’Say Nothing’: Man sidder med hjertet i halsen under ny serie om IRA’s brutalitet
Den enlige mor til ti, Jean McConville, har i 1972 sænket paraderne. Bare for en enkelt aften.
Med et dybt suk lader hun sig sænke ned under overfladen i et dampende varmt karbad. Men et øjeblik efter bliver døren til badeværelset sparket ned, og en gruppe mænd med strømpebukser over hovedet hiver Jean ud i en ventende varevogn til lyden af hendes børn, der skriger i panik.
Den barske åbning væves sammen med en række begivenheder, der er baseret på virkelige hændelser og spænder over flere årtier.
’Say Nothing’ skildrer konflikten i Nordirland, også kendt som The Troubles, gennem to unge kvinders øjne.
De to søstre, Dolours (Lola Petticrew) og Marian (Hazel Doupe), vokser i 1970’erne op i Belfast med forældre, der er aktive medlemmer af den irske republikanske hær, IRA.
Den bedste måde, en kvinde dengang kunne hjælpe sagen, var ved at lappe skudsår og smøre madpakker. Så Marian og Dolours ser misbilligende til, mens deres mor tjener IRA ved at gemme brugte pistoler af vejen blandt potteplanter og krydderurter i baghaven frem for at affyre dem.
Søstrene drømmer om mere. Så da Dolours ser sit snit, pitcher hun et smart, feministisk koncept for lederen af hele baduljen: Den notoriske Gerry Adams.
Det er i hvert fald sådan, begivenhederne fremlægges af den voksne Dolours, som fortæller sin livshistorie til en journalist i starten af 2000. Hun portrætteres af Maxine Peake, der spillede den øretøveindbydende skribent, Rita Rivejern, i ’Harry Potter og Flammernes Pokal’.
Dolours’ beretninger blev del af det tophemmelige Belfast Project – en række historier, der først måtte offentliggøres efter fortællerens død. I 2018 samlede den undersøgende journalist Patrick Radden Keefe vidnesbyrdene i det storroste værk ’Say Nothing: A True Story of Murder and Memory in Northern Ireland’.
Er man ikke helt skarp i sin etno-nationalisme, kan det være svært at greje, hvad den enlige mor til ti, Jean McConville, har med Dolours og Marian at gøre. Men med en myriade af flotte skuespilpræstationer og et levende historisk miljø er uvisheden lige akkurat til at tolerere.
For det er med hjertet i halsen, at man i næsten hvert eneste afsnit følger en spændende flugt, hvor et IRA-medlem har den britiske ordensmagt lige i hælene.
Flugtscenerne gøres på imponerende vis unikke og understreger samtidig på underholdende vis den udødelige loyalitet, IRA havde i Belfast.
Når IRA-mændene vælter ind gennem private boliger, smadrer vinduer og gemmer deres våben hos gamle damer i morgenkåber, bliver de altid mødt af smil. Én intens flugt skildres ovenfra i et flot one take, hvor en drone suser hen over byens tage og af og til mister katten-efter-musen-jagten af syne.
’Say Nothing’ mister over sine ni episoder dog også mange gange blikket for hovedkarakteren Dolours, der nærmest bare er en cameo i flere afsnit.
Det er synd, for 28-årige Lola Petticrew stryger derudaf som den viltre, rødhårede kvinde, der altid har en fiks idé. Sværere er det for den stille søster, Marian, der ikke rigtigt er god til noget. Det skulle da lige være at rulle cigaretter, selv om hun ikke engang selv ryger.
Det er mellem den charmerende Lola Petticrew og afmålte Hazel Doupes solide søskendekemi, at miniserien får sande åndehuller af komik, som da søstrene skal på ærinde for Gerry Adams.
Det kræver, at de krydser en britisk bevogtet grænse med falske papirer. Militærvagten har luret, at der er noget galt, men han kommer på andre tanker, da Dolours sukkersødt smiler og hiver to centimeter op i sin nederdel.
»Jesus Kristus, Dolours. Du åbnede nærmest dine ben så meget, at han kunne se jeres fremtidige børn!« udbryder Marian indigneret som ringe tak for indsatsen, da de slipper forbi kontrollen.
Der hænger ellers en tung stemning over ’Say Nothing’. Hver eneste episode rummer barske sekvenser, der gør det svært at synke kaffen, der er blevet kold, mens man tabte kæben over de gennemførte kostumer, gamle våben og flotte biler.
Det er benhårdt at se, hvordan britisk politi torturerede IRA-fanger, og hvordan bevægelsen ikke viste nåde over for irere, der måske/måske-ikke var britiske informanter. Da Dolours – trods sit køn – bliver en af Gerrys tætteste allierede, bliver de grumme sider af frihedskampen kun værre.
Særligt afsnit tre, med titlen ’I’ll Be Seeing You’, er iskoldt. Her straffer organisationen en af sine egne. Det er et klamt, historisk korrekt, gennemtænkt samlebånd, som sættes i værk. For at gøre handlingen nemmere var opgaverne op til likvideringerne nemlig opdelt. Nogle stod for selve kidnapningen, mens andre kørte ofrene afsted, en tredje gravede graven, og en fjerde trykkede på aftrækkeren. Og vi er med helt til sidste åndedrag.
’Say Nothing’ forsøger at vise, at ingen involverede havde regnet med, at deres bidrag til den irske oprørsbevægelse ville være at slå andre irere ihjel.
Titlens tavshedskultur sikrer, at ugerningerne hæmningsløst og ustraffet fortsætter.
Kort sagt:
Den flotte, men rodede ’Say Nothing’ belyser dybe irske ar og åbner for idéen om, at det nogle gange er nemmere slet ikke at sige noget. Altså lige indtil man – som hovedpersonen Dolours – ikke kan leve med stilheden længere.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.