’Mulm’: Klaustrofobisk dansk gyserfilm kunne nok godt have brugt lidt Hollywood-penge

’Mulm’: Klaustrofobisk dansk gyserfilm kunne nok godt have brugt lidt Hollywood-penge
'Mulm'. (Foto: Another World)

Hver gang en dansk gyserfilm får premiere, vækker det forhåbning, men også bange anelser.

For i dansk kontekst har den ellers populære filmgenre svære kår. Jonas Alexander Arnbys ’Når dyrene drømmer’ fra 2014, Ali Abbasis ’Shelley’ fra 2016 og ikke mindst Christian Tafdrups internationalt anerkendte ’Speak No Evil’ fra 2022 (der fik et Hollywood-remake tidligere i år) kan nævnes som vellykkede forsøg. Men mange anser nok stadig Ole Bornedals efterhånden 30 år gamle klassiker ’Nattevagten’ som den bedste af slagsen.

Ganske få danske gyserfilm ser dagens lys, og oftest skal de løftes af et – forståeligt, men ærgerligt – lille budget, der sætter tilsvarende begrænsninger for special effects.

Småt har budgettet på den nye danske horrorfilm ’Mulm’ bestemt også været. Undergrundsinstruktør Martin Vrede Nielsen, der spillefilmdebuterede tilbage i 2006 med den i dag uopdrivelige komedie ’Snuppet’ og siden har lavet adskillige kortfilm, har selv finansieret store dele af de fire millioner kroner, som produktionen rådede over.

‘Mulm’. (Foto: Another World)

’Mulm’, baseret på Teddy Vorks roman af samme navn fra 2020, er en psykologisk gyser om psykisk sygdom, forældreskab, sorg og paranoia. Handlingen udspiller sig i Esbjerg, hvor manden Jacob står alene med ansvaret for den seksårige søn Johannes, da hustruen Maja bliver indlagt på psykiatrisk hospital med en svær depression.

Mens han forsøger at få hverdagen og økonomien til at hænge sammen – han nægter at indrømme over for nogen, at begge dele faktisk er virkelig svært – bliver han bekymret over sønnens adfærd. Johannes begynder nemlig at bygge små stenformationer på sit værelse og tale med en imaginær ven, som skal hjælpe med at få moren tilbage.

Samtidig kan Jacob ikke holde sig fra at læse i Majas dagbøger, hvor hun beskriver oplevelser af en mystisk tilstedeværelse i hjemmet. Snart bliver han også selv i tvivl om, hvad der er fantasi og virkelighed – godt påvirket af søvnmangel og et tiltagende alkoholforbrug.

I første halvdel fungerer ’Mulm’ godt som et klaustrofobisk og nuanceret drama om, hvordan tabuiseret psykisk sygdom kan tynge familieliv og forældreskab, og hvordan børn kan finde deres egen måde at tackle bekymringer på.

‘Mulm’. (Foto: Another World)

Majas sygdom og indlæggelse fylder det meste hos hovedpersonerne, men den bliver kun omtalt sjældent og i ganske korte vendinger. »Hvor har hun ondt henne?«, spørger Johannes, da moren lige er blevet indlagt, og i et forsøg på at skåne sønnen svarer Jacob: »Hun har ondt i maven«.

Skuespillet holder, og særligt hovedrolleindehaver Jens Sætter-Lassen er god og troværdig som den trætte og udkørte far og kontorarbejder. Som hans let bekymrede kollega formulerer det: »Du ser lidt brugt ud«.

Han kæmper sig gennem et helvedesagtigt forstadsvillamareridt, hvor aftensmenuen står på optøet bolognese eller brændte frikadeller, mens tidsfornemmelse og virkelighedsopfattelse flyder ud.

Desværre begynder ’Mulm’ at skrante omkring halvvejs, hvor fortællingens overnaturlige elementer får mere plads.

For ja, man kan godt se, at budgettet ikke har været stort. Trods en smule visuel leg med lys og skygger kan filmen ikke undslippe, at effekterne ikke alle holder lige godt. En fysisk, ’The Exorcist’-inspireret scene i soveværelset er ret godt udført, men andre steder ser de computerskabte effekter påfaldende kunstige ud.

‘Mulm’. (Foto: Another World)

Måske er det knappe budget grund til, at dramaets optrapning føles lang og ensformig. Frem mod klimakset, der lader vente på sig, skal Jacob gennem flere afarter af samme scene, hvor han måske/måske ikke ser noget mystisk i husets afkroge

’Mulm’s allersidste skud er faktisk det mest effektive og uhyggelige. Først her når hovedkarakteren for alvor til et ubehageligt vendepunkt, som jeg egentlig gerne havde set udforsket yderligere.

Ifølge EsbjergLiv forhandles der i øjeblikket om en amerikansk oversættelse af romanforlægget. Man kan håbe, at USA’s filmbranche også får øje på ’Mulm’. For den ellers interessante gyserfortælling kunne nok have godt af et skud Hollywood-effekter.


Kort sagt:
Den danske gyser ’Mulm’ kommer godt fra land, men formår ikke at opretholde spændingen i anden halvdel, hvor det begrænsede budget skinner tydeligst igennem.

’Mulm’. Spillefilm. Instruktion: Martin Vrede Nielsen. Medvirkende: Jens Sætter-Lassen, Julie Christiansen, Louis Trinskjær. Spilletid: 98 min. Premiere: I biografen 5. december.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af