CANNES FILM FESTIVAL. Film er en revolutionær kunstform, der skal udspringe af en påtrængende nødvendighed.
Sådan lyder en af hovedlektionerne i Richard Linklaters fornøjelige, Cannes-aktuelle ‘Nouvelle Vague’, der følger tilblivelsen af Jean-Luc Godards debutfilm ‘Åndeløs’, et af hovedværkerne i den franske nybølge og et af de meste indflydelsesrige værker i moderne filmhistorie.
Ordene kommer fra den italienske instruktør Roberto Rosselini, der taler til en eklektisk skare af filmskabere centreret omkring det legendariske tidsskrift Cahiers du Cinema. Folk som Francois Truffaut, Agnes Varda, Jacques Rivette og Eric Rohmer.
Resten af filmen ser vi så, hvordan Godard gør sit bedste for at leve op til peptalken, når han bryder alle regler for både æstetik og produktion i Linklaters minutiøse hangout-film, der på overfladen kunne virke overflødig som yderligere dokumentation af en af de i forvejen mest dokumenterede filmoptagelser.
Når ‘Nouvelle Vague’ alligevel formåede at retfærdiggøre sin plads i filmverdenens mest prestigefulde konkurrence, var det, fordi den mindede os om alt det, der manglede i årets fattige program, hvor man skulle se langt efter den kunstneriske ild, der drev Godard og hans samtidige.
Hovedkonkurrencen var en fuld bingoplade af aktuelle problematikker om alt det, der er galt med verden: Fire film om kvindeundertrykkelse i forskellige afskygninger, to pandemifilm, én om politivold, to om forbudt homoseksuel kærlighed og hele fem film om at leve i et diktaturs lænker.
Det er selvfølgelig prisværdigt, at filmkunsten gerne vil sige noget om de kaotiske tider, vi lever i, men i langt de fleste tilfælde endte det, der kunne have været livsnødvendige film, med at føles selvvigtigt og fladt. Som løftet fra avisoverskrifter, uden den kunstneriske nødvendighed og radikalitet, der burde være en selvfølge i Cannes.
Vanvids-rave i nordafrikansk ørken
Hvor sidste års konkurrenceprogram lancerede Oscar-film som ’Anora’, ’The Substance’, ’Emilia Perez’, og ’Flow’ foruden fremragende kunstfilm som ’All We Imagine as Light’, ’Grand Tour’ og ’The Shrouds’, er det i år svært at få øje på den samme slags sejrsrunder i et polariserende program, der ikke bød på deciderede mesterværker, men 50 nuancer af middelmådighed.
I de senere år har Cannes programsat en større og større andel af WTF-film, der går efter struben på tilskueren for at aftvinge bare en eller anden reaktion. Den slags var der også rigeligt af i år, hvor grænsesøgende instruktører som ’Titane’-Guldpalmevinder Julia Ducournau, Lynne Ramsay, Ari Aster og Oliver Laxe gik planken ud med sortsynede diagnoser af den menneskelige tilstand.
Hverken Ducournaus ’Alpha’, Ramsays ’Die My Love’ eller Asters ‘Eddington’ formåede dog at gå langt nok til egentlig at registrere. Og man mærkede en tydelig tomhed under de overfladiske udskejelser af selvskade, hul satire og miserable familierelationer. Havde verdens største instruktører virkelig ikke mere at sige under overfladen af æstetiske bombardementer?
Der var noget mere at komme efter i Oliver Laxes ’Sirat’, der starter som en slags moderne fortolkning af John Fords ’The Searchers’ med en far og søn, der leder efter deres forsvundne datter/søster ved en række omrejsende elektroniske rave-fester i den marokkanske ørken.
Filmen udvikler sig gradvist til en nervepirrende ’The Wages of Fear’-agtig vanvidsrejse gennem en apokalyptisk verden, som åbenbart er ved at gå under i en tredje verdenskrig med en slutning, som man enten hader eller elsker.
Men under de grænseoverskridende og dybt ubehagelige scener, man sjældent vil glemme, lykkedes det faktisk Laxe at afsøge spiritualitet og tro i en meningsløs verden. Var den en Guldpalme værdig? Ikke helt, men mindre kan også gøre det, og den vandt da også festivalens tredjepris.
