I SKYGGEN AF. Jeg har altid crushet unaturligt meget på både Ewan McGregor som fattig forfatter in spe og Nicole Kidman som sensuella kurtisane i y-filmen ’Moulin Rouge!’.
Gentagne gange har jeg tabt kæben, når de har sunget halvkvalmende Elton John-ballader, fået parterapi af en lille trist klovn og spillet citar med en narkolepsi-ramt argentiner.
De sidste to har jeg i øvrigt ligeledes tabt både kæbe og alt muligt andet over. Sådan er jeg – jeg har bred smag.
Men det er da også oprigtigt svært ikke lade sig forføre af hele det farverige karakterkatalog (altså lige med undtagelse af ham den sleske og overskæggede hertug med voldtægts- og drabstendenser) og ganske enkelt umuligt ikke at forelske sig i den fantastiske sangfilm.
For gennem cinematisk tæft og et overlegent soundtrack har Baz Lurhmann ikke blot leveret en referenceklog og æstetisk magtdemonstration, men siden dens premiere i 2001 fået selv antimusical-folk til at begejstre sig over kærlighedsfortællingen, der er lige så spækket med store patosfulde armbevægelser som mandlig besiddertrang.
Jeg grovæder derfor tit den visuelle maximalists skildring af det bohame Paris’ absint og cancan-piger, men da varierende kost- og kunstindtag skulle være så sundt, kastede jeg mig forleden over et andet grandiost (og for mig long lost) mesterværk: ’Strictly Ballroom’.
Du ved, Luhrmanns skønne debutfilm, hvori vi følger den uortodokse danser Scott Hasting (Paul Mercurio), der udfordrer sin familie og ballroom’ens stramme ramme ved at bevæge sig efter egen (hjerte)rytme. Ad, hvor cute!
Betagende romancer
Eller næ, det ved du måske slet ikke. 1992’er-komedien har det nemlig med at drukne i sine efterfølgeres fame og voluminøse velourstoffer.
For nok har ‘Strictly Ballroom’ i nogle kredse nærmest kultstatus, men taler man om den australske instruktørs red curtain trilogy (bestående af ’Strictly Ballroom’, ’Romeo + Juliet’ og ’Moulin Rouge!’, med hvilke han udforsker/udfolder forskellige scenekunstformer), retter det brede publikum ofte fokus og applaus mod den sonet-reciterende Leonardo DiCaprio og – i særdeleshed – mod fortællingen om Montmartres lumre natklub.
Debuten er dog et pragtstykke og en suveræn historie om generationskløfter og folk, der er lige så vilde med dans som Silas Holst. What’s not to like?
Ingenting, og det er derfor med en vis frygt for at få fellow ’Moulin Rouge!’-fanatikere på nakken eller i indbakken – heriblandt min mormor, der kan være overaskende feisty på skrift – at jeg efter et lykkeligt gen- og klarsyn vover at stille spørgsmålet:
Har jeg (og mange andre) brændt mig varm på den forkerte Luhrmann-film?
I virkeligheden minder ’Moulin Rouge!’ og ‘Strictly Ballroom’ ret meget om hinanden. De er begge simple fortællinger indpakket i fjer og similisten, de prydes begge af formidable (som i formidable) tangoscener, og præcis som den frankofile musical er instruktørens danseglade gennembrud leveringsdygtig i en betagende romance.
For grundet lidt ulydig spagat hist og her mister Scott sin faste baldame, og vil han gøre sig forhåbninger om at vinde amatørkonkurrencen Pan-Pacific Grand Prix – hvilket åbenbart er en stor ting i the land down under – må han finde en ny.
Til stor frustration for hovedkarakterens pacende glimmer-mor melder danseskolens kiksede og tidligere forbigåede nybegynder-pige Fran (en kær Tara Morice) sig, og som i en hver anden ’boy meets and twirl with girl’-romcom opstår der flirt på floor.
