’Andre folks penge’: DR-serie skildrer monstrøs virkelig svindelsag med ’Ocean’s Eleven’-agtig kækhed
Ifølge liberale logikker er du din egen lykkes smed. Men du kan også være andres.
Særligt, hvis de stjæler fra dig.
Og det hænder. Ofte, faktisk.
Få tyverier har dog haft samme omfang som det, der genopføres i den dansk-tyske dramaserie ’Andre folks penge’.
»Inspireret af en virkelig historie. Desværre«, lyder den bitre prolog, hvorefter DR-serien giver os et indblik i Europas største skatteskandale, der kostede Danmark 12,7 milliarder kroner.
Nej, det er ikke småbeløb, der er tale om, når den tyske finanskonsulent Dr. Hausner (Justus von Dohnányi) i 2009 pitcher de såkaldte cumex-handler, med hvilke han nemt kan hive penge ud af statskasser.
Med en ’Ocean’s Eleven’-agtig kækhed følger serien ham og hans allierede, den dygtige advokat Lebert (Nils Strunk), og deres selverklærede ’legale’ vej mod the big bugs. Med hyppige analogier om genbrug af pantflasker og deslige bliver fuskeriet og dets logik forklaret, så vi, der ikke er Britta Nielsen eller bare ikke taler corporate svindel’sk, (næsten) kan forstå det.
Det er dog lidt nemmere at fange forklaringer om dobbelt refusion af udbytteskat, når det foregår på dansk. For med lidt spring i tid og over landegrænser følger vi sideløbende Niels (David Dencik), der, når han ikke danser skørt (og nøgent!) under et forklæde, er sagsbehandler i SKAT. Og sammen med sin nye overordnede, den retsindige Inger (Karen-Lise Mynster), forsøger han at stoppe rige møgsvin i at kunne tage (yderligere) fra DK’s pengekrukke.
Det friske makkerpar får ikke megen hjælp fra deres konfliktsky chef Per (Lars Brygmann) eller fra effektiviseringsfascisten Karoline (Helle Fagralid), der bare gerne vil tale i uforståelige metaforer og fyre folk. Fede typer, ja.
Eller nej slet ikke, faktisk. Og sådanne ufede personer er der i øvrigt rigeligt af i denne lidt tætte serie, som har Dustin Loose og Kaspar Munk i instruktørstolene. De deler humoristisk nerve og matcher hinandens tempo. Der er til gengæld for mange historier og karakterer, hvilket desværre betyder, at de første fire afsnit af ’Andre folks penge’ sommetider fremstår en smule overfladiske.
De lykkes fint at beskæftige sig med tematikker som retfærdighed, selvtægt og ’lovlige’ krumspring, og de får gentagne gange understreget, at velfærdsstaten er vigtig og værd at beskytte.
Nogle ville muligvis mene, at dette er stating the obvious, men selv det indlysende kræver sommetider gentagelse.
For vi lever som bekendt i en verden, hvor langt fra alle samfund har det økonomiske sikkerhedsnet, som vi i Norden er benådet med. Og vi lever åbenbart også i en verden fuld af tungnemme folk a la Syed Akram (gestaltet af Waj Ali og baseret på den virkelige svindler Sanjay Shah), der ”ikke vidste”, at det var forbudt at hapse ni millioner fra den danske fælleskasse.
Hvordan skulle manden dog ellers finansiere sit erotiske forhold til dumme dyre biler?
Ja, det er da et godt spørgsmål. Et endnu bedre er: Hvis alle snyder/frifortolker (penge)lovgivningen, hvorfor så ikke selv gøre det?
Uagtet at skaberkræfternes moralske pegefinger gennemsyrer serien bliver det spørgsmål hyppigt diskuteret, og ’Andre folks penge’ er faktisk mest spændende, når menig m/k stilles personlige og moralske dilemmaer, og når forestillingen om tyveri nuanceres.
Man kan håbe, at seriens sidste fire afsnit vil byde på mere af netop det.
Kort sagt:
’Andre folks penge’ er en kæk gennemgang af en monstrøs svindelsag. Den er desværre baseret på virkelige hændelser – og den er desværre lidt for forhastet og overfladisk.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.