’William Tell’: Claes Bang er glimrende som schweizisk nationalstjerne i alt for langt actiondrama

Hvad vil du helst: Knæle og love troskab for en underkuende og skrækindjagende magt eller skyde en potentiel dødbringende pil efter et æble, der er placeret på toppen af din søns hoved?

Nej, ovenstående er ikke et party-poopende og lidt aparte spørgsmål, men det frygtelige valg, som armbrøst-legenden Wilhelm (på engelsk William) Tell nådesløst stilles i Nick Hamms 1300-tals-fortælling om den ikoniske schweiziske sagnfigur.

Store følelser og (anti)helte er i fokus, når dette episke epos skildrer Østrigs undertrykkelse af sit naboliggende Toblerone-land, og med danske Claes Bang i frontlinjen som den retfærdige, men forpinte skytte tages vi alvorstungt gennem en historie om umenneskelige gambling-metoder ­– og om folkets sammenhold og styrke.

For efter risikable æbleskyderier og andre modbydeligheder vælger schweizerne – heriblandt en lettere modvillig og pacifistisk Tell – at forsvare sig mod den tyranniske enøjede østrigske konge (sir Ben Kingsley) og hans sadistiske guvernør, Gessler (Connor Swindells), der begge har plyndresyge og gedigne røvhulstendenser.

Med en masse frihedskæmpende medieval mænd i bar hud og læder, og med et grandiost (dog til tider overbehandlet) bagtæppe bestående af et mosbeklædt europæisk bjerglandskab, minder Hamms film umiskendeligt om mullet-tunge filmbaskere som ’Braveheart’ og Kevin Costner-versionen af ’Robin Hood’.

Der hænger således lidt en skygge af forældelse og gengangeri over ’William Tell’. Alligevel føles den med jævne mellemrum somewhat frisk og relevant.

Kvinderne er eksempelvis langt mere hårdtslående og handlekraftige, end de får lov at være i ovennævnte 90’er-hits – kæmpe shoutout til Ellie Bamber, der i rollen som kongens niece stjæler scener og sparker håndlangerrøv. Ligeledes fremstår filmens tematiske berøring med politik, moral og den brændende verdens mange følelsesmæssige omkostninger almengyldige.

Gennem flashbacks får vi ikke blot fortalt, hvordan hovedkarakteren forelskede sig i sin hustru, Suna (Golshifteh Farahani), og hvordan han endte med at adoptere hendes søn, men vi får ligeledes indblik i Tells skamfulde og traumatiske fortid som korsridder.

Krigsførelse og undertrykkelse i religionens – og/eller ideologiens – navn er herigennem et nøglepunkt i ’William Tell’, hvilket flere steder fremstår uhyggeligt genkendeligt og 2025’er-nærværende. Det modsatte er muligvis at sige om actiondramaets dialog, der er den ’muntre’ blanding af højtravende filosofifloskler og Shakespeare-tale.

Men ja ja, den tone hører vel til genren, og heldigvis falder de storladne replikker mere eller mindre naturligt over Claes Bangs fynbolæber. Han er generelt glimrende som Schweiz’ nationalstjerne og stærk i fortællingen om, hvordan forældre på grusom vis tvinges til at risikere sine børns liv i krigen.

’The Square’-skuespilleren gør særlig god figur, når han står over for Swindells, der er fortrinlig som møgsvinet Gessler. De to herrer battler om at være den mest ærekære ego-type i mands minde, hvilket har både tragiske og komiske elementer.

Filmen er derfor på mange måder yderst medrivende. Desværre lider ’William Tell’ under den frustrerende kombination af både at være lidt for lang og lidt for underfortalt.

Historien kunne med fordel have været skabt som en miniserie, hvorved det velspillende birollecast kunnet have fået mere shine og mere tid til at udfolde de mange interne relationer – og vi kunnet have lært den rabiate (læs: hjernevaskede og tilsyneladende komplet sindssyge) kongedatter bedre at kende.

Men mon ikke vi gør det i toeren.

Med en uforløst slutning varsler Nick Hamm i hvert fald en efterfølger, hvor prinsessen formodentligt bærer både et hævngerrigt svær og en større rolle, og instruktøren efterlader derved sit publikum med erkendelsen af, at krig – eller lange film herom ­– aldrig stopper.

---

Kort sagt:
Trods et velspillende cast og berøring med almengyldige tematikker fremstår Nick Hamms store actiondrama om den schweiziske sagnhelt Wilhelm/William Tell lidt forældet og aaaalt for langt.