’Mountainhead’: ’Succession’-skaber rammer plet med Elon Musk-parodi i ny milliardærsatire
Alt gik op i en højere enhed for Jesse Armstrong, da han skabte den kyniske og komiske rigmandsserie ’Succession’, karrierens største succes.
Man må formode, at nærmest alle døre stod åbne for den britiske manuskriptforfatter bag ’Peep Show’, ’In the Loop’ og ’Four Lions’, efter HBO-hittet gik ud med et brag i 2023. Derfor er det også en lillesmule skuffende, at hans første projekt siden ’Succession’ minder så meget om selvsamme serie.
I stedet for at bruge medvinden til at gå uventede veje har Armstrong – nu også som instruktør – med HBO-filmen ’Mountainhead’ skabt en ny milliardærsatire med en håndfuld selvindbildske og magtfulde karakterer, der snildt kunne være at finde i ’Succession’-universet.
Det betyder ikke, at ’Mountainhed’ er dårlig. Slet ikke. Den er bare ikke voldsomt forfriskende.
Fokus er nu helt væk fra de gammelrige familiekonglomerater a la Roy og i stedet rettet mod de berygtede tech-bros, som i ’Succession’ blev gestaltet af Alexander Skarsgårds Lukas Mattson, og som i virkeligheden repræsenteres af folk som Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg.
De fire venner Randall (Steve Carrell), Jeff (Ramy Youssef), Hugo (Jason Schwartzman) og Venis (Cory Michael Smith) mødes med jævne mellemrum til kammeratligt mandesamvær, hvor man blandt andet skriver sin nuværende nettoværdi på brystet og laver ulvehyl i det fri. Denne gang mødes de i Hugos nybyggede, luksuriøse og afsidesliggende vinterresidens, der hedder det samme som filmen.
Jesse Armstrong er i sit komiske es med ’Mountainhed’-manuskriptet, som de fire hovedroller leverer veloplagt, skarpt og i et hektisk tempo. Den ene oneliner efter den anden udstiller den cringe og selvsmagende bro-lingo, som man sagtens kan forestille sig, at de virkelige amerikanske tech-bosser praktiserer bag lukkede døre.
Særligt Cory Michael Smiths karakter Venis rammer plet som en morsom parodi på Donald Trump-kumpanen Elon Musk, der føler sig urørlig.
Venis burde nok bekymre sig om den nye opdatering af hans sociale medie Traam, som grundet en ureguleret strøm af deepfake-inducerede fake news har fremprovokeret omfattende voldsepisoder, hadforbrydelser og sågar kupforsøg verden over. Han er dog mere interesseret i at tale om sin fremtidsvision, hvor man i bedste SpaceX-stil skal rejse væk fra Jorden og være »trans human«.
For kvartettens ældste medlem, mentor-boomeren Randall, er tanken om en sci-fi-ficeret virkelighed snarere et resultat af dødsangst. Han er diagnosticeret med kræft, selvom han nægter at indrømme det for de andre, og satser derfor stærkt på at kunne få uploadet sin bevidsthed til the grid hurtigst muligt.
Armstrong udstiller overbevisende, hvor virkelighedsafkoblede samfundets rigeste synes at være – og hvilken problematisk og radikaliserende effekt, bosserne bag næsten hele verdens sociale medier har på den politiske diskurs.
»Det er så hypervirkeligt, at det ikke kan være virkeligt«, lyder eksempelvis Venis’ holdning til de voldsfyldte scenarier fra Europa og Asien, som nyhedsmedierne flyder over med efter Traam-opdateringen.
Snart efter eskalerer mændenes brainstorm til en plan om simpelthen at overtage styringen af USA og resten af verden. De starter dog med Sydamerika – Hugo kan få Argentina.
En del af charmen ved Jesse Armstrongs film og serier er de evigt plaprende karakterer, som bliver ved med at køre ud ad en given tangent, lige meget hvor åndssvag og tvivlsom den lyder, i forsøget på ikke at tabe ansigt. Heri ligger selvfølgelig en risiko for at blive for monoton, hvilket ’Mountainhead’ på grund af sit sparsomme karaktergalleri og one location-konceptet også er til tider.
Selvom der er en god pointe i, at rigmændene i deres paralleltilværelse kun er i kontakt med omverdenen gennem deres smartphones, savner man indimellem flere dynamiske indslag fra mennesker uden for den lukkede cirkel.
Det kunne for eksempel have været friskt og vovet at trække selveste USA’s præsident mere ind i billedet. Tech-bosserne kommunikerer i forvejen med ham over telefonen flere gange, men vi får ikke lov til at høre og se ham.
I stedet står de underholdende ulidelige protagonister selv for at skubbe weekendopholdet ud på et både dramatisk og grinagtigt overdrev.
Et frø af intern splid mellem to af forretningsmændene sås tidligt, og man må bestemt sige, at det blomstrer op i fuldt flor.
Kort sagt:
Jesse Armstrong er på satirisk hjemmebane med sin nye kyniske komedie, der sagtens kunne være en del af ’Succession’-universet.