3 måneder og en uge.
Så længe gik der, fra de to fly fløj ind i World Trade Center i New York 11. september 2001, til Ridley Scotts krigsfilm ’Black Hawk Down’ fik verdenspremiere i Los Angeles.
Ti dage senere var filmen i biograferne i New York, under fire måneder efter byen blev ramt af historiens mest dødelige terrorangreb.
Angrebet gav actionbraget om The Battle of Mogadishui 1993, bedre kendt som ’Black Hawk Down’, en helt ny rolle i den heftige debat om kampen mod terrorisme, der fulgte i kølvandet på 9/11.
Nu har Netflix premiere på dokumentarserien ’Surviving Black Hawk Down’, der fortæller den virkelige historie fra både amerikanernes og somaliernes side. Allerede her adskiller den sig markant fra Ridley Scotts film, der i udtalt og omdiskuteret grad fortæller amerikanernes udgave.
Filmen skabte nemlig allerede ved premieren debat om fremstillingen af såvel amerikanere som somaliere, soldater som civile. Ridley Scott selv så filmen som realistisk og med et anti-krigsbudskab, mens mange kritiserede den for at være racistisk og krigsforherligende.
Men hvordan står den, når man ser den i dag – og hvilke spor har den sat i krigsfilmgenren?
Et overvældende cast af ungt talent
’Black Hawk Down’ udspiller sig i den somaliske hovedstad Mogadishu i 1993, hvor amerikanske tropper fra FN’s fredsmission med en taktisk manøvre skulle tilfangetage to højtstående støtter til krigsherren Aidid, der kontrollerer hovedstaden ved at sulte folket.
Missionen ændrer dog hurtigt karakter, da amerikanerne angribes af den somaliske milits, og et intenst slag udfolder sig over de næste mange timer. Her mister 19 amerikanske soldater og over 1000 somaliere livet.
Ført an af Josh Hartnett samlede Scott et kæmpecast af samtidige og fremtidige stjerner, og mængden af (mandlige) skuespiltalenter i ’Black Hawk Down’ virker nærmest overvældende, når man har set, hvad folk som Orlando Bloom, Tom Hardy, Eric Bana og hele Danmarks GoT-stjerne Nikolaj Coster-Waldau siden har bedrevet.
Mest mindeværdig er måske Ewan McGregors krigsbarista ”Grimes”, der letter stemningen med quirky kaffenørderi. »It’s all in the grind«, insisterer han, og man holder øjeblikkeligt af den muntre helt, der serverer kaffe, mens kuglerne flyver om ørene på ham.
Det viste sig imidlertid, at soldaten John ”Stebby”, der inspirerede karakteren, blev fængslet for at have voldtaget en 12-årig, og efter pres fra Pentagon ændrede man hans navn i filmen.
Og det var den slags manipulation af virkeligheden – som fiktion »baseret på virkelige hændelser« i udgangspunktet har ret til – der dengang skabte heftig debat, og som i dag lugter langt mere af glorificerende heltedyrkelse end historisk korrekt gengivelse.
En teknisk landvinding
Det var langt fra kun castet, som siden satte mærkbare aftryk på Hollywood. ’Black Hawk Down’ var en teknisk landvinding, der tog publikum med helt ned i krigens blodige, støvede underlag.
Den vandt to Oscars for klipning og lyd og blev nomineret til Bedste Fotograf, ligesom hjernen bag det hele, Ridley Scott, modtog en nominering for Bedste Instruktør.
Samspillet mellem de rå billeder, den hektiske klipning, lydsiden og Hans Zimmers score står også i dag som noget af det mest gennemførte i nyere krigsfilm.
Scene efter scene holdes man i et stramt greb, når man smides rundt mellem gennemhullede hjørnebygninger, styrtende Black Hawk-helikoptere og sønderskudte Humvees.
Kameraet er helt tæt på, når angsten males over de unge ansigter, blodet sprøjter, og panikken overtager kroppen. Den rådvilde jagt på kontrol fastholder grebet om publikum over mere end to timer.
Det er i sig selv en enorm bedrift, og ’Black Hawk Down’ er stadig sensorisk actionfilmkunst, når det er bedst.
Den intense krigsskildring styret af et ultimativt mål om realisme har sat sit tydelige præg på krigsfilm siden premieren, ikke mindst de amerikanske film om Irakkrigen.
Kathryn Bigelows Oscar-vinder ’The Hurt Locker’ fra 2008 adopterede tydeligt den dokumentarinspirerede og rå action. Også Clint Eastwoods ’American Sniper’ og Michael Bays ’13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi’ har tydelige tråde til den gritty skildring af krigen mod terror.
Dette forår er der premiere på Alex Garlands ’Warfare’, som er skrevet og instrueret sammen med Irak-veteranen Ray Mendoza, og den hektiske trailer sender omgående tankerne i retning af ’Black Hawk Downs’ intense følelse af desorienteret isolation i fjendtligt territorie.
En dårlig smag i munden
Det er svært at komme uden om, at ’Black Hawk Down’ er flot lavet, men det store spørgsmål er, hvilket indtryk filmen efterlader os med i dag.
Fortællingen handler i sin essens ikke ret meget om krigens rædsler, men om, hvordan gruppen af unge amerikanere overvinder dem sammen.
Eric Banas Delta Force-soldat ”Hoot” fortæller den emotionelle ”Eversmann” (Hartnett), at han aldrig svarer, når folk spørger, hvorfor han drager i krig. De ville aldrig forstå, hvordan det handler om én ting: kammeraterne ved siden af dig.
Han er den ultimative elitesoldat, og hans betoning af fællesskabet sender et entydigt budskab: amerikanske soldater er gode mænd, der står sammen, og det gør dem til helte, lige meget om de dræber ti civile for at beskytte deres sidemand.
Det er kollektiv heltedyrkelse, før det er fordømmelse af den død og ødelæggelse, som regner ned over soldater og civile.
At netop Eversmann pryder plakaten og har en snert af hovedkarakter, er ikke tilfældigt. Han er empatisk og omsorgsfuld, en galionsfigur for de godhjertede patrioter, der i filmens version ikke rummer en flig af mørke.
’Black Hawk Down’ blev uundgåeligt læst ind i et andet lys med premieren kort efter 9/11.
Om filmen direkte ændrede folks holdning til invasionen af Afghanistan og siden Irak, er svært at svare på, men den blev, uagtet intentionen, en del af den promilitaristiske stemning, som voksede frem, i tiden efter Præsident Bush deklarerede The War on Terror.
Når Bush samtidig arrangerede visninger af filmen forud for invasionen af Irak, er det svært at løsrive den helt fra USA’s krigspolitik.
Bag det ypperlige actionhåndværk er det unægtelig også i dag svært ikke at sidde tilbage med en dårlig smag i munden over det krigsbillede, den maler op.
En smag af et selvfedt USA dikteret af en »os-mod-verden«-mentalitet, der spejler sig ind i nutidens storpolitiske situation.
Efter 9/11 blev krigsfilmene aldrig det samme. Virkeligheden larmede for meget i baggrunden til, at man bare kunne lave skildringer af krig som rendyrket eskapistisk Hollywood-underholdning.
Hvordan ’Black Hawk Down’ skubbede på den udvikling, kan man blive klogere på ved at se Netflix’ nye dokumentarserie – og opleve Ridley Scotts mesterlige actionarbejde igen.
’Black Hawk Down’ kan ses på Blockbuster og Viaplay. ’Surviving Black Hawk Down’ kan ses på Netflix 10. februar.