En rigtig 90’er-makeover
Bevares, Fran skal lige smide sine stærke briller med glidende overgang og inkorporere Clearasil i sin hudplejerutine, inden hun får lov til at snave den smidige førsteelsker, hvilket vi bestemt kan diskutere det hensigtsmæssige og rettidige ved – men hey, hvem elsker ikke en god politisk ukorrekt 90’er-makeover?
Vi kan ligeledes diskutere, hvorvidt ’Strictly Ballroom’s ellers glimrende lydside, der blandt andet tæller en meget sjælfuld udgave af Cyndi Laupers ’Time After Time’ og John Paul Youngs happy ending-sang ‘Love is in the Air’, kan måle sig med numre som ‘Nature Boy’, ’Elephant Love Medley’ og den lystige pimp-version af ’Like a Virgin’.
Jeg gider dog overhovedet ikke at diskutere (eller i al fald ikke kritisere) ’Strictly Ballroom’s mangel på Hollywood’sk stjernebesøg a la førnævnte mega-crushes.
For selvom Nicole Kidman utvivlsomt imponerer som ’Moulin Rouge!’s diamantbærer Satine, hvis tragiske skæbne publikum hulkende begræder – men hvis vidunderlige trapez-entré vi alle fantaserer om at lave til en rund fødselsdag eller i forbindelse med en ekstravagant Tinder-date – havde hun og andre celebs nok været malplacerede i dansefilmen.
Med håndholdte interviewdele tager den nemlig form som en kulørt semi-dokumentar, hvorfor de medvirkendes (internationale) ’ukendthed’ tilfører charmerende autenticitet. Man ville i øvrigt slet ikke have lyst til at udskifte et eneste cast-medlem, da de alle spiller pissegodt.
Magi i hverdagsglimt
Særligt Paul Mercurio leverer en strålende og dybt overbevisende præstation. Han er fremragende, ligegyldigt om han er iklædt melankoli eller en klejn matadorjakke, og med bevægende øjne og forbudte trin fremmaler han en fængslende søgen efter ægte kærlighed. Og efter ægte kunst.
Selvsamme søger Luhrmann i/med begge værker – og her står den muligvis 1:0 til debuten.
For ja, ’Moulin Rouge!’s spectacular spectacular-svulstighed, dens slowmotion, fastforward, dramatiske genreblanding og hurtige klip er som en sjov og ekstremt fornøjelig artistisk rutsjebanetur. Men filmens hektiske tempo gør, at man nogle steder efterlades uden pust, orientering og (værst af alt) følelsesmæssig kontakt.
’Strickly Ballroom’, derimod, emmer af den begavede instruktørs teatralske signatur uden at blive for voldsom. Her er vi ikke i et overdådigt europæisk fantasilignende land, men i en sveddig gymnastikhal, hvor alle showsekvenser er integrerede dele af det portrætterede univers, og hvor magien optræder i små velplacerede hverdagsglimt.
Som når et neonlysende Coca Cola-skilt agerer bagtæppe for sværmeri, eller når farmand-Doug serverer jazz hands og knuste drømme i et hårdt følgespot.
Cirkusæstetikken og eksperimenterne spasser altså ikke helt ud og bevæger sig aldrig fra det legende til det latterlige.
Okay, slap af. Intet ved ’Moulin Rouge!’ er latterligt – kun lige der, hvor månen begynder at synge opera. Men som Fran selv udmelder i forbindelse med Scotts forsøg på at danse en lidenskabelig pasodoble:
Den sande kunst kan sommetider gå tabt i den store overtænkte og forcerede vision.
Jeg påstår ikke, at det nødvendigvis er tilfældet med ’Moulin Rouge!’ – så ved jeg nemlig, at min mormor gør mig arveløs. Jeg antyder blot, at ’Strictly Ballroom’ måske i virkeligheden er lidt ligesom Fran:
The real deal, hvis grovkornethed gør, at den uberettiget overses til fordel for besnærende stjerneindpakning.
Sådan kan man snyde sig selv for en ægte forelskelse.
’Strictly Ballroom’ kan ses på amerikansk iTunes.