’Riefenstahl’: Fascinerende dokumentar river masken af Hitlers hofinstruktør
Den nye dokumentarfilm ’Riefenstahl’ åbner med ulmende stemningsmusik, der kunne være taget fra en klassisk true crime-intro.
Hovedpersonen har da også stået i centrum for et af historiens mørkeste kapitler. Selv ville hun nok snarere sige stået i skyggen af.
Leni Riefenstahl havde en tæt relation til Adolf Hitler og Joseph Goebbels og agerede i sine unge voksenår nazistyrets hofinstruktør, da hun stod bag de storladne og teknisk raffinerede, men selvfølgelig også ubehageligt propagandistiske dokumentarfilm ’Viljens triumf’ (1935) og ’Olympia’ (1938).
Efter Anden Verdenskrig blev Riefenstahl frikendt for at have begået forbrydelser under krigen. Alligevel sluttede hendes filmkarriere brat på grund af tilhørsforholdet til nazismen, som hun helt frem til sin død i 2003 – hun blev 101 år gammel – forsøgte at undslippe og benægte.
Instruktør Andres Veiel tegner i ’Riefenstahl’ et dybdegående portræt af den kontroversielle instruktør, producer, danser og skuespiller, der flere gange tidligere har været genstand for dokumentarer.
Veiels trumfkort er, at han som den første filmskaber har fået adgang til hele Riefenstahls omfattende personlige arkiv bestående af noter, manuskripter, fotografier og filmoptagelser samt gemte breve og båndede telefonsamtaler. Han viser desuden klip fra hendes mange tv- og dokumentarinterviews gennem tiden, hvor hun gang på gang får de samme spørgsmål og giver nogenlunde samme svar:
Hun var tvunget til at lave nazi-film, og hun følte sig blot kunstnerisk, ikke politisk, engageret i propagandaen. I øvrigt blev hun først bekendt med jødeudryddelsen efter krigen. »Alle elskede Hitler« i 30’erne og under krigen, mener hun.
De gentagne tv-optrædener og det omfattende arkiv, hvor meritter er sirligt arrangeret, mens andre mindre heldige elementer ligger rodet sammen, vidner om et menneske, der gjorde alt for at kontrollere sit eftermæle.
Riefenstahl nægter at indrømme sine fejl, nægter at lægge sig ned. Det gør dokumentarfilmen om hende til en dybt fascinerende og spændende skildring af en skurk, som vedholdende forsøger at agere offer og sågar helt.
’Riefenstahl’ er særligt interessant, fordi Veiel giver plads til den facade, hovedpersonen selv ønskede at opretholde, samtidig med at han igen og igen bryder den ned med modsigende arkivmateriale og overbevisende vidneudsagn.
Det er for eksempel meget svært at tro på, hun skulle være uvidende om holocaust, når hun var udsendt som krigskorrespondent for at følge nazisternes besættelse af Polen, hvor hun efter alt at dømme besøgte en kz-lejr. Faktisk indikerer en skreven rapport fra udsendingen, at hendes filmproduktion i Polen var direkte skyld i drab på jøder.
Dokumentarfilmen beretter også om en anden grusom episode fra 1940, hvor instruktøren hvervede 50 romaer – mange af dem børn – fra en kz-lejr som statister til fiktionsfilmen ’Tiefland’ (som først fik premiere i 1954). Bagefter blev de sendt til Auschwitz, hvor de fleste blev dræbt. Selv har Riefenstahl udtalt, at hun snakkede med statisterne, som skulle være i god behold.
Den formelle facade krakelerer flere gange i ren ophidselse for Riefenstahl i interviews, når journalisters spørgsmål bliver for ubehagelige. Det er især spændende at overvære hendes voldsomme nedsmeltninger i fraklip fra Ray Müllers Riefenstahl-dokumentar ’Billedets magt’ fra 1992, hvor hovedpersonen på et tidspunkt endda skriger: »Jeg lader mig ikke voldtage!«.
»Hvis nogle ting skal huskes, skal andre ting glemmes«, siger en voiceover-fortæller i starten af dokumentarfilmen, som netop aldrig lader os glemme Riefenstahls problematiske fortid og hendes gentagne løgne.
Nogle af hendes landsmænd er desværre anderledes tilgivende. I en håndfuld arkiverede telefonopkald taler Riefenstahl med personer, som bakker op om hendes sag. Ingen nævner nazisme, men samtalerne har alligevel en ubehagelig understrøm af nostalgi for Hitlers dominans.
Mod slutningen peger ’Riefenstahl’ ind i nutiden i en urovækkende telefonsamtale, hvor hovedpersonen og en sympatisør begge håber på en tysk fremtid, hvor samfundet vender tilbage til »moral« og »anstændighed«.
»Det har det tyske folk jo anlæg for«, siger Riefenstahl isnende profetisk om sit land, der i dag, ligesom mange andre steder i verden, oplever højreradikalisme og autoritær retorik i vækst.
Kort sagt:
Ny dokumentarfilm tegner et fascinerende portræt af nazistyrets hofinstruktør Leni Riefenstahl. Hun føler sig som et offer, men fremstår som en utvetydig skurk, der gennem hele livet forsøgte at kontrollere sit eftermæle med løgne om sin mørke fortid.