’Snehvide’: Man får ståpels og stive nipples af Rachel Zeglers skønsang i Disneys overraskende gode remake
For at være ærlig havde jeg lave forventninger til nyfortolkningen af ’Snehvide’.
Muligvis fordi jeg sjældent er begejstret for Disneys liveaction-versioner af egne klassikere. Muligvis fordi produktionen allerede inden premieren har været genstand for palaver og kritik. Og muligvis fordi jeg aldrig rigtigt har brudt mig om originalen (jeg er mere til tegnefilm om løver med skyldfølelser og sexappel).
Det kom derfor som en glædelig overraskelse, at jeg var svært medrevet og underholdt af Marc Webbs skarptskårne 2025’er-bud fuld af bittersøde æbler, noble budskaber og ægte eventyrmagi.
Med en tiltalende visualitet drages vi fra det første sekund ind i det fortryllede univers, der danner bagtæppe for historien om the O.G. Disney-prinsesse (Rachel Zegler) med den sorte bob. Du ved, den der er sååå klædelig, at den onde dronning og stedmor (Gal Gadot) med det alvidende og knap så sugar coat’ende sandhedsspejl ønsker, at en tilfældig jæger skal knivstikke papdatteren for selv at kunne indtage tronen som kongerigets smukkeste.
Ja, så farlig kan misundelse og forfængelighed være. En erkendelse, der muligvis er endnu mere relevant og væsentlig at påpege i dag som ved ’Snehvide’s oprindelige premiere i 1937.
Og i et samfund, hvor jagten på ydre skønhed og ungdommens glød og glatte pander er intensiveret, er det kærkomment med et værk, der i børnehøjde pointerer, at ægte skønhed kommer indefra – og at kvinder i øvrigt kan rumme andre kvaliteter end det.
For præcis som ved flere af Disneys nyere animationsfilm ønsker denne at tilbyde et mere nuanceret køns- og kvindeportræt, og ulig den oprindelige fortælling er Snehvides forbilledlige særtræk derfor mod. Skønt!
Det samme kan råbes i forbindelse med, at relationen mellem titelfiguren og hendes hjertes udkårne, Jonathan (Andrew Burnap), ligeledes er ligeværdig, hvorfor parrets datinghistorie er betydeligt mere interessant at overvære end originalens halvklamme stalkingmotiv.
Loverboy er desuden not so much en smånekrofil ridder på en hvid hest, men derimod en arbejdsløs skuespiller, der grundet dårlige vilkår og uduelige A-kassesystemer må bijobbe som tricktyv.
Sådanne og lignende sjove detaljer er Erin Cressida Wilsons manuskript spækket med, og dialogen er særligt underholdende for det voksne publikum. Jeg spår dog, at børn også vil more sig gevaldigt – de vil i al fald knuselske de søde CGI-animerede dyr.
Og det er ikke udelukkende hjælpsomme pindsvin og fjogede padder, der er lavet med denne populære teknologi, det samme er hovedkarakterens syv små minearbejdende roomies, som skjuler Snehvide fra døden og dronningen.
Disse er dog ikke sådan synderligt vellykkede, for selvom Gnavpot rigtignok er grineren, og Dumpe unægteligt er mere end bedårende, så er deres til tider lidt creepy ansigtsmimik ret forstyrrende.
Men trods dette væsentlige kritikpunkt – og trods det faktum at Snehvide tydeligvis er enebærer af husstandens mental load – er alt i den lille skovhytte ikke træls. For her leveres varme scener om at finde sin egen stemme, og her beriges vi med imødesete og glimrende musikalske stykker.
Faktisk er de fleste af filmens nye som gamle musicalelementer eminente – særligt grundet Zegler, der sateme synger, så man får ståpels og stive nipples. Generelt skinner og imponerer ’West Side Story’-stjernen som den hjertegode heltinde i den ikoniske IKEA-farvede kjole, også selvom hun ikke nødvendigvis får lov til at boltre sig i komikken.
Anderledes humoristisk er Gal Gadot, og ’Wonder Woman’-skuespilleren er gennemgribende overbevisende som den onde ’kvinde er kvinde værst’-agtige dronning. Hun er betagende, hvad enten hun synger en dramatisk sang eller drikker giftige væsker fra glas, som skaberkræfterne måske/måske ikke har stjålet fra ’Love is Blind’s rekvisitloft (If you know, you know!).
Men alt er ikke fis og ballade. I skurkindens diamantprydede selskab berettes der om undertrykkelse og hvordan ulidelige mindreværdskomplekser kan udvikle sig til dræbende magtudøvelse, hvorved ’Snehvide’ adresserer nogle af verdens før- og igangværende brutaliteter.
Pædagogisk forsøger den æstetisk fornøjelige familiefilm at overbevise os om, at empati og sammenhold er uovervindelige styrker, og uagtet at det nok kun er den halve sandhed, er håbet om den slags skønne sager aldrig noget, man takker nej tak til.
I særdeleshed ikke på børnenes vegne.
Kort sagt:
Marc Webbs musikalske nyfortolkning af ’Snehvide’ er en af Disneys mest vellykkede liveaction-versioner af egne tegnede klassikere.