’DJ Ahmet’: Film om aspirerende DJ er blevet en publikumsdarling, og det forstår man godt
FILM. Det er absolut intet under, at den biografaktuelle, nordmakedonske ’DJ Ahmet’ blev en publikumsdarling, da den havde verdenspremiere på Sundance Festival helt tilbage i januar 2025. Her vandt den både publikumsprisen og juryens særpris.
Man forstår det godt, for Georgi M. Unkovskis film er hjertevarm og tilfredsstillende fra start til slut – en af den slags oplevelser, hvor man aldrig for alvor er nervøs for, hvordan det nu skal ende, selv når situationen ser sortest ud.
Men faktisk er ’DJ Ahmet’ mere overraskende, end man får indtryk af ved første øjekast.
Den titulære Ahmet (Arif Jakup) bor i en landsby med sin lillebror Naim (Agush Agushev), der nægter at tale, og deres far (Aksel Mehmet), som endeløst slæber den stakkels unge med til en såkaldt healer, der skal forsøge at få tungen på gled.
Ganske hurtigt står det klart, at båndet mellem de to brødre er stærkt – og at Ahmet har rigeligt at se til i sin hverdag, hvor også familiens dyreste eje, en flok får, skal passes. Moren er ikke længere iblandt dem, og det har taget på både far og sønner, der håndterer tabet på hver deres facon. Det indebærer dog ikke at tale om det.
Men ’DJ Ahmet’ er ingenlunde blot en hård, socialrealistisk skildring af landsbylivet. Den er legende og sjov, særligt i sit udtryk. Da Ahmet møder nabopigen Aya (Dora Akan Zlatanova), der er vendt hjem til landsbyen efter at have boet i Tyskland, står det straks klart, at han her har fundet sit livs umiddelbare kærlighed – også selvom hun egentlig skal giftes væk.
Det, der indledningsvist fremstår som en tyk kliché af en slowmotion-sekvens, bliver i stedet til en morsom scene, hvor Ahmet stikker i sprint, da han får muligheden for at introducere sig for Aya. Jeg kom selv til at tænke på et populært Paul Mescal-meme.
Ahmet har en enorm musikglæde og vil være dj over alt andet i verden. I smug danser han og lillebror rundt til Shakira på morens hengemte stereoanlæg. Dansescenerne er skønne og ægte, og den lille Agush Agushev har tydeligt haft en fest på optagelserne. En smule mere surrealistisk bliver det, da Ahmet en nat sniger sig ud til et rave i en nærliggende skov og for første gang mærker suset af et publikum, der som én samlet organisme bevæger sig til dj’ens musik.
I disse sekvenser er det synd, at musikken ikke har lidt mere pondus. Det lyder faktisk mest af alt som en samling royalty-fri sange fra start-2010’erne. For kun få måneder siden brillerede den spanske ’Sirât’ med et blændende, næsten ondt elektronisk score, og mens det havde været upassende til filmen her, savner man altså lidt musikalsk klasse.
Sådan roder instruktør Unkovski lidt rundt i sine virkemidler. Slowmotion-sekvenserne starter som en sjov gimmick, men bliver brugt så hyppigt, at det bliver udvandet. De mange droneskud af landskabet tilføjer heller intet til filmen.
Renere står tonen, der ret eminent balancerer mellem humor og drama, og hvor Unkovski ligefrem finder plads til running gags undervejs. Ingen bedre end én, der handler om den lokale imam, som skal lære at koble sin computer til moskeens lydanlæg og på hysterisk vis ender med at sende endeløse Windows-startlyde ud over den stakkels landsby.
Filmen bæres dog først og fremmest af det fremragende skuespil mellem særligt hovedrolleindehaver Arif Jakup og Dora Akan Zlatanova som Aya. Deres teenageforelskelse er så underskøn, at man kun kan falde for den. Georgi Unkovski havde mere end 3.000 kandidater igennem, før han fandt sin Ahmet, og Jakup er et fund.
Han sørger for, at ’DJ Ahmet’ først og fremmest er en stærkt humanistisk film med et hjerte, der virkelig banker for sine karakterer.
Kort sagt:
Når ’DJ Ahmet’ er bedst, fortæller den sin coming of age-historie om den 15-årige Ahmet, der i en nordmakedonsk landsby drømmer om at blive dj, med stort humoristisk overskud.