’A Different Man’: Uigenkendelig Hollywood-stjerne stadfæster sit stortalent i stærk genrebøjende film
Forvandling er et af de store temaer i årets film.
I Jacques Audiards Cannes-vinder ‘Emilia Pérez’ forvandler en mexicansk kartelleder sig til den transkvinde, hun altid har set sig selv som. I ’The Substance’ får en falmet filmstjerne mulighed for at forvandle sig til en yngre udgave af sig selv gennem et lyssky medikament. I ’Poor Things’ bliver et spædbarn forvandlet til en fuldvoksen kvinde.
Filmene handler i vid udstrækning om at undslippe de kasser, samfundet pålægger én, men de stiller også spørgsmålstegn ved, om forandring overhovedet er muligt, når det ofte er samfundet, der har magten til at definere os.
Adam Schimbergs gennembrudsfilm ’A Different Man’ skriver sig overbevisende ind i rækken med en stærk og konceptuelt velfungerende forvandlingshistorie.
Sebastian Stan spiller med et lag af proteser Edward, en indadvendt skuespiller, der har neurofibromatose og primært får tilbudt roller, som spiller på hans anderledes udseende.
I en morsom åbningsscene ser vi ham spille med i en virksomhedsvideo, der skal lære de ’almindelige’ medarbejdere at være inkluderende over for dem, der ser anderledes ud. For – ikke overraskende – spiller vores udseende en rolle i, hvordan vi bliver behandlet på arbejdet, bedyrer videoen.
Det ved Edward alt om. Han sniger sig igennem tilværelsen, i ly for folks borende blikke, som han alligevel ikke kan undslippe. Selv ikke i hans ramponerede New York-lejlighed er han fri til at være sig selv. Loftet lækker, og støjen fra naboerne trænger igennem papvæggene.
Da han får en ny nabo, den aspirerende teaterinstruktør Ingrid (altid glimrende Reinate Reinsve fra ’Verdens værste menneske’), vender livets tristesse langsomt for ham. Hun får ganske vist et chok, første gang hun ser ham, men hun dukker vedholdende op ved hans dørtærskel. Nok mest fordi hun øjner en god historie.
Men Edward er glad for selskabet, og opildnet af opmærksomheden beslutter han sig for at tage del i et medicinsk testforløb, der måske kan give ham et normalt ansigt – og forhåbentlig øge hans chancer for en romantisk relation til Ingrid.
»Måske der en dag vil blive lavet en dokumentar om dig«, siger lægen spændt til ham og driver den første af filmens pointer om vores overfladiske skønheds- og berømmelseskultur hjem.
Derfra tager filmen en drejning fra ’Elefantmanden’-terræn til en kortvarig Cronenberg-beslægtet bodyhorror-forvandlingshistorie, når Edward lægges i graven og genfødes i Sebastian Stans billede som den smækre ejendomsmægler Gary.
Indtil filmen muterer til en Woody Allen-agtig romantisk komedie, da Edward/Gary opsøger Ingrid og får hovedrollen i et stykke, hun har skrevet om sit forhold til Edward, som hun tror er død. Hvorefter filmen igen skifter ham til en satire over den kyniske underholdningsbranche, der kapitaliserer på andres historier uden tanke for, hvem der bør fortælle dem.
Schimberg skyder altså fra alle kanoner. Manuskriptet er momentvist skarpt og vittigt uden helt at have samme samfundssatiriske brod som norske Kristoffer Borgli, der med ’Sick of Myself’ behandlede mange af de samme temaer som ’A Different Man’.
Der er ideer til mindst tre film, og særligt i anden halvdel får man en fornemmelse af, at instruktøren har ualmindeligt svært ved at kæde dem sammen dramaturgisk, når plottet stikker mere og mere af uden helt at vide, hvor det skal hen. Her tabes karaktererne ofte af syne: Der mangler simpelthen nogle mellemled i Edwards forvandling til Gary, som der skøjtes let og elegant hen over.
Filmens første halvdel – hvor en aldrig set bedre Sebastian Stan får lov at imponere som den indesluttede Edward, der nervøst navigerer i en verden af linser, spejle, glas, refleksioner og blikke – er klart mest vellykket. Man mærker virkelig, at der er foretaget et grundigt arbejde med at sætte sig ind i karakterpsykologien og livet som outsider fra både Stan og Schimbergs side.
Den sortsynede atmosfære er til at skære i, som da Edward ser en nabo gå tilsyneladende lykkelig rundt i en park med en smuk kvinde ved sin side – for senere at erfare, at han har hængt sig selv i sin lejlighed.
Skinnet kan bedrage, og filmens store pointe er, at en forvandling og personlighedsskifte ikke nødvendigvis er, hvad der skal til for at være sig selv og fjerne den maske, vi alle bærer i livet.
Det bliver åbenlyst, da Oswald (Adam Pearson fra ’Under the Skin’, der lever med neurofibromatose i virkeligheden) gør sit indtog i filmen.
Med et snuptag er Oswald favorit til rollen som Edward i Ingrids teaterstykke på grund af sin fysiske lighed, mens Gary må se sig vraget, selvom det ret beset er hans levede liv, de er ved at iscenesætte (uden at Ingrid ved, hvem Gary egentlig er).
Ingrid har magten over historien og kan definere Edward, selvom hun dårligt nok kendte ham. I hvert fald indtil Oswald anfægter, at Edward skulle være et offer – noter, som Ingrid kun tager til sig, fordi han jo har kendskab til det levede liv med neurofibromatose.
Det er skarpt iagttaget og siger meget om den higen efter autenticitet, der definerer underholdningsbranchen i dag, og som langt hen ad vejen udnytter virkelige menneskers historier.
Det er i mødet med den livsglade Oswald, at Gary/Edward indser, at det måske slet ikke var hans udseende, der holdt ham tilbage i livet. Hvilket gør, at Gary pludselig begynder at imitere Oswald i et mudret identitetsspil, hvor Gary/Edwards dobbeltliv begynder at smelte sammen, så tankerne ledes hen på Cronenbergs ’Dead Ringers’.
Schimberg har så mange bolde i luften, at det umuligt kan gå op i en højere enhed, og slutningen lander da heller ikke helt, selvom de stærke skuespillerpræstationer gør sit for at køre den hjem.
Men filmens sidste replik bliver alligevel siddende i én, længe efter rulleteksterne er kørt over lærredet:
»Du har ikke forandret dig spor«.
Kort sagt:
Sebastian Stan fører an for en skuespillertrio i topform i Adam Schimbergs genrebøjende gennembrudsfilm om, hvor langt vi er villige til at gå for at passe ind i samfundets skønhedsidealer – og om det overhovedet er muligt at ændre sig selv.