’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’: Kærlig dokumentarskildring af Nørrebros arkadenørder
CPH:DOX. Arkadespil som Pac-Man, Donkey Kong og Double Dragon er for længst forsvundet fra landets grillbarer sammen med flipperspillene. Nu lever de mandshøje datamater videre blandt nørder, der enten har dem til at stå og fylde i deres lejligheder eller på samlingspunkter som københavnske Blip Blip Bar.
Fascination og nostalgifaktoren er derfor helt skruet på til 11 i introen af dokumentarfilmen ’Kim Kanonarm og rejsen mod verdensrekorden’, der følger en sådan gruppe skønne nørder.
I et rum med afdæmpet belysning filmer dokumentarist Mads Hedegaard indledningsvist fossilerne i ensom majestæt. Kim ’Kanonarm’ Købke er en mindre legende inden for dette meget smalle miljø. Han mestrer rum-arkadespilet Gyruss fra de tidlige 80’ere, som går ud på at styre et rumskib gennem et stormvejr af meteorer og fjendtlige fly.
»Du får det til at se så let ud, det’ crazy«, siger en af gamer-kammeraterne fuld af beundring, mens Kim Kanonarm forsøger at slå den eksisterende rekord og styre sit lille pixelerede fly gennem 100 timer af det forvirrende spil i ét hug.
Når man spiller det samme spil i så mange timer, skal man optjene nok liv til, at man kan tage små power-naps og naturligvis tissepauser undervejs (skal man lave nummer 2, er man færdig, som en af gamer-kollegerne også observerer).
Det er fascinerende at være med under rekordforsøget, hvor en gruppe af kolleger og beundrere hjælper med at holde styr på antal liv optjent. Det primitive rumspil viser kun maksimalt fem opsparede liv på skærmen, derefter skal der papir og pen til at holde styr på, hvor mange spillerunder der reelt er optjent. Omvendt må man ikke opspare for mange liv – så kortslutter spillet. Oddsene er derfor hårde, men Kim Købke spiller med en ophøjet ro og træfsikkerhed, som var han symbiotisk med det primitive spil.
Kim Kanonarm er en mild herre med et blødt gemyt og en ungdommelig bundesliga-frisure. Han er laborant, familiefar, farfar, men en fåmælt type – det er faktisk ofte svært at høre, hvad han sige. Der er noget barnligt og uskyldsrent over det blide menneske, og måske finder han en autistisk ro i det kaotiske spil.
Det er dog gisninger herfra – vi kommer ikke ret tæt på den fascinerende hovedperson, der er ydmyg, tavs og beskeden i sit væsen. Det gør ham svær som central person i en dokumentar, hans vilde skills og rekordforsøg til trods.
Der er så mange skæbner i dette miljø, at dokumentaristen næsten har svært ved at vælge, hvem han skal fokusere på. Kim Kanonarm har efter alt at dømme den mest dødbringende arm, men der er også Carsten (yndlingsspil: Donkey Kong), en selvudlært filosof af en slags, som også bruger sine overarbejdende kognitive evner til at analyserer Bach-fugaer.
Der er den langskæggede Dyst (yndlingsspil: Puzzle Bobble), som også skriver forpinte digte og optræder til poetry slams. Alle er spændende, nu og da sørgelige figurer, som let kunne bære deres egen dokumentar. Og så giver disse bipersoner væsentligt mere af sig selv end den anderledes stilfærdige hovedperson.
Man mærker Mads Hedegaards indlevelse og sympati for en samling ægte personligheder. Han laver et rørende portræt af kulturen, der dog her og der også bliver unødvendigt lang i spyttet, når hans fortællerstemme indimellem mærkeligt uventet bliver højstemt filosofisk og skal ud i universet og runde datalogen Alan Turing.
Dokumentaren er bedst, når den ikke hyperlinker for vildt mellem universerne og blot våger over sit rige persongalleri. En af gamerne tog sit eget liv som 30-årig. Scenen, hvor de besøger hans grav og gøder jorden med medbragt gourmet-øl, sender tankerne hen mod Coen-brødrenes ’The Big Lebowski’ og scenen med bowlingglade Donnys kiksede bisættelse.
Andre steder tænkte jeg på ‘Bleeder’, Nicolas Winding-Refns portræt af københavnere, der fandt sig bedst tilpas afskærmet fra livet ved hjælp af videofilm og bøger. Den slags observationer gør man, uden at man føler, dokumentaristen udstiller sine personer på en ubehagelig måde. Dokuen om Kim Kanonarm er et regulært helteportræt, som man under både den 55-årige hovedperson og hans brogede hold af venner og arkadekolleger.
Kort sagt:
Kim Kanonarm er en kærlig skildring af et nørdet gamer-miljø, men lider under, at dokumentarfilmens hovedperson er meget mere tilbagetrukket end flere af de interessante bipersoner.