’The Influencer Project’: Gyser om influencer i København er alt for desperat
FILM. En million følgere har aldrig været klammere end i danske Mike Nybroes ’The Influencer Project’. Eller det er nok snarere vej dertil, der er grum. Og hovedrystende.
Det er der generelt meget, der er i reklameinstruktørens første spillefilm, som undersøger grænserne mellem godt og ondt, fiktion og virkelighed, i en fortælling om prisen for at være (eller følge) en like-hunter.
Sådan én er Chiara King. Den faktiske britiske influencer, der – i en fiktiv udgave af sig selv – er taget til København for at lave brandsamarbejder og lade et lige så faktisk filmhold følge hendes misundelsesværdige hverdag. Og nåh ja, for at optage sig selv blive skræmt i forladte spøgelsesbygninger.
Det performer nemlig godt, når den unge TikTok-stjerne skriger på video, og det er derfor guf til indholdet, når en uges drømmeagtig arbejdsferie udvikler sig til et vaskeægte mareridt.
For pludselig begynder hun at modtage dødstrusler og anden chikane på Instagram, og hendes stalker er derfor bogstaveligt talt et klik og en armslængde væk. Hvad der skulle have været en let dokumentarfilm, bliver nu en gyser. Da, da, da, daaaaa.
Visionen er klar: En dansk 2026-version af ‘The Blair Witch Project’, hvis producere da også er med i kulissen bag denne nye film, som iført moderne metabriller genbesøger temaerne om tab af kontrol og orientering og teknologien som en falsk sikkerhed.
Og i tid, hvor Sønderthon er den femte statsmagt, er det da kun godt, at vi mindes om de fatale og menneskelige konsekvenser, der kan følge med den stadigt voksende digitale tilværelse – og diskuterer, hvilket ansvar influenter har og ikke har.
Desværre stoler filmen slet ikke på styrken i sin præmis. For selvom SoMe-verdenen i sin grundform rummer rigeligt med rædsler, skrues der hele tiden op for ulmende musik, ligegyldige jumpscares og andre desperate forsøg på at iscenesætte uhyggen.
Prologen lover ellers, at historien er baseret på virkelige hændelser, men instruktøren svigter gang på gang sit eget mantra om at indfange eller imitere realisme.
Hvilken stor influencer med et kamerahold i nakken ville eksempelvis troppe op i det samme leopardsæt to dage i træk under Copenhagen Fashion Week? Hvilket normalt menneske ville lade en forfulgt og mordtruet kendis være alene om natten i en bygning uden ordentlig akustik eller hoveddørslås? Og hvordan skulle vi dog nogensinde kunne tro på det dilettantagtige skuespil?
Det er selvfølgelig svært arbejde med Arnold Schwarzenegger-klingende skrivebordsreplikker a la »And now it’s time to stop the livestreaming« … eller noget i den stil. Jeg kan ikke helt huske ordlyden. Der er faktisk meget ved denne biografoplevelse, jeg har forsøgt at fortrænge, såsom en plat romance og en lille lydmand bag et bruseforhæng.
For slet ikke at nævne en moralprædikende slutning, der tager alt for lang tid, og hvis overraskende twist slet ikke er så overraskende.
Hvad værre er, følger ’The Influencer Projekt’ ikke altid sin egen kameralogik – der skiftes vinkel på uforklarlige tidspunkter, og vi ser indimellem private chats, vi sådan set ikke burde have adgang til.
Der er generelt en lidt skizofren æstetik, når den håndholdte, ‘dokumentariske’ billedside brydes af polerede skud over hovedstaden og evindelige zoom-ins på drikkevarer og logoer.
Jeg behøver vist ikke at forklare, hvorfor product placement virker både disharmonerende og dumt i en gyser, der netop kritiserer influencerbranchen.
Og jeg behøver nok heller ikke skrive, at jeg vil anbefale dig at se en anden film.
Kort sagt:
Den København-satte og danskinstruerede gyser ’The Influencer Project’ er mere optaget af at få både hovedkarakter og publikum til at skrige end af at indfri potentialet i en ellers ret spændende præmis.