’Den of Thieves 2: Pantera’: Vi har ikke set det sidste til Gerard Butlers actionfranchise – desværre
I 2018 udkom Christian Gudegasts actionfyldte heist caper ’Den of Thieves’, der blev en ganske fin succes.
En uapologetisk hårdkogt og genrebevidst forestilling, der havde sine øjeblikke, men som var tynget af et uinspireret plot og dybt enerverende karakterer.
Knap syv år efter lander der nu en sen efterfølger, ’Den of Thieves 2: Pantera’. Vupti – en franchise er hermed født, og Gudegast virker til at have store planer for filmserien.
Det sløje niveau her i anden ombæring lover dog ikke synderlig godt for fremtiden. Toeren er et markant skridt i den forkerte retning for Gudegasts spæde franchise. En katastrofal film, som ikke begejstrer med nogen af filmens umiddelbare selling points – action, kuppet, humoren eller kemien mellem hovedrollerne.
I ’Den of Thieves 2: Pantera’ møder vi atter LA-politimanden ’Big Nick’ O’Brien (Gerard Butler), der efter begivenhederne i den første film indleder en jagt efter den (på overfladen) undertippede bankrøver Donnie (O’Shea Jackson), som tog fusen på O’Brien i slutningen af første film.
O’Brien er havnet i en bitter skilsmisse og er siden blevet afskediget som politibetjent, hvorfor han har tid nok til at sætte alle sejl ind på at finde Donnie, inden han planlægger og gennemfører et nyt kup.
Med et nyt team i ryggen udser Donnie sig lidt af en guldkalv i form af World Diamond Center i Nice, som er enhver ambitiøs tyveknægts svar på en slikbutik.
Men under planlægningen af Donnies storslåede heist kommer O’Brien atter på sporet af ham. Og da de til sidst støder sammen før kuppet, indser de to frenemies pludselig, at de måske kan drage fordel af hinanden.
Ligesom i den første film bygger Gudegast sin film op om karakterer, man egentlig ikke har den store interesse for at holde med eller generelt kerer sig det mindste om. O’Brien er en gennemført irriterende og usympatisk karakter, selvom man tydeligvis forsøger at iscenesætte ham som tredimensionel og i konflikt med sine værdier som politimand.
Det forekommer bare alt for hult og utroværdigt, og filmen overbeviser aldrig om, at han fortjener vores medfølelse. Det hjælper bestemt heller ikke på det hele, at Butler i rollen mangler enhver form for gnist og charme, som han retfærdigvis har haft i et par af sine tidligere film.
O’Shea Jackson Jr. (der sammen med Butler også er producer på filmen) virker også en anelse uoplagt i denne efterfølger, hvilket er ærgerligt, da han var lidt af en åbenbaring i ’Den of Thieves’. Hans Donnie mangler personlighed og bare en flig af dybde.
Humoren i filmen er forceret og akavet, hvilket skyldes, at den skiftevis er bundet op på (den manglende) kemi mellem Butler og Jackson Jr. og O’Briens ringe fornemmelse for fransk mad og sprog, som når han løbende forsøger at udtale »croissant« til de andres morskab.
Det store kup, der udføres alt for sent i filmen, forekommer temmelig uoriginalt, og vi får genrens mest åbenlyse klichéer kastet i hovedet med alt fra tidsfølsomme alarmer, klatretyve og dobbeltspil. Det er hverken særlig medrivende eller veludført.
I filmens sidste tredjedel (efter 90-100 minutters dræbende kedsomhed) stiger spændingen en smule ved hjælp af en fin biljagt, men det er så også omtrent det eneste positive, filmen har kørende for sig.
Kort sagt:
Det lader til, at vi ikke har set det sidste til Gerard Butlers ’Big Nick’ og O’Shea Jackson Jr.’s Donnie endnu. Det er en skam, for de er virkelig ikke særligt godt selskab.