‘Coexistence, My Ass!’: Kan man lave sjov med Israel-Palæstina-konflikten? Komiker gør forsøget i ny film
CPH:DOX. Der er en hårfin balance mellem at være interesseret i og forblændet af sin hovedperson, når man laver portrætdokumentarfilm. Rammer man den skævt, kan skildringen af den utvivlsomt fængslende hovedperson hurtigt virke postuleret.
I ’Coexistence, My Ass!’ kan man ikke fortænke instruktør Amber Fares i at være fascineret af sin medvirkende. Den israelske komiker og aktivist Noam Schuter-Eliassi er et beundringsværdigt bekendtskab, men desværre lykkes filmen om hende kun med at formidle fascinationen i glimt.
Eliassi er vokset op i den såkaldte Oasis of Peace i Israel, hvor nogle få hundreder israelere og palæstinensere bor side om side – det eneste sted i landet, hvor man bevidst har skabt et integreret samfund. Et sted, hvor folk som Hillary Clinton, Jane Fonda og Roger Waters lægger vejen forbi for at understrege, at det lille minisamfund er bevis på, at fred kan lykkes.
Som teenager slår Eliassi sine folder som aktivist, og der går ikke længe, inden hun får job i FN. Desværre indser hun, at hendes indflydelse er stærkt begrænset, selvom hun har viet hele sin ungdom til at kæmpe for fred mellem Israel og Palæstina.
Så hun beslutter sig simpelthen for at blive standupkomiker i stedet!
Håbet er at kunne nå langt flere mennesker og rent faktisk rykke ved folks holdninger gennem komikkens kraft. Hvilket lykkes, da hendes syleskarpe punchlines om Netanyahus hykleriske regime og uhyrlighederne i Gaza bliver set af millioner på sociale medier.
Filmen tager sit navn og struktur efter et standupshow, Eliassi udviklede som del af et rejsestipendium på Harvard University. Her får vi en kronologisk gennemgang af Eliassis livsrejse – krydret med masser af jokes om krigen mellem Israel og Palæstina, som dårligt kan ydes retfærdighed på skrift.
Instruktøren har fulgt Eliassis rejse mod at skabe sit eget show fra 2019 og frem til angrebet på Israel 7. oktober 2023 og de efterfølgende angreb mod Vestbredden som forfærdelig kulmination, der får hende til at vakle i sin ukuelige tro på sameksistens.
Ankeret i filmen er fremførslen af selve standupshowet, der krydres med optagelser af Eliassis aktivisme og gennembrud.
Hendes gennembrudsturne i USA bliver aflyst på grund af pandemien, og da hun selv får Covid, bliver hun indlogeret på et israelsk hospital, hvor hun for anden gang i sit liv ser israelere og palæstinensere bo under samme tag i fred og fordragelighed. Sameksistens er en reel mulighed, hvis bare rammerne skabes.
Så gnidningsfrit går det ikke, da hun i 2022 og 2023 er på gaden som del af demonstrationer mod Netanyahu, siger fra over for Israels metoder, når hun får taletid på nationalt tv, og svarer igen, når hun bliver kaldt en trussel mod Israel.
Optagelserne af Eliassis aktivisme er ofte overfladiske og giver ikke det store indblik i, hvordan det rent faktisk er at dedikere sit liv til fred i et land, der stort set altid har været i krig. Samtidig får vi heller ikke indblik i, præcis hvilket arbejde der ligger i at være standupkomiker, og hvordan humoren kan bruges til at opnå politiske mål – udover en flad joke om, at det jo lykkedes Zelenskyj at gå fra at være skuespiller i en sitcom om at blive præsident til faktisk at blive præsident.
Den største hæmsko for filmen er dog, at vi aldrig rigtig lærer Eliassi bedre at kende, end hvad en Wikipedia-side eller YouTube-video ville have kunnet fortælle os. Vi ser ikke mere end konturerne af en fascinerende person, og man tænker flere gange, at en fokuseret dokumentarfilm om livet i Oasis of Peace havde været langt mere interessant.
Den opbyggelige overfladiskhed bliver tydelig, når filmen opsummerer sig selv med de velmenende, men naive ord: »Sameksistens er ikke kompliceret eller komplekst. Det er smerteligt simpelt«.
Hvis bare det var så vel.
Kort sagt:
Den israelske komiker og aktivist Noam Schuter-Eliassi er utvivlsomt et fascinerende bekendtskab, men filmen om hendes aktivisme lever ikke op til sin hovedkarakter.