’Zodiac Killer Project’: Legesyg seriemorderdokumentar dissekerer true crime-genrens klichéer

CPH:DOX. Instruktør Charlie Shackleton har flere gange udvist en yderst legesyg tilgang til dokumentargenren og filmmediet i sig selv.

Den 33-årige brite vakte første gang opsigt i 2016 med den 10 timer lange ’Paint Drying’, der vitterligt dokumenterer hvid maling tørre på en murstensvæg i realtid. Projektet var en Kickstarter-finansieret protest mod det britiske censursystem, som var nødt til at se hele værket for at give det en aldersgrænse.

I 2021 stod han bag det opfindsomme og ret så poetiske filmprojekt ’The Afterlight’, som består af en række sammenklippede scener med skuespillere, der har det til fælles, at de alle er døde i dag. Værket eksisterer kun på én enkelt analog filmrulle, der langsomt forgår ved hver visnings slitage.

Filmen blev vist på CPH:DOX i 2022, og den danske dokumentarfilmfestival lægger også lærred til Shackletons nyeste eksperiment et par måneder efter verdenspremieren på Sundance.

Ligeledes originale ’Zodiac Killer Project’ er på bedste meta-manér en film om en film, der aldrig blev lavet.

Over de seneste år planlagde Shackleton at lave en true crime-film baseret på bogen ’The Zodiac Killer Cover-Up: The Silenced Badge’ af afdøde Lyndon E. Lafferty. Forfatteren var gennem flere årtier besat af sin egen private efterforskning af den verdenskendte seriemorder The Zodiac Killer, som David Finchers nyklassiker ’Zodiac’ handler om.

Lafferty udså sig en specifik (i bogen og filmen anonymiseret) mand som hovedmistænkt og slap aldrig sin mistanke.

Shackleton var langt inde i forberedelserne til sin filmatisering, da de ellers lovende forhandlinger med forfatterens efterkommere om rettighederne til bogen pludselig gik i vasken.

»Fuck, det ville have været godt!«, udbryder Shackleton i starten af sin nye film efter at have beskrevet den planlagte åbningsscene, hvor Lafferty for første gang støder på manden på en parkeringsplads.

Instruktørens gennemgående, tilbagelænede og ofte vittige fortællerstemme kører konstant på lydsiden i ’Zodiac Killer Project’, mens vi ser minimalistiske, ofte mennesketomme optagelser af de locations, han havde udset sig til den oprindelige film. Som et sjovt greb zoomer kameraet flere gang ind på tilsyneladende ingenting i disse rekonstruktioner af den hypotetiske films rekonstruktioner af virkeligheden.

Mens Shackleton udfolder bogens og filmprojektets handling – med visse detaljer udeladt af juridiske årsager – bryder de fornøjeligt dekonstruerede scener selvfølgelig enhver illusion, de oprindeligt skulle have haft dramaturgisk effekt.

»Det er meget nemmere at filme et bibliotek«, lyder forklaringen eksempelvis på hans valg af en bygning, der skulle have udgjort en lokal politistation i det mislykkede filmprojekt. Senere forklarer Shackleton desuden, at han fravalgte at bruge den mistænkte mands virkelige hus til filmen, da det »slet ikke er creepy nok«.

Undervejs dissekerer han kløgtigt og morsomt den populære true crime-genres troper og klichéer. Han reproducerer og kommenterer for eksempel kendte forhørslokalemotiver af en båndoptager, en svingende loftslampe og en tændt cigaret i et askebæger.

Flere steder inddrager han tilmed konkrete eksempler fra genrens mest kendte film og serier for at blotlægge deres mange fællestræk. ’The Jinx’, ’Making a Murderer’, ’Paradise Lost’ og mange flere true crime-hits står for skud i Shackletons film, som i en ironisk tone både gør grin med og hylder genren.

For nok er true crime oftest klichéfyldt og til tider usmageligt, men de velkendte virkemidler fungerer jo alligevel effektivt, indrømmer instruktøren.

Som filmisk påfund er ‘Zodiac Killer Project’ i nærheden af en genialitet. I praksis føles filmens sparsomme spilletid på 93 minutter dog også en smule langtrukken på grund af det nedbarberede og ret så ensformige udtryk.

Jeg vil alligevel vurdere, at de kuldsejlede forhandlinger til bogens rettigheder har vist sig som en blessing in disguise for Shacketon.

Hans refleksive true crime-film fremstår nemlig meget mere interessant end den skitse, han havde i støbeskeen.

---

Kort sagt:
Den evigt metabevidste dokumentarist Charlie Shackleton har lavet en opfindsom, kløgtig og komisk film om en true crime-filmatisering, han aldrig lykkedes med at realisere.