Oplever du, eller nogen du kender, selvmordstanker, så kontakt Livslinien på 70201201 eller via Livslinien.dk. Er du akut selvmordstruet, skal du kontakte 112.
INTERVIEW. Hvis man stadig mest kender skuespiller Jonathan Harboe fra den hedengangne TV 2 Zulu-sitcom ’Sjit Happens’, er der nok flere ting ved kortfilmen ’Stille sind’, der vil komme bag på én.
Den nøgterne overraskelse er, at Harboe springer ud som instruktør med den 15 minutter lange fortælling om en mand, der bliver indlagt på psykiatrisk hospital efter et selvmordsforsøg.
Den hjerteskærende overraskelse er, at den er baseret på Jonathan Harboes egen historie.
For mens Harboe udefra har lignet en succes med gennembruddet som hunken Mads i TV 2 Zulu-serien, der kørte i fem sæsoner fra 2012 til 2017, roller i internationale produktioner og en stærk dramatisk præstation i TV 2-serien ’Alfa’ fra 2020, har han bag facaden i perioder kæmpet med en skrøbelig psyke, der har sendt ham mod flere indlæggelser og forsøg på at tage sit eget liv.
I ’Stille sind’ hedder hovedpersonen Tobias, spillet af Johannes Lassen, der umiddelbart fremstår mere i balance end de øvrige indlagte på det psykiatriske hospital, hvor han bliver indlagt. I flashbackfragmenter får vi et indtryk af, hvad der er sket, mens møder med medpatienter og ansatte gør ham klogere på, hvad det er, han træder ind i.
Og måske er den bedste vej at ud af hans afgrundsdybe håbløshed paradoksalt nok at gøre alt, hvad han kan, for ikke at blive sendt ud i virkeligheden igen?
Mange år undervejs
Historien er ikke én til én Harboes egen. Han har for eksempel ikke et barn, som Tobias har i filmen, og han har så vidt vides heller ikke sunget foran sine medpatienter eller forsøgt at stikke af fra personalet.
Men ’Stille sind’ kommer alligevel et meget personligt sted fra. Hvilket nok er grunden til, at Harboe har kastet sig så dedikeret ind i hjerteblodsprojektet, at han med sine egne ord har »mistet to kærester undervejs«.
Jonathan Harboe viste i starten af maj filmen for venner, kollegaer og bekendte i en fuld sal i Big Bio Nordhavn. Han var højenergisk, smilende og let nervøs på scenen.
Han er også imødekommende og smilende, da jeg ugen efter møder ham på en fortovscafé på Frederiksberg Allé. Det er første gang, jeg sådan rigtigt taler med ham, og jeg har med sikkerhed aldrig haft en samtale med et menneske, som kort tid efter første ’hej’ fortæller i detaljer om sine selvmordsforsøg, så nabobordet sagtens kan høre med, hvis de spidser ører. Han fortæller så usentimentalt og nøgternt om så brutale ting, at jeg studser over det.
»Det har nok været mange år undervejs at nå dertil. Men når man har haft så mange indlæggelser, som jeg har haft, og så mange snakke med venner og familie og fagpersoner, så bliver det bare mere naturligt at have et sprog for det og tale om det«, fortæller han senere.
Nærdødsoplevelse satte spor
Da Jonathan Harboe var 20 år, stoppede hans hjerte med at slå i 25 sekunder efter en allergisk reaktion under en svømmetur i Thailand.
Han overlevede, men nærdødsoplevelsen satte sig i en psyke, som i perioder kan svinge dybt ind i mørket.
»Det var sådan: Nu har du prøvet døden. Den er ikke slem. Pludselig var det, som om selvmordskortet kom på bordet. Og i perioder, hvor jeg havde det rigtig svært, kom det frem igen. Så tankerne omkring selvmord har ligesom ligget der, men nogle gange har der været år imellem«.
I 2021 rammer tungsindet ham for alvor. Han går rundt og føler, at han er »syg oppe i pæren«, som han formulerer det uden at ønske at gå mere i detaljer. Det eskalerer over et halvt år frem mod sommeren, hvor han bliver indlagt. I første omgang bare i seks dage – den indlæggelse, som ’Stille sind’ er baseret på.
Bagefter kommer han direkte tilbage til et skuespiljob. Men inden længe er han tilbage på psykiatrisk afdeling. Så ud igen. Og så en tredje indlæggelse, som bliver både et lav- og et vendepunkt.
»Jeg prøvede at begå selvmord tre gange inde på den lukkede. Hvilket jo er dybt latterligt, for det er noget nær umuligt at gøre derinde«.
Han griner – og tager med det samme sig selv i det. »Undskyld jeg griner. Det er, fordi det er så absurd set i bakspejlet. Og nok også for at beskytte mig selv. For det er jo ikke sjovt«.
Da hans familie var på besøg på psykiatrisk afdeling, instruerede han dem i, at de ikke behøvede komme til begravelsen.
»Jeg havde ramt the rock bottom. Der er ikke noget at komme efter, følte jeg. Nu kan jeg lige så godt tage billetten«.
Det første selvmordsforsøg var halvhjertet. Det andet målrettet. Det tredje desperat.
»Og så gik jeg ud til personalet og var sådan: ’Jeg har lige prøvet to gange’. Og så siger hende min kontakt på afdelingen. ’Hvordan synes du selv, det gik den her gang?’ ’Ad helvede til’, svarer jeg. Så flækkede jeg af grin, og så græd jeg, og så grinede jeg igen«.
