‘The Institute’: Jeg måtte kæmpe for at holde mig vågen under dødkedelig ‘Stranger Things’-efterligning
Som en af nutidens mest produktive og fantasifulde forfattere har Stephen King lagt bogforlæg til en række højtelskede film og serier.
‘The Institute’ bliver nok ikke en af dem.
I den nye Max-serie baseret på Kings 2019-roman af samme navn vågner det fjortenårige intellektuelle wunderkind Luke Ellis (Joe Freeman) snotforvirret op i et værelse, der ligner hans eget på en prik. Men da han trækker gardinerne fra, er der tremmer for vinduet.
Udenfor værelset møder han den jævnaldrende Kalisha (Simone Miller), der med det samme spørger, om han er »TK« eller »TP« – altså om han har kræfter indenfor telekinese eller telepati.
Velkommen til ‘The Institute’, Luke. Et tophemmeligt, statsstøttet laboratorium, der kidnapper børn med overnaturlige evner og udfører smertefulde eksperimenter på dem til lyssky formål.
‘The Institute’ placerer sig solidt i den mærkeligt udbredte subgenre af teendramas om telekinetiske teenagere. Tænk ‘X-Men’, ‘Stranger Things’, ‘I’m Not Okay With This’ og selvfølgelig Stephen Kings egen ‘Carrie’.
Det er der som sådan ikke noget galt i. Men serien føles det meste af tiden som en udvandet og kedelig version af de kilder, den bevidst eller ubevidst henter inspiration fra.
Håber man, at serien kan udfylde et ‘X-Men’-formet hul i hjertet med en flok teens og preteens, dergår amok med vilde og fantasifulde superkræfter, mens de bonder over deres status som udskud, kan man godt pakke det spinkle håb væk.
For det første er deres evner ret uimponerende. Så vildt er det bare heller ikke at se papirclips glide hen over gulvet.
For det andet er Lukes nye venner ikke ligefrem et dreamteam af persondrama og teen angst. Sammen udtænker de en flugtplan, men det er også det eneste de snakker om. Ingen i gruppen føles som ægte mennesker med ægte følelser.
Hovedpersonens eget definerende karaktertræk er »klog«, men vi ser aldrig hans baby genius-evnerrigtigt udfoldet. Bøllen Nick er en hård fyr, men kun i den forstand at han en gang imellem ses med en flaske Jack Daniel’s fra minibaren i hånden. George kan lide chips. Kalisha er, øh … sød? Hjælpsom måske?
Selv tilføjelsen af den sympatiske tidligere politimand Tim Jamieson (Ben Barnes), der som en anden Jim Hopper forsøger at regne ud, hvad der foregår i det mystiske institut, virker meningsløs.
For vi ved jo godt, hvad der foregår i instituttet. Og selvom han da er meget charmerende, er han hverken kompleks eller kløgtig nok til at gøre sin semi-professionelle efterforskning interessant.
Håber man på gys a la ‘Carrie’, kommer ‘The Institute’ ellers fint fra start. Luke er TK, og for at styrke og fremme hans evner indenfor TP, bliver han udsat for en række uhyggelige eksperimenter af de sadistiske voksne, der styrer stedet.
På trods af, at det er ubehageligt at overvære, bliver det dog hurtigt kedsommeligt at se en fjortenårig skrige i en boks og blive indsprøjtet med grøn væske, når det sker i hvert eneste afsnit.
Da instituttets motivationer for de grufulde seancer omsider bliver udfoldet i de sidste par afsnit, er det alt for sent. På det tidspunkt havde handlingen simpelthen kørt i tomgang så længe, at jeg måtte kæmpe for at bare holde mig vågen, plottwist eller ej.
Man skal alligevel have jokket gevaldigt i spinaten, når tortur af børn bliver kedeligt.
Kort sagt:
‘The Institute’ drikker af teenage-telekinese-brønden, til den er tom, men kan ikke hamle op med sine inspirationskilder. I stedet får vi en søvndyssende serie med de kedeligste hovedpersoner, man kan forestille sig.
Anmeldt på baggrund af hele serien.