’The Things You Kill’: Poetisk mesterværk om cyklisk vold sidder i én, længe efter rulleteksterne er slut
Cirka et kvarter inde i ‘The Things You Kill’ forklarer hovedpersonen Ali (Ekin Koç) sine elever, at den arabiske betydning af ordet »transformation« har rødder i ordet »dræbe«.
Jeg beklager denne knastørre indledning, men samtalen er ikke blot en omgang etymologisk mansplaining fra en bedrevidende litteraturprofessor. For døden, i både bogstavelig og overført betydning, er allestedsnærværende i instruktør Alireza Khatamis biografaktuelle mesterværk.
Ali er netop hjemvendt fra USA til Tyrkiet, hvor han underviser i vestlig litteratur. Han bor med sin kone Hazar (Hazar Ergüçlü), som han prøver at få et barn med. Samtidig er Alis familie mildt sagt dysfunktionel. Faren Hamit (Ercan Kesal) skammer sig over sin søn, mens Ali foragter sin fars voldelige tendenser over for sin afkræftede mor, der kræver hjælp døgnet rundt.
Da moren dør, køber Ali ikke forklaringen om, at det skulle være en faldulykke. I stedet hverver han gartneren Reza (Erkan Kolçak Köstendil) til at opklare hendes mystiske bortgang.
Bedst som man tror, at ‘The Things You Kill’ udvikler sig til en regulær krimi om en søn, der forsøger at opklare sin mors mistænkelige død, foretager filmen en Lynch’sk ‘Lost Highway’-agtig surrealistisk kovending.
Men ulig Lynchs Hollywood Hills er det i stedet med de anatolske bjerge som bagtæppe, at vi pludselig befinder os i et non-lineært handlingsforløb, hvor centrale karakterer erstattes, og deres mest afstumpede moralske handlinger dukker frem i lyset. Sikke dog en udvikling!
Det tårnhøje ambitionsniveau afspejles i fotograf Bartosz Swiniarskis eminente kameraarbejde. Gennem ruder, i spejlrefleksioner og i dørkarme er vi fluen på væggen i scener, hvor vi overværer samtaler på behørig afstand. Som et barn, der fra trappen overværer sine forældre skændes – eller forsones.
Disse eksperimenterende greb er ikke blot tom stil, men et visuelt lag til den lagkage af subtil symbolik, der findes i nærmest hver eneste scene.
Ali ser sit eget spejlbillede, men reagerer, som om han ikke kan genkende sig selv. I en anden scene genkalder han sin barndom, hvor ældre børn overfaldt ham. I takt med, at de grove detaljer bliver flere, stiller den slørede kameraindstilling skarpere og skarpere på ham, som vågnede han og vi fra en drøm. En transformation.
Det er i skildringen af, hvem vi er over for hinanden, afhængige af vores relationer, og hvordan vores forskellige personligheder transformeres – ja, slås ihjel – at ‘The Things You Kill’ bliver et komplet værk, der retter en original kritik af giftig maskulinitet og de traumer, der nedarves gennem generationer.
Hazar drømmer om et barn, hun »kan elske betingelsesløst«, men Alis ringe sædkvalitet gør det tæt på umuligt at undfange. Og vil han overhovedet være far? Vil han ende med at blive en version af sin egen far, som han afskyr?
Hvordan filmen besvarer det sidste spørgsmål, vil jeg ikke afsløre her, men i et vellykket forsøg på at vise nuancerne i karakterernes indbyrdes forhold lærer vi, at sandheden ikke er sort-hvid. I en rørende scene hører vi fra Alis faster, hvordan Hamit tilbageholdt fortællingen om sin egen voldelige far – Alis farfar – for ikke at ødelægge Alis forestilling om ham.
’The Things You Kill’ er en co-produktion mellem Tyrkiet, Polen, Frankrig og Canada, mens Khatami selv er født og opvokset i Iran. Faktisk skulle filmen oprindeligt være foregået i Khatamis hjemland, men dens kritik af patriarkatet faldt ikke i god jord hos det iranske styre. Khatami blev offer for det, han netop kritiserer i fortællingen.
‘The Things You Kill’ bevæger sig i et magisk-realistisk krydsfelt, der får én til at tænke på Khatamis landsmand Abbas Kiarostamis doku-fiktive ‘Koker’-trilogi. En trilogi, der også udmærker sig i sin sløring af grænserne mellem sandt og falskt. Af og til sidder man med fornemmelsen af, at Khatami selv kunne dukke op som en aktiv del af filmen.
Man mærker også et åndsfællesskab med Asghar Farhadi, der i hovedværker som ’About Elly’, ’Nader & Simin’ og ’Fortiden’ også skildrer skrøbelig maskulinitet og familierelationer med en intens thriller-agtig nerve.
Som i Farhadis bedste film er man tvunget til selv at samle brikkerne i ‘The Things You Kill’. Brikker, der fuldender sig til et dystert billede af cyklisk vold, der sjældent er skildret så smukt.
Det er filmmediet i sin mest poetiske form.
Kort sagt:
Kameraarbejde, symbolik og alvorsprægede tematikker går op i en højere enhed i ‘The Things You Kill’. Et poetisk mesterværk, der sidder i én, længe efter rulleteksterne er slut.