»Og så var det, som om at allerede dagen efter er den her sorte sky lettet. Fordi det er sådan, okay, nu har jeg prøvet tre gange. Det gik ikke. Det kunne være, at vi bare skulle prøve at leve nu. Altså, i stedet for det lort der«.
Har det her med at blive et kendt ansigt spillet ind i dine mentale problemer? Du har oplevet både at blive fandyrket med din rolle i ’Sjit Happens’ og latterliggjort i forbindelse med et citat fra et tv-program, hvor du sagde, at dit udseende passede bedre til Hollywood end Danmark.
»Det har nok revet i mine følelser til både den ene og anden side. Det er jo et lidt følsomt emne, for man skal heller ikke brokke sig over at være et kendt ansigt. Men jeg har altid været sårbar, og der er det selvfølgelig en omvæltning pludselig at stå til offentligt skue. Det er svært at gemme sig«.
Hvordan ramte det dig, da det citat kørte for fuld udblæsning på internettet?
»Selvfølgelig blev jeg enormt ked af det, lige da det skete. Også fordi jeg synes, det tog nogle proportioner, hvor jeg var sådan: ’Det var altså ikke det, jeg sagde…’.Men nu har jeg bare taget det til mig, og det er en evig joke i min vennegruppe. Jeg kommer ikke til at kunne løbe fra det!«
Er du selv kommet nærmere et svar på, hvad dine mentale udfordringer skyldes?
»Jeg har hele livet været meget sårbar og søgt mange grænser. Så jeg har jo bevæget mig i et land fyldt med store kontraster, og bærer man hjertet udenpå, får man også tæv engang i mellem. Jeg vil dog ikke være det foruden, for jeg elsker at mærke livet. Både mørket og lyset«.
Enhver form for stimulans
I mange år satte Jonathan Harboe ikke ord på, hvordan han gik og havde det.
Da han lavede ’Sjit Happens’, spiste han en dag frokost med medskuespiller Nikolaj Stockholm, som han på det tidspunkt ikke havde et så tæt forhold til.
»Og så sagde Nikolaj. ’Jeg synes, du er pisseirriterende’. ’Hvad mener du?’ spurgte jeg. Og han sagde: ’Du er altid så glad’ Og så sagde jeg: ’Vil du høre, hvad der virkelig sker i mit liv?«.
»I mange år var mit liv meget todelt. Jeg mødte ind på arbejde, var professionel, og så gik jeg hjem og dealede med min afgrund. Happyface på venstre skulder, sindssyg afgrund på højre. Og så flygtede jeg jo enormt meget fra sindet. Jeg tyede til enhver form for stimulans, fordi jeg ikke kunne være i mig selv«.
»Alkohol, stoffer, ikke så meget søvn. Ud i ekstremerne – bortset fra når jeg var på optagelse«.
Da mørket tog over i 2021, delte han det kun med sin daværende kæreste.
»Først meget sent i processen gik jeg til fagfolk«, siger han. »Og jeg er ret sikker på, at havde jeg været mere åben omkring det, også over for min familie og mine venner, så tror jeg, jeg havde fået den hjælp, jeg skulle have, så jeg ikke blev indlagt. Da jeg gik med det alene, blev det sådan en ond spiral, som jeg havde megasvært ved at komme ud af. Jeg kunne være blevet grebet før, hvis jeg havde åbnet op«.
Og det er det, han håber ’Stille sind’ kan være med til at hjælpe andre med. Åbne op og bevæge sig mod de bare to procents håb, der skal til for at ville leve, som han selv formulerer det.
»Jeg er jo virkelig blevet konfronteret med min egen fortid i arbejdet med filmen. Det har været hårdt, men det har også været enormt positivt at lære at tale så åbent om det gennem hele processen«.
Det er også derfor, han fortæller om sine personlige erfaringer nu.
»Jeg håber, at dem, der ser filmen – og læser det her – vil føle, at der er en form for lys for enden af afgrunden. At der er en mulighed. En mulighed for at række ud, en mulighed for at leve. Dét er det, jeg vil give videre«.
»Jeg har haft mange tanker om, hvor ærlig jeg skulle være om filmens relation til min egen historie. Men det ville være falsk ikke at fortælle om det. Og jeg oplever jo, at det kommer bag på mange, at jeg har gennemgået de her ting. Så måske det, at jeg er åben om det, i sig selv kan hjælpe andre«.
I dag føler Jonathan Harboe, at han endelig har fjernet selvmordskortet fra sin tilværelse. Han får professionel hjælp, som han ikke ønsker at gå i detaljer med, og han har også i høj grad omlagt sit liv. Mindre eskapisme, flere store drømme.
Nu er drømmen at udvikle kortfilmen til et længere format. Om et par dage rejser han til det danskejede Marqi-hotel i Portugal for at starte på at udvikle manuskriptet. Det bliver et langt sejt træk. Måske bliver det aldrig til en film i sidste ende.
Men der er en mulighed.
’Stille sind’ bliver vist på Odense Internationale Film Festival i august.
Oplever du, eller nogen du kender, selvmordstanker, så kontakt Livslinien på 70201201 eller via Livslinien.dk. Er du akut selvmordstruet, skal du kontakte 112.