‘Sisu: Road to Revenge’: Ultrablodig opfølger er som ‘Mad Max’ med en finsk viking i førersædet
FILM. Enhver actionfranchise med respekt for sig selv skruer op for vanviddet i toeren. Og det lever ‘Road to Revenge’, opfølgeren til det finske actionhit ’Sisu’ fra 2022, i den grad op til.
I ‘Sisu’ mødte vi den ensomme pensionerede snigskytte Aatami, også kaldet ‘Den udødelige’, med over 500 nazi- og sovjetlig på krigs-cv’et. I det krigshærgede og øde Lapland udryddede han samtlige nazister, der ville forhindre ham i at indkassere sin store mængde guldklumper i banken.
I ‘Road to Revenge’ vender Aatami tilbage til sit hjem, der nu er annekteret sovjetisk land i 1946. Han brækker resterne af sit hus ned, bjælke for bjælke, i ønsket om at fragte det tilbage til et fredeligt Finland for at genopbygge hjemmet til ære for sin dræbte kone og to sønner.
Guldklumperne er altså udskiftet med træbjælker og nazisterne erstattet af ærkefjenderne fra Sovjet, og herfra tages publikum med på en vanvittig biljagt gennem den finske natur, som var det ‘Mad Max’ med en viking i førersædet.
Stod det ikke allerede klart efter originalen, er ‘Sisu: Road to Revenge’ en pastiche og en ode til klassiske one man army-film som ‘Rambo’, ‘Die Hard’, førnævnte ‘Mad Max’ og ‘John Wick’. Og det er netop i det lys, at ‘Road to Revenge’ skal ses og opleves.
For går man ind til filmen i håb om en dybsindig og mangefacetteret actionfilm, der siger noget om samtiden eller kulturen, slår man sig på dens hårdtslående overbevisning om, at fucking fed blodsprøjtende action er fortælling nok i sig selv.
Instruktøren Jalmari Helander har heldigvis et uhøjtideligt selvbevidst forhold til sit actionopus. Som da Aatamis dusørjæger, Igor Dragunov (Stephen Lang), vasker soldaterblod af forruden med bilens vinduesviskere, eller da Aatami i sin lastbil foretager en hail mary ud over en klippeskrænt omringet af imponerende store luftbombeeksplosioner fra jagerflyene.
Stiløvelsen kammer over på den helt rigtige måde. Kun bliver det en anelse forstyrrende, da Helander kopierer den berømte jagtscene fra ‘Mad Max: Fury Road’ med motorcykler, trucks og rockmusik. Enkelte CGI-tunge scener, som en markant kampvognssaltomortale, står også i skarp kontrast til de praktiske effekter, som ellers er vidunderligt veludførte det klejne budget til trods.
Den minimale dialog, den korte spilletid på 90 minutter og flere skarpe komiske øjeblikke munder ud i en medrivende actionbasker, der aldrig forsøger at være noget, den ikke er.
I sidste ende må jeg dog alligevel indrømme, at jeg drømte en lille bitte smule om, at filmen også kunne have skildret den finske nationalfølelse og forholdet til den store væmmelige østlige nabo, som er så indgroet en del af den finske kultur. Lidt ligesom den første ’Rambo’ jo sådan set også kritiserede behandlingen af Vietnam-veteraner i USA.
I øvrigt skal Helander nu instruere en prequel til netop den gamle Stallone-klassiker.
At dømme ud fra de to ’Sisu’-film skal der nok blive smæk for skillingen.
Kort sagt:
‘Sisu: Road to Revenge’ er en uhøjtidelig og underholdende actionbasker, der får 90 minutter til at føles som endnu mindre.