‘Senna’: Netflix-serie om legendarisk racerkører kører frontalt og farligt ind i klicheerne med 300 km/t
Hvad fortæller det, at den nye Netflix-serie om den brasilianske Formel 1-legende Ayrton Senna ikke bare én, men to gange gør brug af Tina Turners ‘Simply the Best’?
At Senna var en af de allerdygtigste racerkørere indtil sin tragiske og alt for tidlige død på Imola-banen i 1994. Jo, men også, at miniserien – som er skabt af Vicente Amorim og er medproduceret af ‘Senna Brands’ – går til sin biografiske skildring på en uhyggeligt tonedøv måde.
Hvor Asif Kapadias roste dokumentar ‘Senna’ fra 2010 præsenterede F1-fænomenet for nye generationer gennem en ganske vist selekteret, men alligevel sober brug af arkivmateriale, er man her gået all-in med speederen i bund gennem alle seriens seks timer for at fremkalde det mest glorificerende billede muligt af hovedpersonen.
Der er da også smidt små 170 millioner dollars (cirka tre sæsoner af ‘Bridgerton’!) i affæren, hvilket gør det til den dyreste brasilianske serie nogensinde. Kan det ses? Ja, de mange racerscener overbeviser, om end de sjældent føles særligt taktile eller ophidsende. Og er man til en glat og skinnende reklameæstetik, kan serien helt sikkert også noget.
Det, man ikke har fået for pengene, er et spændende cast eller et ordentligt manuskript.
Gabriel Leone med en karriere inden for brasilianske telenovelas spiller Senna fra de spæde racerdrømme som teenager i slutningen af 70’erne og op igennem de forskellige racerkategorier frem mod titlen som tredobbelt F1-verdensmester og brasiliansk folkehelt i starten af 90’erne. Leones gengivelse af den determinerede, temperamentsfulde og ligefrem farlige fartjunkie Senna stikker aldrig meget dybere end det pæne og lalleglad hvalpede.
Måske fordi manuskriptet ikke giver plads til flere nuancer i portrættet af Senna. Serien burde have heddet ‘Senna vs. verden’. Senna kom fra pæne kår, men hans vej mod olympen er her skildret som én lang og sej kamp. Alt fra racistiske britiske fans og holdejere til F1-præsidenten Jean-Marie Balestre og den franske nemesis Alain Prost er drager, som vores helt må overkomme.
Har man set Kapadias dokumentar eller kender lidt til Formel 1-historien, ved man godt, Senna og Prosts rivalisering er ikonisk. Men havde serien behøvet at skildre Balestre og Prost som to James Bond-skurke, der komplotter i skyggerne?
Serien er en uskøn og hasarderet svingtur ind i alle biopic-klicheer i forsøget på at skabe den mest effektivt renskurede helgendyrkelse ud fra tropen ‘Historical Hero Upgrade’.
Alt i serien løftes til store eviggyldige sandheder, og alt behandles i et overfortalt sprog i offerfortællingen om Senna. Fra de mange usubtile hints om nye meritter rundt om hjørnet og enerverende strygere til den cringe dialog (»Han er rigtigt god. Han er bare ikke brite«) og tematisk udbasunerede sangvalg. Senna vælger for eksempel karrieren frem for sin første kone til Bostons ‘More than a feeling’ og indgår aftale med Honda til ‘Everybody Want’s to Rule the World’.
Tilmed er serien farlig. Ikke nødvendigvis fordi den hylder Senna, som uden tvivl var en ener og i en årrække den bedste F1-kører i verden.
Nej, fordi den er fuldstændigt ukritisk og ensidig. En let spiselig glorificering, man ellers kun ser, når der laves propagandafilm om tyranniske statsledere. Man får lyst til at spørge, hvorfor Netflix går med til at støtte dens slags projekter?
Kort sagt:
Serien om en af Formel 1-historiens største legender kører ud af klicheernes landevej med 300 km/t og går til nye ekstremer, når det kommer til at beskrive historiske personer som uopnåelige guder.