Paul Mescal faldt igennem
Med lidt god vilje kan man også give den tyske instruktør Mascha Schilinski ros for sine ambitioner om at udvide filmsproget med sit gennembrudsværk ’The Sound of Falling’, der fortæller en historie om fire generationer af kvindeskæbner, som befolker den samme gård i forskellige perioder af et århundrede, men som bindes sammen af deres oplevelser med patriarkatet og kvindeundertrykkelse.
Filmen, som delte tredjeprisen med ‘Sirat’, har fået ros for sit ambitiøse og mystiske formsprog, som nogle har sammenlignet med Michael Hanekes Guldpalmevinder ’Det hvide bånd’. Det, der afholder Schilinski fra at nå samme højder, er dog den rungende mangel på substans bag det overrumplende formsprog.
Filmen lever og ånder for, at man som tilskuer forsøger at afkode, hvad der er op og ned, hvilket er trættende, når den slags nyskabelser ikke har en egentlig interesse for sine karakterer og deres levede liv. Det var endnu en film, der reducerede livet til en serie af overgreb og tragedier, uden skyggen af medmenneskelighed og håb, og som afslørede sin simple misantropi, da først fascinationen af filmsproget havde lagt sig.
I det mindste var den bedre end den fuldkommen intetsigende ’The History of Sound’ med Paul Mescal og Josh O’Connor, der skulle have været årets store Oscar-bidrag, men endte som en højlydt fuser.
Mescal viste igen – efter den jammerlige ’Gladiator 2’ – at han ikke er den fødte hovedrolleskuespiller. Modsat med Josh O’Connor, der i Kelly Reichardts ’The Mastermind’ understregede, at han sagtens kan bære en hel film på sine skuldre, hvis bare instruktøren er god nok.
Et tiltrængt åndehul
Mens skuffelsen langsomt spredte sig blandt de tusindvis af internationale pressefolk på festivalen, kom der et tiltrængt åndehul mod slutningen, hvor tre af i alt fem film om film ruskede op i hovedkonkurrenceprogrammet.
Joachim Triers ’Sentimental Value’ var det tætteste, vi kom på en egentlig crowdpleaser, som folk inden prisuddelingen kunne samle sig om som Guldpalmevinder (den måtte nøjes med andenprisen). Filmen handler om en aldrende instruktør, der med hjælp fra sine døtre skal læge familietraumer med en sidste film.
Det var en kærlighedserklæring til mediet, og som altid hos Trier kunne man mærke en kærlighed til karaktererne på lærredet. Det var tiltrængt.
Ligeledes i Carla Simons fine ’Romería’, hvor instruktøren bag ‘Ferskenlunden i Catalonien’ igen behandler sit eget ophav – denne gang sit møde med sin biologiske familie, når hun går på opdagelse i den familie, hun som adoptivbarn aldrig har kendt.
I en særligt fin 30 minutter lang sekvens udlever hovedkarakteren bogstavelig talt sine forældres liv i 1980’erne som et hallucinatorisk minde. Det var en oplagt kommentar til filmmediets rolle som empatimaskine, der giver os mulighed for at sætte os i andres sted i et program, hvor filmene mest havde lyst til at pege fingre af karaktererne og udstille deres amoralske handlinger.
Et af de største vovestykker var kinesiske Bi Gans hyldest til filmhistorien ’Resurrection’ – en science fiction-film, hvor menneskeheden er holdt op med at drømme for i stedet at leve evigt. Vi følger en af de få tilbageværende drømmere, der rejser gennem tid og sted i fem kapitler, som hver udgør en hyldest til perioder i filmhistorien – fra stumfilm til filmnoir, tysk ekspressionisme og Wong Kar-Wai-inspireret 90’er-cool.
Bi Gan evner som få andre film at skabe en forførende drømmelogik i ånden fra David Lynch, der kulminerede i en 40 minutter lang, ubrudt indstilling sat nytår 1999, som udløste jubel til den internationale pressevisning.
Det var ikke altid lige vellykket, men her var i hvert fald en kunstner, der ikke kun leflede for hot topics, men erklærede sin utvetydige kærlighed til det medie, vi alle var her for at fejre.
