’Fremmed: Det første opgør’: Hun skriger, græder og knurrer på to fiktive sprog i Danmarks første stenalderfilm
»Danmark, 4.000 f.Kr.« er ikke just en velkendt åbningstekst på det store lærred.
For ’Fremmed: Det første opgør’, der starter sådan, er den første spillefilm nogensinde om stenalderen i det område, vi i dag kender som Danmark.
Biograffilmen er et overraskende spring ind i fiktionen og den fjerne danmarkshistorie for instruktør Mads Hedegaard, der debuterede i 2021 med den farverige og charmerende arkadespilsdokumentar ’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’.
Fiktionsdebuten har han forfattet sammen med Christian Bengtson (’Krysanthemum’) og efterhånden allestedsnærværende Jesper Fink (’Vejen hjem’, ’Ungeren’, ’Birthday Girl’).
Filmen følger den unge kvinde Aathi (Angela Bundalovic), som rejser nordpå med sin familie for at finde et nyt, frugtbart sted at bo for resten af stammen, Solens Folk. Kort efter ankomsten støder de på en fremmed stamme, der truer dem med pile og på et sprog, de ikke forstår. Det ender hurtigt i et blodigt sammenstød, og Aathi og lillebroren Tharan (Benjamin Ahnstrøm Sharifzadeh) må flygte.
Efter megen modstand får de lov til at blive en del af den fremmede stamme. Det kræver, at Tharan bliver en god kriger, og at Aathi kan føde dem et tiltrængt barn.
Fra start ser kvinden Oomo (Danica Curcic), der selv lider under flere ufrivillige aborter, skævt til de nye medlemmer. Da stammen samtidig får sværere og sværere ved at fange fisk og jage vildt, mistænker hun Aathi for at have kastet en forbandelse over dem. Og denne mistillid giver undervejs voldelige udfald.
Hedegaard og resten af filmholdet synes at være lykkedes godt med at genskabe stenaldertiden på troværdig vis. De har da også haft forskere fra Nationalmuseet tilknyttet som konsulenter for at sikre autenticiteten.
Det eskalerende og undertiden voldelige drama udspiller sig udelukkende udendørs i en frodig skov, langs en flod og i primitive tipier bygget af grene og dyrepels. Og filmens lyskilder synes kun at udspringe fra levende ild og solen for oven.
Den mest påfaldende rekonstruktion er selve sproget. For instruktøren har fået sprogforsker Tobias Mosbæk Søborg til simpelthen at opfinde to fiktive sprog, der skal minde om måden, mennesker på vores breddegrader talte på for 6000 år siden.
Det er svært at høre forskel på de to stammers sprog, men de differentieres ganske fikst i underteksterne, hvor oversættelserne fremgår med hvid og gul tekst for henholdsvis Aathis tilflyttere og det andet folk.
Fantasisprogene kan måske lyde som et lidt fjollet tiltag, men de har faktisk den modsatte effekt. Det er meget lettere at leve sig ind i illusionen om en fortidsverden, når man ikke genkender skuespillernes ord. For så undgår man den klassiske faldgrube for periodedramaer at have lovligt samtidsklingende udtale af replikkerne.
Replikleveringen og skuespillet i det hele taget er overbevisende. Særligt Angela Bundalovic formår med sin fysiske præstation både at skrige, græde og knurre på begge fiktive sprog, uden det nogensinde fremstår for teatralsk.
Hun og resten af castet, der også tæller franske Sandor Funtek og ungarske Mari Kiss, kan ikke egenhændigt ændre på, at fortællingen til tider føles en kende ensformig, særligt i den lidt tunge midte, i kraft af sin begrænsende vekslen mellem to-tre miljøer.
Selvom det muligvis er autentisk, at karaktererne ikke fraviger deres territorium synderligt, får det også mange af indstillingerne til at se næsten identiske ud. Motiver og aktører er gennemgående flot indrammet af filmfotograf David Bauer, men undervejs bliver man ikke længere lige så stimuleret af igen at se karakterernes alvorstunge ansigter oplyst af et hoppende skær fra bålflammer.
Med sine nedbarberede rammer og en stærk slutning formår ’Fremmed’ imidlertid at blotlægge menneskehedens iboende væsen ganske klart – ikke mindst vores værste sider. For et mere jordnært liv i naturlige omgivelser betyder langt fra mere fred og fordragelighed.
Som titlen indikerer, handler meget af dramatikken om had og fordomme rettet mod fremmede mennesker, som man ikke umiddelbart forstår. Det er et indgroet koncept for menneskeheden, at der altid vil være et ’os’ og et ’dem’, og det er automatisk nemmere at finde forskelle end ligheder, særligt når man er i en presset situation.
Nok foregår ’Fremmed’ i oldtiden, men temaerne er fortsat meget aktuelle i 2025. Og vil desværre nok altid være det.
Kort sagt:
Dansk stenalderfilm er så gennemført autentisk, at skuespillerne taler på to fiktive sprog – og det fremstår slet ikke så fjollet, som det måske lyder.