maskulin georgisk folkedans og et homoseksuelt begær.
Nu tager instruktøren sig af udstødte transpersoner, der flygter ud af Georgien. Som titlen indikerer, handler hans nye film om en transkvinde, Tekla, der har forladt hjemlandet for at prøve lykken i Tyrkiets største og tættest befolkede metropol.
Tekla er dog ikke hovedkarakteren. Det er i stedet de to personer, som leder efter hende.
Da moren til Tekla dør, beder hun sin søster, Lia, om at finde datteren. Lia får den unge mand Achi med på rejsen, da han kendte Tekla personligt og er i besiddelse af hendes nye adresse i Istanbul. Det spiller helt sikkert også ind, at han er træt af at bo hos sin aggressive far, der stod for denne anmeldelses åbningscitat, og har lyst til at se verden.
Filmens første tredjedel er en art roadtrip med det umage makkerpar, spillet med fin, naturlig energi af Mzia Arabuli som Lia og debutanten Lucas Kankava som Achi. Førstnævnte er næsten altid let vrissende, mens den unge følgesvend forholder sig skødesløst optimistisk til turen, ikke mindst til penge, som rejselederen ikke har uendeligt af.
Deres gnidninger er en god kilde til let komik. Som da Lia modvilligt hjælper køresyge Achi med at stikke hovedet ud ad vinduet. Og som da Achi ved færgeankomst til Tyrkiet måbende udbryder: »Det ligner jo fuldstændigt Georgien«. »Hvad havde du regnet med?«, svarer Lia.
Ligesom i ’I morgen danser vi’ er Akin fremragende til at fange sin hovedpersons nuancerede og undertiden modsatrettede følelsesliv. I tilfældet med Lia handler det ikke om begær (selvom filmen byder på en flygtig flirt), men om om hendes relation til niecen Tekla.
»Georgiens kvinder har mistet deres værdighed. Der var engang, hvor vi var elegante«, siger den ældre kvinde i starten af filmen og blotter sit konservative syn på sit eget køn. Hun forstår ikke Teklas transition, og i begyndelsen virker rejsen mest til at være af pligt. Men til trods for sin skepsis og distance viser hun undervejs, at hun også nærer en stor kærlighed til sin niece, hvis fodspor hun følger.
Detektivarbejdet går ikke ligefrem glat, og det trækker ud med nye ledetråde til Teklas gøren og laden. Det er der en rigtig god pointe i.
For Istanbul viser sig hurtigt at være en by, man tager til for at forsvinde. At blive ét med storbyens mylder kan både opleves som en frihed og en flugt. Spørgsmålet er, om Teklas varige ophold i Istanbul handler om frigørelse eller selvdestruktion.
’En kvinde i Istanbul’ lykkes særdeles godt med at fange byens liv og mange afkroge, hvor folk både lever og dør, griner og græder. Akin giver særligt plads til dele af den tyrkiske storby, som sjældent – hvis nogensinde – bliver vist på film. Meget af tiden er vi i et helt kvarter beboet af transpersoner og andre minoriteter, som både har sexkunder og farlige stoffer i omløb.
Byens dynamik og talløse skæbner skildres også helt konkret ved, at Akin nogle steder pludselig afbryder fortællingen om de to hovedpersoner. Flere gange fokuserer kameraet på tilfældige beboere i bybilledet, og af og til bliver det ved dem i længere tid. Bikarakterer som en syngende gadedreng og en transkønnet jurist flettes ind i filmen på overraskende og ukunstlet vis.
I sin jagt efter den forsvundne niece kommer Lia også til at forsvinde helt ind i sig selv, ind i sine tanker og drømme. Det surrealistiske strejf passer godt til den magi, som, trods en del mørke bagsider, lokker mange hvileløse sjæle til storbyen.
Kort sagt:
Svensk-georgiske Levan Akin følger flot op på ’I morgen danser vi’ med et nuanceret og levende portræt af transpersoners frihedskamp og flugt i Georgien og Tyrkiet.