’Pigen uden navn’: Fransk thriller er enten usammenhængende forklaret eller bare usammenhængende
FILM. En dramatisk aften ændrer alt sig for pigen Marion.
Hun bor med sin lillesøster Jeanne og sin mor i et forstadskvarter i Paris, og hvad der ligner en helt normal familie afsløres at være plaget af en fraværende mor, som lader sine to børn være alene hjemme, mens hun tager på dates. Marion tager det på sig at være den store og passe på familien, og da hendes mor tager en fuld og aggressiv mand med hjem fra byen, bliver det meget håndgribeligt.
Med en saks stikker hun løs på manden, der har hendes mor i et kvælertag, og han falder bevidstløs om på gulvet. I panik over måske at have slået en mand ihjel flygter hun ud af huset og hjem til sin far, der lover at hjælpe hende med at ændre sin identitet, så politiet ikke kan finde hende.
Klip til Marion, der i voksenlivet nu går under navnet Louise og arbejder som journalist. Efter et one night stand får hun et tip om, hvordan man stalker nogen på Facebook, der ikke bruger deres borgerlige navn på deres profil. Derved lykkes det hende at opspore den familie, hun forlod som lille pige, men i stedet for at tage kontakt udgiver hun sig for som journalist at ville skrive om dem.
For er de mon overhovedet interesserede i at tale med hende, hvis de ved, hvem hun er?
‘Pigen uden navn’ er en fransk thriller, som udspiller sig i to tidsspor. Skiftevis optrevles Marions tragiske fortid, hvor hun skifter identitet og ender i en prekær underverden af udsatte borgere, og hendes nutid som plaget ung kvinde.
Spændingen skal bæres af, at vi langsomt tildeles informationer om den skæbnesvangre nat, som ændrer vores og Louises eget syn på sit liv som en kvinde fanget mellem to identiteter. Men jeg var aldrig overbevist af den måde, mysteriet om Marion/Louise er skruet sammen. Hverken af de konkrete begivenheder eller af de psykologiske forklaringer (eller mangel på samme), der skulle kaste lys over, hvorfor hun og hendes familie opfører sig, som de gør.
Alene tidslinjen er dybt forvirrende og enten usammenhængende forklaret eller bare usammenhængende. Hverken Marions mor eller politiet leder efter den ældste søster det mest oplagte sted, et barn kunne gemme sig, nemlig hos sin anden forælder.
I mellemtiden, hvor hun så af alle ting har uddannet sig til journalist, hvilket burde have givet hende et minimum af kompetencer udi at skaffe information, er det aldrig faldet hende ind at undersøge sin nu fremmedgjorte familie. Måske er der en følelsesmæssig årsag til det valg, men Marion/Louise er ikke en hovedperson, vi bliver særligt klog på.
Naturligvis er hun traumatiseret af sin barndom, men er det noget, hun har forsøgt at glemme? Plager den hende, eller har hun undertrykt den? Det hjælper ‘Pigen uden navn’ os ikke til at forstå.
Hun går mest bare rundt som verdens mindst karismatiske journalist (for Vice, et medie, hvis franske afdeling lukkede i 2023, hvor filmen udspiller sig) og får dybt personlige detaljer ud af mennesker, som bliver til smukke portrætter, vi aldrig hører noget fra, og som er en smule svære at forestille sig.
Til gengæld har hendes mor forvandlet sig fra egoist til den mest charmerende, gavmilde og sympatiske kvinde, der driver en organisation for voldsramte kvinder og med åbne arme inviterer journalisten Louise ind i sit liv.
Det kan sagtens være, at en sådan menneskelig forvandling er fuldt ud troværdig, men i en film, der skøjter hen over sine personers indre liv, bliver man ikke overbevist af den udvikling, der skulle ligge bag en så stor personlighedsforandring.
En film, der tematiserer identitet, familie og tilhørsforhold, er nødt til at tage os længere med ind i de mennesker, der skulle være formet af det, de har oplevet. ‘Pigen uden navn’ har nok sine overraskelser undervejs, men gør os ikke i stand til at føle med dem, det handler om. Det er den simpelthen for overfladisk til.
Kort sagt:
Vi bliver aldrig kloge på, hvad der egentlig udspiller sig i de mennesker, som står i centrum for thrilleren ‘Pigen uden navn’.