‘The Madness’: Ambitiøs konspirationsthriller på Netflix er ekstremt seværdig
Det er næppe en overdrivelse at kalde det politiske landskab i USA for polariseret.
Fabrikerede konspirationsteorier om Deep State, valgsvindel, Qanon og hackerangreb har fyldt de lyssky internetfora – og også hyppigt dannet inspirationskilde for film og serier. Senest i Netflix’ hæsblæsende ‘The Madness’.
Her er tv-vært og politisk analytiker Muncie Daniels (Colman Domingo) på nippet til at få sit store gennembrud på CNN. Han tager på et skriveretreat i Poconosbjergene for at arbejde på sin bog, men hans verden vendes på hovedet, da han opdager sin nabos parterede lig i en sauna. To armerede, elefanthueklædte banditter får øje på ham, og pludselig er han på flugt for sit liv.
Som den lovlydige borger han er, betror han sig til de første politimænd på sin vej. Men det amerikanske retssystem er ikke altid skræddersyet til demokratiske, sorte mænd, og som det eneste vidne bliver Muncie pludselig særlig interessant for ordensmagten – ikke mindst fordi offeret viser sig at være en rabiat cybernazist.
Det udløser et edderkoppespind af konspirationer, der både leder Muncie op på magtens højeste tinde og ned i internettets dybeste afgrund i forsøget på at rense sit navn.
Måske lyder præmissen om en mand, der er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, som endnu en træg kioskbasker, men ‘The Madness’ har et tårnhøjt ambitionsniveau. Motiver som et armbåndsur, et foto, en mystisk millardær og radikale militser vidner om et omfangsrigt og selvsikkert plot.
Samtidig bekender serien hverken kulør til de højre- eller venstreradikale perspektiver. I stedet er samfundskommentaren klogere integreret, når Muncie skal navigere i de typiske udfordringer for en afroamerikansk mand. En scene, hvor han skræmmer en højreorienteret kvinde væk fra sin bil ved at tage sit mobilkamera op, er en skarp kommentar til, at en mobil for nogle beskytter lige så meget som en Glock.
Nogle vil sandsynligvis klandre ‘The Madness’ for at miste fokus med for mange twists og red herrings, der agerer mere fyld end fremdrift, og det er der delvist noget om. Vi er meget langt nede i detaljerne, når vi ser Muncie og hans ekskone Elena (Marsha Stephanie Blake) i swingerklub med det ene formål at lokalisere en lejesoldat, men grundigheden er samtidig nødvendig, så brikkerne ikke bare falder belejligt på plads.
Netop Muncies relation til Elena og hans børn fylder meget, og serien giver overraskende dybde til bikarakterer, der ellers typisk bliver sparket til hjørne. Den personlige vinkel er helt ok, når omdrejningspunktet er en uskyldig Everyman. At den mand spilles af Colman Domingo, er bestemt også helt ok. Blandingen af fortvivlelse og badass attitude gør det nemt at heppe på Muncie, også i scener, hvor han agerer tvivlsomt. Hypen om Domingo i disse år er fuldt fortjent.
Det kræver en industriovn at bage et brød af den størrelse, ’The Madness’ slår op gennem sine otte afsnit. Alligevel er ‘The Madness’ medrivende fra start til slut, og når man først har fordøjet den intense sæsonfinale, er det svært ikke selv at blive smittet af den konspiratoriske præmis, som serien opstiller.
Eller som minimum føle en snert af afmagt.
Kort sagt:
‘The Madness’ tårnhøje ambitionsniveau og skarpe samfundskritik skaber en yderst seværdig konspirationsthriller – ikke mindst på grund af Colman Domingos fremragende skuespil.
Anmeldt på baggrund af hele serien.