’Tag pengene og løb’: Det mest omdiskuterede, danske kunstværk i nyere tid får personlig dybde i DR-aktuel dokumentar
Det gik verden rundt, da kunstneren Jens Haaning i 2021 begik værket ’Take the money and run’.
De største internationale nyhedsmedier havde det sjovt med værket, der bestod i, at Haaning lånte omkring en halv million kroner af Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg til at genskabe sine værker ’En årsløn i Danmark’ og ’En årsløn i Østrig’, men i stedet for disse leverede to tomme rammer og beholdt pengene selv.
Værket er en kommentar til dårlige arbejdsforhold for kunstnere, men vakte hurtigt forargelses-Danmarks opmærksomhed. Ikke nok med, at der var blevet betalt for et værk, en del af værket var at begå kontraktbrud – og kan tomme rammer overhovedet være kunst?!
Midt i forvirringen besluttede dokumentarist Ole Juncker (’Niarns død’) at opsøge Haaning og følge ham med et kamera, mens værkets konsekvenser rullede sig ud.
Det skulle vise sig at være en god idé – for konsekvenserne … de kom.
Museet valgte at trække Haaning i retten for kontraktbruddet og vandt deres sag, hvilket betød, at Haaning skulle betale en masse penge, som han ikke havde.
’Tag pengene og løb’ viser, hvordan den krævende udvikling påvirkede Haaning, der lider af bipolaritet, og som i løbet af filmen går fra vredesudbrud i et DR-studie til en dyb depression.
Dokumentaren holder sig tæt til ham og fortæller udpræget hans side af historien. Han fremstår da også langt fra som en udspekuleret bedrager og snarere som en dedikeret kunstner med en stor portion humor, men heller ikke som en engel, der gør alt rigtigt.
Hans nærmeste har på fornemmelsen, at det projekt, han er i gang med, kan ende med at påvirke hans mentale helbred dybt. Da de får ret, og da det bliver optaget på film, ender det med at blive endnu et lag i kunstværket.
Det er en rammende understregning af hans provokerende værks pointe, at han tydeligvis har det skidt under sine arbejdsforhold, men dokumentaren behandler ikke dybdegående de spørgsmål, hele forløbet omkring værket og retssagen rejser.
For Kunstens søgsmål er jo i sig selv endt med at blive en del af ’Take the money and run’.
Nu indeholder det de samfundsmæssige diskussioner om kunstens natur og kunstværkers værdi, der sideløbende fandt sted.
Hvordan kan jurister afgøre, hvad der er forbrydelse, hvad der er kunst, og hvordan det skal værdisættes?
Og fik museet i virkeligheden ikke meget mere, end de betalte for med ’Take the money and run’, der må siges at være deres klart mest omtalte værk – som de også selv solgte billeder af til verdenspressen?
Dokumentaren italesætter det, men lader ikke for alvor andre parter end Haaning komme til orde.
Det er dog ret sigende, at Kunsten efter at have vundet retssagen endte med at indgå et forlig og købe værket permanent.
På en måde kunne de ikke have understreget Haanings pointe med værket bedre. Ikke nok med at ’Take the money and run’ er kunst (hører I på de bagerste rækker?), det fik Kunsten på alles læber.
Det ved de jo også godt, når de nu vælger at beholde det, men de får ikke mulighed for at forklare sig.
I løbet af filmen kritiserer Haaning selv den danske dækning af værket for ikke at stille spørgsmål til myndighederne om, hvilken autoritet de har til at bedømme det. De spørgsmål rejser filmen dog også kun implicit.
Men efter den hårde tur Haaning var igennem op til forliget, ender historien med at være en kærkommen stråle af vildskab midt i den økonomiske logiks mørke, som sikkert vil give Emma Holten et smil på læben.
Det er da inspirerende, at en enestående fræk lykkeridder kan lykkes med sådan et projekt på egne vilkår.
Kort sagt:
’Tag pengene og løb’ er et vedkommende portræt af kunstneren Jens Haaning i den stressende periode omkring det omdiskuterede værk ’Take the money and run’ med efterfølgende retssag og forlig. Den stiller dog ikke de kritiske spørgsmål, den selv efterspørger.