’Sønnike’: Følsom dansk debutfilm kæmper med at forløse sin spændende tabupræmis

Præmissen for den danske debutfilm ’Sønnike’ skorter ikke på dramatisk potentiale.

Instruktør Jesper Quistgaard, der hidtil har gjort sig i kortfilm som ’Bonaparte’, ’Fodbolddommeren’ og ’Ødeland’, har sammen med filmklipper Cathrine Odgaard (’Fredløs’, ’Dansegarderoben’) skrevet fortællingen om to fynske brødre, der er adskilt af en smertelig hemmelighed, som kun den ene kender.

29-årige Lasse (Morten Agerholm Jensen) har længe nærmest ingen kontakt haft med sin far, mor og 14-årige lillebror Vincent (Bertram Bisgaard). De to unge mænd tvinges imidlertid sammen, da forældrene pludselig dør i en busulykke.

Som publikum får vi tidligt at vide gennem et flashback, at de to hovedpersoners familiære relation i virkeligheden er en anden end den officielle historie, og at det er på grund af denne hemmelighed, at Lasse har holdt sig på afstand af Vincents liv. Nu er spørgsmålet så, om deres tvungne, nyfundne kontakt kan bringe sandheden frem i lyset og bringe dem sammen.

Bolden ligger i høj grad hos Lasse, og meget af ’Sønnike’s spænding findes de i mange scener, hvor man inderligt håber, at han endelig vil afsløre sandheden for Vincent. Denne opgave er bare knusende svær for knudemanden med angst i kroppen, der sjældent magter at tage voksent ansvar eller sætte ord på sine følelser.

Selvom Vincent måske er det mest åbenlyse offer i fortællingen, nærer man som publikum særligt sympati for Lasse, der tydeligvis kæmper en indre kamp bag den nedtonede facade, som Morten Agerholm gestalter sikkert og afbalanceret.

Mekanikeren Lasse, der drikker bajere med gutterne og lidt for ofte kommer op at slås på den lokale bodega, fungerer til at starte med som et slags maskulint forbillede for den mere tilbageholdne, blåhårede, Warhammer-spillende og Coco Pops-spisende teenagelillebror.

Man glæder sig over scenerne, hvor brødrene langsomt nærmer sig hinanden, finder kemien og refererer til film som ’Pulp Fiction’ og ’Jurassic Park’.

Quistgaard og resten af det udelukkende fynske filmhold rammer i det hele taget plet med deres miljøskildring af det til tider bøvede provinsungdomsliv. Altid seværdige Ari Alexander eksemplificerer underholdende den fynske Brian-type med karakteren Skuret, som bor sammen med Lasse i deres værksted og her stiller Vincent et af livets store spørgsmål: »Er du til patter eller til røv?«.

Selvom Lasses fortrydelsesfulde hemmelighedskræmmeri altså er fyldt med dramatiske muligheder, begynder ’Sønnike’ halvvejs gennem spilletiden at snuble i forsøget på at forløse konflikten.

Der går lige lovlig lang tid – over en time – før sandheden endelig kommer frem, og inden da begynder hovedpersonernes dialogscener at minde for meget om hinanden. Den dirrende dynamik mellem Lasses stenfjæs over for Vincents grådkvalte mine begynder at miste sin effekt, når den gentages igen og igen uden at udvikle sig i nye retninger.

Da Quistgaard og Odgaard omsider slipper tabuet løs, er man klar til det ventede klimaks, hvor brødreduoen skal se hinanden og konflikten, som har luret under overfladen længe, i øjnene. Men i stedet for at sætte alt ind på deres relation trækker manusforfatterne tiden ved at hive flere karakterer og mere fyld ind i det efterhånden rodede forløb.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

En privatfest med en ikke så vellykket dansescene og et gensyn med tre temmelig overflødige mobberkarakterer munder ud i nye fysiske og verbale stridigheder, som fremstår overstyrede og uden megen forbindelse til det egentlige interessante drama omkring brødrenes relation.

’Sønnike’ kommer heldigvis tilbage på sporet til sidst, hvor filmen slår en fin, følsom og troværdig knude på sit yderst komplekse dilemma.

Det er bare ærgerligt, at vejen dertil er så ujævn.

---

Kort sagt:
Det sorgfyldte danske familiedrama ’Sønnike’ har en dramatisk præmis med masser af potentiale, men debutfilmen mister desværre undervejs noget af sit fokus fra den del af fortællingen, som er mest interessant.