’Kærlig hilsen, Hilde’: Kærlighedshistorien overskygger barsk fortælling fra Anden Verdenskrig
’Det Røde Kapel’, kaldte nazisterne den del af modstandsbevægelsen, som den virkelige person Hilde Coppi tilhørte. Hun er hovedrollen i den tyske film ’Kærlig hilsen, Hilde’, som med nådesløs realisme viser, hvad modstandere af Nazityskland blev udsat for.
Hilde (Liv Lisa Fries fra ’Babylon Berlin’) er en ung kvinde fra beskedne kår i Berlin, som forelsker sig i den glødende kommunist Hans (Johannes Hegemann) og introduceres for ulovlige aktiviteter som at lytte til sovjetisk radio og at dække propagandaplakater med modstandsbudskaber. Men vi følger også, hvad der sker, da hun bliver arresteret, afhørt og placeret i et kvindefængsel som politisk fange, hvor hun afventer sin dom.
Men det er ikke bare Hilde, de indespærrer. Hun er nemlig højgravid, og i den lille fængselscelle går vandet. I en modbydelig fødselsscene, som er meget sigende for tonen i ’Kærlig hilsen, Hilde’, diskuterer en læge og en sygeplejerske, hvorvidt de skal lade moren, barnet eller begge dø. Imens ligger Hilde nøgen på fødebænken og forsøger at presse så meget, at barnets skulder ikke længere sidder fast.
Hvis ’The Zone of Interest’ var et forsøg på at give krigens ondskab en ny form, er ’Kærlig hilsen, Hilde’ den mest ligefremme og direkte fremstilling af den. Det er en fortælling, der gennem sit skuespil og den ensartede måde, scenerne er filmet, uden totalskud og med få nærbilleder, forsøger at være tro mod virkeligheden for Hilde og de andre modstandsfolk.
Hildes nutid bevæger sig forlæns, mens hendes fortid bevæger sig baglæns. Fra hun bliver hentet af Gestapo, følger vi begivenhederne i kronologisk rækkefølge frem mod slutningen. Men den del af hendes liv, som filmen løbende klipper til, hvor hun er en del af modstandsbevægelsen, lærer morsekode og forelsker sig i Hans, er fortalt baglæns. Fra at høre ulovlig radio tilbage til hendes første modstandshandling og første møde med Hans.
At vende tiden på hovedet kan ses som en måde at gøre opmærksom på, hvordan få uskyldige handlinger fik modbydelige konsekvenser. En form for butterfly effect, hvor et øjebliks mod eller forelskelse var det, der forårsagede udfaldet. Som når unge mennesker, der forsøger at skabe kontakt mellem soldater og deres pårørende, bliver beskyldt for konspiration og ulovlig kommunikation.
Det er en hård måde at fortælle Hildes historie på, fordi kontrasten mellem hendes liv og hendes straf bliver så tydelig, at hendes handlinger kommer til at fremstå naive, hvis ikke ligefrem meningsløse. Meningsløshed er et stærkt vidnesbyrd om, hvad fascisme er og betyder, men det er også provokerende at blive konfronteret med, hvorvidt dem, der gjorde modstand, faktisk betød noget eller gjorde en forskel.
Det bliver ikke fremstillet, som om Hilde er motiveret til at være en del af modstandsbevægelsen af andre grunde end sin forelskelse i Hans. Denne ungdommelige kærlighed fylder mere i filmen end den modstandskamp, de udfører, og det er den, der zoomes ind på, jo længere tilbage i tiden vi kommer. Som om hendes mors fattige kår, morens jødiske chef og Hildes egen jødiske kæreste, der måtte emigrere til Danmark, ikke var en væsentlig del af hendes historie.
Min anke er ikke, hvorvidt ’Kærlig hilsen, Hilde’ er historisk korrekt, men at den lægger så meget vægt på romancen. »En fantastisk sommer vi havde«, siger hun, da hun og Hans allernådigst får lov til at dele et øjeblik i fængslet og tænker tilbage på modne æbler.
De mindeværdige scener opstår, når Hilde er i fængsel, ligger på sygeafsnittet og knytter bånd til de andre kvinder og finder måder at overleve i håbløsheden. De langsomme skridt mod potentiel død gør det mærkbart i kroppen, hvad det vil sige at fjerne andres menneskelighed.
Hvis bare Hildes modstand mod håbløsheden havde været tydeligere hele vejen igennem.
Kort sagt:
’Kærlig hilsen, Hilde’ er en barsk fortælling om, hvad modstandere af Nazityskland blev straffet med – men desværre med for stor vægt på kærlighedshistorien.