’Dangerous Animals’: Sær hajgyser føles som ’Saw’ på åbent hav
Hajer er blevet til monstre, fordi mennesker elsker at blive underholdt, og turisterne må betale prisen med blod.
Det er omtrent udgangspunktet for ’Dangerous Animals’, en australsk overlevelsesgyser, hvor glitrende bølger og backpackeres friluftsromantik hurtigt forvandles til afrevne lemmer og klaustrofobisk kaos.
Filmen markedsfører sig selv som ’Jaws’på hovedet, blandet med ’The Beach’ og en evig katten efter musen-jagt a la ’The Texas Chain Saw Massacre’.
Vi følger den rodløse og ultraselvstændige amerikaner Zephyr (Hassie Harrison), som er taget til Australien for at surfe og få afstand til sit liv derhjemme. Hun møder Moses (Josh Heuston), en havglad og mild ejendomsmægler, og efter en nat i kærlighedens tegn vælger hun næste morgen at tage alene videre mod kysten. Hun søger ro og nærvær i bølgerne, men i stedet vågner hun op forsejlet i sin egen surfboard-taske.
Gerningsmanden er Tucker (Jai Courtney), en dybt underlig, karismatisk og svært afkodelig mand, som driver en form for haj-safari. Udadtil en munter showman, indadtil en spirituelt forstyrret dommer over turisters overforbrug og dovne hedonisme. Hans idé om underholdning er at filme unge rejsende kvinder, mens de bliver kastet i vandet og ædt af hajer. Han klipper stumper af deres hår og klistrer dem på deres egne dødsvideoer, optaget på vhs. Og mens ofrene ryster af frygt, holder han dem i hånden og synger ’Baby Shark’.
Det er både komisk og urovækkende.
Zephyr spærres inde på Tuckers sejlbåd sammen med en anden kvinde, og hun opdager gradvist, at flere kvinder har lidt samme skæbne. Hun bliver vidne til, hvordan en britisk kvinde under sit sabbatår får fri for evigt, da hun fodres til hajerne, mens Tucker dokumenterer det hele. Her indser Zephyr, at flugt er hendes eneste mulighed for overlevelse, så hun må tage ekstreme midler i brug, for eksempel at knække sine egne knogler.
Filmen føles som ’Saw’på åbent hav: fangenskab, psykologisk nedbrydning, desperate flugtplaner. Zephyr kæmper sig gennem gentagne forsøg på at slippe væk, hjælpe de andre fangetagne og modstå Tuckers forkvaklede verdensbillede.
Men selv i de mørkeste øjeblikke holder filmen en mærkelig distance. Den iscenesætter torturen, men lader os sjældent mærke smerten. Kameraet kigger væk, lige før det gør ondt, og hver gang vi nærmer os et klimaks, punkteres det af en uforklarlig skurke-monolog.
Meget hurtigt står det klart, at hajerne ikke er filmens egentlige monstre – det er menneskene. Tucker føler sig forbundet til rovdyrene og mener, at turisterne, han ofrer, selv beder om det. Jo mere Zephyr kæmper imod, jo mere overbevist bliver han om, at hun minder om hajerne selv. Måske har hun noget særligt i sig. Filmen antyder et bånd mellem kvinden og rovdyrene, men det forbliver uudforsket. Hun er ikke som de andre, insinuerer Tucker. Men hvad det egentlig betyder, får vi aldrig svar på.
Tucker spilles med så meget sær charme af Jai Courtney, at han næsten stjæler hele filmen. Han virker til tider som en figur fra en helt anden genre – en nihilistisk kaptajn, der følger sin egen logik, komplet med åndssvage regler og spirituel haj-snak. Man ved aldrig, om man skal grine eller gyse. Det er en lille kvalitet i sig selv.
Hassie Harrison gør Zephyr til en troværdig og handlekraftig final girl, der aldrig lader sig reducere til et passivt offer. Samtidig holder instruktør Sean Byrne og manuskriptforfatter Nick Lepard et fast greb om filmens tempo. Der er scener, som virkelig fungerer – en terapiseance i selskab med ’Baby Shark’, Tuckers mærkelige fejde med en lille hund, Zephyrs snigende strategier for at vinde sin frihed. Båden føles klaustrofobisk, og angsten er momentvis ægte.
Men ’Dangerous Animals’ tør aldrig helt vælge side. Den pendulerer mellem body horror, inciterende thriller og kapitalismekritisk satire uden for alvor at forløse nogen af delene.
Og når den sentimentale slutning trækker gardinet for, virker det, som om filmen har haft for travlt med at komme i havn.
Kort sagt:
’Dangerous Animals’ er en sær, solbrændt og til tider ægte urovækkende hajgyser, som både har tænder og charme. Men den er for forsigtig i sine mest intense øjeblikke og efterlader for mange af sine bedste idéer uudforsket. Den napper, men bider aldrig rigtigt til.