Andre højdepunkter talte Kleber Mendonca Filhos fascinerende og ligeledes filmkærlige ’The Secret Agent’ med Wagner Moura som en forfulgt akademiker på flugt fra styret i 1970’ernes Brasilien. Jafar Panahis fremragende ’A Simple Accident’, der endte med Guldpalmen, var både en politisk aktuel og æstetisk overlegen udstilling af det iranske præstestyre, og Kelly Reichardts lille, men umådeligt fine ’The Mastermind’ var et udsøgt friskt pust af den slags, der afgjort var brug for på festivalens sidste dag.
Veteranerne slår igen
Cannes-festivalen har i årevis mødt kritik for sin reaktionære programsætning af tudsegamle filmkoryfæer, som onde tunge ville mene, havde deres bedste værker bag sig. Folk som Ken Loach, Dardenne-brødrene, Francis Ford Coppola og Paul Schrader.
Man indså dog, hvor meget man manglede den slags instruktører i et program, hvor de dobbelt Guldpalmevindende Dardenne-brødre var de eneste tilbageværende veteraner.
Deres seneste film ’Young Mothers’ var en af de eneste, der formåede at forene en politisk dagsorden med en æstetisk interessant humanisme. Filmen følger fem unge mødre, som kæmper med at bryde den sociale arv og give deres børn en bedre barndom, end de selv har fået. Det var oprigtigt rørende og fintfølende.
I det hele taget må man sige, at de nye instruktører, Cannes-festivalen har fostret, ikke har samme høje bundniveau som tidligere generationer.
Flere implicitte signaler i årets program vidnede om dette. Instruktører, der ikke er Cannes-instruktører, var pludselig indlemmet i det fine hovedkonkurrenceselskab, mens faste Cannes-navne som Hafsia Herzi, Dominik Moll, Tarik Saleh, Mario Martone og Saeed Roustaee på ingen måde viste format til de prominente placeringer, de havde fået i programmet.
Forvist til periferien
At festivalens bedste film skulle findes uden for det officielle program, var et tydeligt tegn på, at festivalchef Thierry Fremaux havde forregnet sig.
Det var himmelråbende åndssvagt at se en af Europas største instruktører, tyske Christian Petzold, der var i Cannes for første gang i sin 30-årige karriere med det lille mesterværk ’Mirrors No. 3’, forvist til parallelkonkurrencen Directors’ Forthnight med en film, der af adskillige internationale kritikere, inklusive undertegnede, er udråbt til en af festivalens bedste.
I Directors’ Fortnight fandt man også Guldbjørne-vinder Nadav Lapids fuldkommen balstyrisk overrumplende ’Yes’ om tiden efter 7. oktober i Israel. Det var en æstetisk visionær og samfundsaktuel film, der nok var provokerende og misantropisk, men som under det ustyrlige filmsprog fortalte om en nation, der har tabt sig selv i folkemord, og hvordan man som helt almindeligt menneske lever med det. En oplagt hovedkonkurrence-film.
I Spike Lees stærkt underholdende ’Highest 2 Lowest’, der blev vist uden for konkurrence, retter Lee en slagskraftig kritik mod den slags elfenbenstårn-smagsdommeri, Cannes-festivalen inkarnerer.
Her fastslår instruktøren, at vi lever i en opmærksomhedskultur, som langsomt er ved at devaluere den rå og vitale kultur under markedskrav. Det mærkede man i den grad på årets festival, hvor overfladiske samfundsdagsordener og tomme provokationer dominerede.
Det var forstemmende at mærke, at festivalen tilsyneladende tilsidesatte kvalitetsparametre til fordel for film, de håbede kunne lave et splash på den røde løber. Den slags politiske overvejelser har altid været en del af festivalkredsløbet, men i år mærkedes det mere end måske nogensinde.
Cannes-festivalens mangeårige programchef Thierry Fremaux har ofte sagt, at han vil give faklen videre, hvis han ét år underpræsterer. Det er en overvejelse, der vil være værd at tage op igen efter årets ærgerligt middelmådige program, som hverken indfangede tidsånden eller den vitale filmkunst, vi har brug for mere end nogensinde.