‘The Handmaid’s Tale’ sæson 6: Finalen nærmer sig første sæsons højder
’The Handmaid’s Tale’, baseret på Margeret Atwoods nyklassiker, startede overrumplende i 2017.
Elisabeth Moss’ intense blik, Gileads catchphrases »Blessed be the fruit« med svaret »May the lord open« og ikke mindst de røde tjenerindedragter er blevet nyere tv-historiske ikoner.
Ligesom da første sæson fik premiere, er Donald Trump ved finalesæsonens premiere relativt nyindsat præsident. Og ligesom dengang er USA’s politiske situation med til at gøre ’The Handmaid’s Tale’ lidt ekstra ækel.
Niveauet har ellers mildest talt været svingende siden første sæson, og i løbet af de to seneste sæsoner mistede jeg håbet om, at den igen ville blive, hvad den var i begyndelsen.
Og helt lige så god som sæson 1 blev den heller aldrig. Men sæson 6 er helt klart det tætteste, den er kommet.
Finalesæsonen åbner med billedet af de røde tjenerindedragter. Rød er i Gilead fertilitetens farve. Men for tjenerinderne er det vredens farve. Både for dem, der stadig arbejder som kommandørernes avlsslavinder, og dem, der enten er pensionerede, omplaceret i andre mareridtspositioner eller er lykkedes med at flygte.
Det sidste kapitel af ’The Handmaid’s Tale’ handler gudskelov om hævn. Vi genforenes med June Osborne (Elisabeth Moss) og hendes lille datter Nichole om bord på et fyldt flygtningetog med retning mod Alaska. I selskab af ingen mindre end Serena Joy, tidligere Waterford (Yvonne Strahovski), som var blandt Gileads arkitekter, men nu selv flygter fra landet med sin baby på armen.
Serenas fortælling er sæsonens højdepunkt. Hun kæmper både med samvittighedskvaler over for de kvinder, hun har været med til at mishandle, og med selvmedlidenhed over, at de kvinder nu ikke vil tilgive hende. Hun er vred på Gilead, men synes ikke at kunne give slip på, hvordan landet trods alt har opnået deres mål: stabilisering af miljøforureningen og forhøjede fødselsrater.
Serena er ikke kun en bøddel. Hun har selv været offer for Gileads sadistiske patriarkat. Men hendes lidelse er på ingen måde ren som tjenerindernes.
Når kvinderne i toget finder ud af, hvem Serena i virkeligheden er, kaster de sig over hende. Hun når ikke hele vejen til Alaska, men ender i en kristen, anti-Gilead-kvindelejr, der er som skabt for hende. De næste måneder lever hun i fred og harmoni, samler afgrøder og mindes sin opvækst.
Det samme gør June, da hun ankommer til Alaska. Men begge kvinder er rastløse.
Tilbage i Gilead arbejder Lawrence (Bradley Whitford) på sit nye projekt, New Bethlehem, som der blev lagt op til i forrige sæson. En opdateret, mere liberal version af Gilead. Med ham som New Bethlehems borgmester er også Nick (Max Minghella), som stadig elsker og længes efter June. Og som June stadig elsker og længes efter.
Sæson 6 lider af de samme problemer, som hele serien har gjort. Den er til overflod mørk og alvorlig, langsom og sentimental. Især et par af afsnittene i midten gentager sig selv ved at insistere på at slutte med et storladent klip som en karakter, der stirrer melankolsk ud ad vinduet, mens en lysstribe skærer igennem deres mørke kammer.
Afsnittene er generelt 10-15 minutter kortere, end de ellers har været, og det klæder serien. Og fordi det meste af sæsonen foregår enten i eksil eller blandt de højtstående kommandører, er vi næsten fri for den torturporno, nogle af sæsonerne har flydt over med. Så meget desto stærkere står de enkelte voldsomme scener.
Som når en kommandør for eksempel udser sig Janine (Madeline Brewer) som sin favorit på Jezebel’s, og de små grænseoverskridelser akkumulerer. Og senere, når Serena på knusende vis opdager, at New Bethlehem alligevel ikke er blevet frigjort fra Gileads militante patriarkat.
Udsigten til hævn er bittersød i ’The Handmaid’s Tale’-finalen. For hvad venter på den anden side af oprøret? Kan man drømme om fred, når man som dybt traumatiseret er dømt til et fredløst liv? Hvem skal man hævne sig på, når det ikke synes muligt at finde en bøddel, som ikke selv har været et offer?
Med skarpt optrukne magtpositioner åbner ’The Handmaid’s Tale’s på falderebet muligheden for at se på det, som er komplekst inde i det simple. Endelig. Det gør ondt, men føles også forløsende.
Kort sagt:
Ligesom første sæson rammer ’The Handmaid’s Tale’-finalen på et tidspunkt, hvor den føles ekstra hård: Lige efter Trumps indsættelse. Og for første gang når serien næsten debutens højder.
Anmeldt på baggrund af de otte første afsnit i sæson 6.