‘En fantastisk familie’: Svær og personlig dansk skilsmisseberetning er mere sympatisk end interessant
Det er en svær samtale. Både for Nicoline, hendes mor og far, og alle der ser med som publikum.
Emnet er forældrenes skilsmisse, der splittede dem ad for mange år siden, og som de aldrig har talt om alle tre. Der findes kun et enkelt fotografi af dem sammen.
Da de gik fra hinanden var Nicoline Skotte 10 år. Nu er hun voksen, dokumentarist og har dedikeret en filmen ‘En fantastisk familie’ til at få tungerne på gled igen – og måske tage et nyt familiefoto.
I sin debut har instruktøren nok valgt et territorie, der ligger hende nært. Men det gør det ikke nemt eller velkendt. Hvordan omsætter man et barndomstraume af magtesløshed til en dokumentar, der ovenikøbet bæres frem af et håb om en form for afklaring?
Det lægger instruktøren ikke skjul på, at hun ikke ved, men alligevel forsøger.
Det er et modigt projekt. Jeg er ikke skilsmissebarn, men de fleste vil nok kunne genkende noget fra deres egen familie, der er tabubelagt og uforløst. Noget, der kan blive en hæmsko for det, man egentlig synes er en fantastisk familie.
‘En fantastisk familie’ fungerer bedst, når instruktøren bliver bag kameraet og interviewer familiemedlemmer og bekendte. Karaktergalleriet foldes dygtigt ud og sammenstykker i fællesskab fortællingen om Annette og Kim, der møder hinanden i 1980’ernes Skjern.
Hun er purung og sendt fra Sjælland på mission af sin familie, der er Jehovas vidner. Han er en 10 år ældre jysk, fodboldspillende ungkarl, der falder pladask for tilflytteren, som med farvestrålende tøj og makeup hurtigt tildeles kælenavnet Barbie i den lille by.
Ligesom Nicoline Skotte vil man gerne holde med begge forældre, fordi de langt henad vejen også er lette at holde af.
I nutidssporet kommer vi hjem til faren, der lever et roligt liv, hvor fritiden bruges på en dedikeret hobbyforretning, hvor han og hans nye kone støber dyrefigurer, især ænder, i beton og maler dem. Moren Annette lever sit liv fundamentalt anderledes som filosofistuderende og selvvalgt single.
Modsat deres datter virker de mere afklarede, måske endda uinteresserede i at grave i fortiden. Det virker mest til at være for hendes skyld, at de eksempelvis poserer i kulisser fra deres ungdom.
Hvad der først ligner en sød og sjov historie om et umage par, der aldrig rigtigt passede sammen, viser sig at have en grim bagside, der næsten har et skær af true crime.
Selvom filmen kun formidler en brøkdel af frustrationen fra et helt liv, er den mærkbar. Lige så stor sympati jeg føler for instruktøren, er det desværre ikke ensbetydende med, at ‘En fantastisk familie’ når helt vellykket i mål.
Undervejs har vi Nicoline Skotte med som fortæller, og voice-overen lægger ikke skjul på, at fortællingen ikke passer ned i en bestemt kasse. »Det er ikke den slags film«, værfer hun potentielle spor væk. Men hvilken slags film det så er, står mindre klart.
»Men hvad vil du fortælle med det her?«, lyder det mod slutningen fra faren Kim.
Og det er jeg til syvende og sidst også usikker på. Her er det planen, at familien skal mødes i et studie til et iscenesat forsoningsforsøg blandt pastelfarvet karton, hjemmelavede hatte og billige laméforhæng. Men ved at føre de virkelige beretninger ind i den lidt teateragtige setting, taber beretningen momentum.
Den stortanlagte finale løfter sig ikke over sit overtydelige forsøg på at skabe en tvungen slutning på noget, der hele tiden har savnet retning.
Kort sagt:
‘En fantastisk familie’ er ambitiøs og langt henad vejen godt fortalt, men i sidste ende forløses dokumentarens dybt personlige vinkel ikke stærk nok til, at den står som alment interessant.