’American Primeval’: Ny westernserie på Netflix er ultravoldelig, velspillet og dragende
Du er landet det helt forkerte sted, hvis du foretrækker din westernfortælling pakket ind i et klassisk soundtrack med romantisk strygerarrangement, machomænd med seksløbere og åbne, solkyssede ørkensletter.
De fortegnede myter om heteroseksuelle cowboys, vilde indianere og fredelige kristne nybyggere er nemlig blevet prikket gevaldigt til de sidste par år med revisionistiske mesterværker inden for westerngenren som ’The Power of the Dog’, ’The English’ og ’Killers of the Flower Moon’, der alle har dekonstrueret forskellige elementer og dogmer ved den ærkeamerikanske genre.
Sådan en type western er Netflix’ ’American Primeval’ også.
Her er hensigten at fortolke de mange voldelige kultursammenstød, der opstod på baggrund af tæmningen af vesten i midten af 1800-tallet. Og hvordan koloniseringen blev gennemført med våben, frygt, løgne, vold og religion.
I serien finder man ingen stoisk Man with No Name fra Sergio Leones spaghettiwesterns eller selvfed revolvermand a la John Wayne, men derimod den forpinte eneboer Isaac (Taylor Kitsch), hvis eneste familie er den indianerstamme, der tog ham ind, da han var ung.
Da den enlige mor Sara Rowell (den fantastiske Betty Gilpin fra ’Glow’), der sammen med sin søn Devin håber at blive genforenet med sin fremmedgjorte ægtemand, forsøger at hyre Isaac som beskytter og ledsager, afviser han prompte. Men da Isaac kort efter reder familien fra et blodigt attentat af en række maskerede banditter, accepterer han modvilligt.
Sammen bevæger de sig ud på en rejse over det sneklædte og krigshærgede Utah (krigen mellem USA’s militær og mormonerne danner et spændende bagtæppe for serien), hvor de jages af militser, lovløse, dusørjægere og ulve.
Folkene bag serien er Mark L. Smith (der skrev manuskriptet til ‘The Revenant’), som har skrevet manuskriptet, og Peter Berg (‘Friday Night Lights’), som har instrueret samtlige afsnit og er seriens primære bagmand, så det er bestemt ikke, fordi der mangler kompetencer i de geledder.
Berg har iscenesat en grå og trøstesløs miniserie, hvilket perfekt matcher dens mørke temaer, den taktile realisme og de veleksekverede, barbariske kampscener. Det er dragende og særdeles veludført fra første minut.
I første afsnit udspiller der sig – i hvad der ligner et imponerende og hæsblæsende one take – en sansemæssig overrumplende scene (seriens bedste), hvor en lejr bliver angrebet med krydsild og flyvende pile, mens der ikke skortes på brutale lemlæstelser og blodige skalperinger. Tankerne ledes hen på en beslægtet scene i netop ’The Revenant’.
Smiths manuskript leverer også nogle mindeværdige og stærke øjeblikke, som når Kim Coates’ kontroversielle mormonleder Brigham Young tordner frem med religiøse brandtaler. Eller når Lucas Neffs desillusionerede kaptajn Dellinger erkender, at det er umuligt at skabe fredelig sameksistens mellem de vidt forskellige folkeslag, før han tager del i et blodigt slag mod mormonerne.
Seriens stærkeste tema er dens fokus på kvindefrigørelse – især i en tid, hvor devisen lød p,å at kvinder ikke kunne udrette det store uden en mand ved deres side:
Sara forvandles trods sin manglende ekspertise i vildnæsset (efter nogle traumatiserende oplevelser) til en stærk og handlekraftig overlever. Den stumme pige Two Moons (Shawnee Pourier) flygter fra sin landsby, efter hun undslipper et voldtægtsforsøg fra sin far, hvor hun siden slutter sig til Sara og co. og bliver vital i deres kamp for overlevelse.
Og den unge, ulykkeligt tvangsgifte mormon Abish Pratt (Saura Lightfoot-Leon) bliver i starten af serien kidnappet af en ung Shoshone-høvding og hans folk, men vinder hurtigt deres tillid ved at opleve deres genuine nåde og bliver set som ligeværdig.
Omvendt er Taylor Kitschs mutte Isaac ikke nær så spændende som de kvindelige karakterer, Shoshone-indianerne, mormonerne eller karakterskuespillerne i nogle af de glimrende biroller (Kim Coates og Shea Whigham).
Kitsch spiller upåklageligt, men problemet er, at vi efterhånden har set skitsen på den plagede antihelt med et ønske om sjælefred adskillige gange i andre westerns. De øvrige karakterer er bare mere friske og interessante.
Men overordnet set er de seks afsnit så begavet forvaltet og intenst fortalt, at man sagtens kan tilgive de få fodfejl.
Kort sagt:
Peter Berg og Mark L. Smiths velspillede, dragende og ultravoldelige miniserie er endnu en forrygende tilføjelse til de moderne, revisionistiske westernværker, der forsat gør genren spændende og relevant.