’Boots’: Spraglet queer-komedie om marinerekrutter i 90’erne skærer tingene ud i pap
»Det ligner en sommerlejr!« er nok ikke den første sætning, der falder mange ind ved tanken om at træne til at blive marinesoldat.
Men sådan lyder den nyudklækkede highschool-dimittend Cameron Copes (Miles Heizer) reaktion, da hans bedste ven Ray i 1990 viser ham en flyer for marinekorpsets rekrutlejr i den nye Netflix-serie ’Boots’
Historien er inspireret af den tidligere sergent Greg Cope Whites selvbiografi ’The Pink Marine’ om hans usandsynlige rejse i soldaterstøvlerne i en tid, hvor det var ulovligt at være homoseksuel i korpset.
Cameron er kun sprunget ud over for Ray – en ambitiøs perfektionist, der går ind i militæret med et massivt pres om at følge sin fars fodspor, selv en tidligere mønsterrekrut.
De melder sig som del af det såkaldte »makkersystem«, men Cameron må hurtigt sande, at han ikke vil kunne læne sig op ad sin bedste ven hele tiden i de næste 13 uger – og at han må lægge låg på sig selv, hvis han skal klare sig igennem.
Jeg spyttede næsten min kaffe ud, da jeg fandt ud af, at Miles Heizer er 31 år gammel, for han er imponerende troværdig som den naive teenager, der pludselig befinder sig i omstændigheder, som indebærer langt flere armbøjninger end lejrbål. Som da Cameron vækker Ray midt om natten i panik over, at han ikke kan udholde det længere – og til sin store rædsel indser, at kun første dag er overstået.
Det står så også tilbage som ét af få oprigtigt sjove øjeblikke i en serie, som generelt trives bedre i sit drama end i sin komik, men som ikke rigtigt tør gå planken ud med sit manuskript.
’Boots’ går all in på 90’er-teenkomedie-stemningen med masser af eksploderende farver, både på billedet og i soundtracket, og et spraglet karaktergalleri. Det kan ofte ende i karikaturer, som når Sgt. Howitt (Nicholas Logan) nærmest tegneserieagtigt råber rekrutterne ind i ansigtet.
Jeg giver heller ikke meget for Camerons tilbagevendende dialoger med sit indre jeg – hans selvudnævnte engel/djævel på skulderen – som ikke tjener andet formål end at skære hans indre konflikt ud i pap.
Desuden går det alt for stærkt, da præmissen skal etableres i seriens første afsnit. Der er knap nok passeret fem minutter, før Cameron og Ray sidder i bussen med resten af de aspirerende soldater.
Og der skal altså mere til end en didaktisk voice-over, lommefilosofiske oneliners som »i dag er den første dag i resten af vores liv« og en vulgær patriotisk reklame for korpset til at skabe et troværdigt fundament for, at Cameron pludselig sidder til ansøgningssamtale og bilder sig selv ind, at han »vil være en anden«. Jeg går ud fra, han brugte lidt flere sider på det i den originale selvbiografi.
Forresten spiller Vera Farmiga Camerons knap så moderlige mor Barbara, der i starten dårligt ænser, at hendes søn drager afsted på bootcamp. Vi tjekker løbende ind hos hende, mens hun klodset prøver at komme ud af det med en gruppe soldatermødre i et sideplot, der er smerteligt uinteressant. Hendes scener virker oftest som en undskyldning for at minde publikum om, at, nårh ja, Vera Farmiga er også med i castet.
Jeg havde også gerne været et par birolle-barndomsflashbacks fattigere.
De kegler, historien alligevel tager, opstår i delingens centrale drama. I takt med at sergenterne så småt begynder at bløde (en anelse) op, kommer vi især ind på livet af den nyankomne Sullivan (Max Parker), der har et cv med tophemmelige missioner og »røven fuld af udmærkelser«. Derfor undrer hans nye post også kollegaerne, og snart skal det vise sig, at han også har en fortid og en hemmelighed, han ikke kan løbe fra.
Han er seriens nok bedste karakter, og serien står allerstærkest i spejlingen mellem ham og Cameron. Her får man for alvor sat i perspektiv – fra to sider – hvilken personlig pris, der gemmer sig bag loyaliteten over for uniformen.
Desuden tilsættes der et skud frisk energi, da Cameron får en ny køjemakker, som åbner døren for at sige ting højt, der længe er blevet holdt inde.
Og så er det da også svært ikke at blive bare lidt revet med, når man ser det til tider meget usandsynlige broderskab forme sig mellem rekrutterne, som serien skrider frem.
Til sidst tog jeg endda mig selv i at synes, det var ret fedt, hver gang de i fællesskab udbryder kampråbet »oorah!«.
Kort sagt:
Queer-soldater-komedien ’Boots’ behandler vigtige emner, men både dramaet og komikken have stået meget stærkere, hvis manuskriptet havde haft mere kant.