’Køln 75’: Tysk musikfilm om purung booker forsvinder ind i sin egen navle
Det er ikke nemt at være en kvindelig fan i et ekskluderende nichemiljø. Du kan angiveligt ikke engang gå ned ad Strøget i en Ozzy t-shirt uden at blive bombarderet fra forbigående mænd med popquiz-spørgsmål om Black Sabbath.
Forholdene var sjovt nok ikke bedre i 70’ernes Vesttyskland, hvor teenageren Vera Brandes (Mala Emde) efter en jazzkoncert på den lokale isbodega (som var en ting?!?) bliver udfrittet af den afdankede musiker Ronnie Scott om hendes favorit jazzmusikere. Da hun frejdigt svarer ham, kigger han overbærende på hende.
Ja, altså kan hun kun nævne én? Er hun ikke engang en ægte fan?
Suk, altså.
Som det fremgår i instruktør Odi Fluks historiske musikfilm ‘Køln 75’, er Vera dog andet og mere end en tilfældig superfan. For den unge kvinde har store drømme om at blive booker og impresario for de feterede mænd, der spiller den musik, hun elsker.
Vera er typen, der styrer samtlige rum, hun træder ind i, og Emde leverer rollen med lige dele solstrålehumør og fandenivoldsk energi mod resten af verden. Kun derhjemme går hun på tåspidser for at gøre sig usynlig for sin tyran af en Papa: En ung nazisoldat, der nu er tandlæge.
Fortællingen leder op til den legendariske Keith Jarrett-pianokoncert i 1975, som den blot 18-årige tysker stod for at booke, betale for og forberede i Kölns lokale operahus.
Men jazzgenren er en improvisatorisk frileg, hvad karaktererne gang på gang (på gang) minder os og hinanden om, og med det udgangspunkt strækker Fluk i det træge biopic-tæppe. Det resulterer snarere i en blandet landhandel end et visionært sammenspil af ideer.
Musikkritikeren Michael Watts (Michael Chernus) agerer overbegejstret fortæller, der fra tid til anden stopper filmrullen for stakåndet at gennemgå jazzgenrens spilleregler og historiske bevæggrunde komplet med arkivmateriale og musikalske cameos. Ligesom andre karakterer konstant henvender sig dramatisk til kameraet og publikum.
Undervejs bliver der sågar tid til en længere biltur og interviewsession mellem Watts og en irritabelt anlagt Jarrett (John Magaro, tyst og sammenbidt som altid), der klager over sin ødelagte ryg og kritikerens højlydte grubleri. Det er fem minutter i ‘The Big Short’ og kvart over prætentiøst jazzseminar a la ‘La La Land’, men uden Adam McKays spydige pen eller Damien Chazelles legende kamera.
Først i filmens finalesekvens, hvor Vera med fuld brat-energi løber Köln tynd for at få fat i det rigtige klaver til sit slukørede og nøkkede geni, begynder tangenterne at harmonere. Her mærkes både det logistiske benarbejde og den store passion, der usynligt lægger til grund for al stor kunst.
Alligevel glemmer man undervejs, at ‘Køln 75’ er historien om én af musikkanonens mange oversete kvinder og ikke filmatiseringen af et essay fra Weekendavisen, når Watts begynder på en længere svada ud i de forskellige grene af jazzimprovisation.
Kort sagt:
Tysk film om ikonisk jazzkoncert fungerer bedst, når den følger i hælene på sin unge, bratty jazzbooker – og mindre, når den forsvinder ind i navlen på sig selv i lange metatangenter om jazzens historie.