’FIFA 21’ er lige så magisk som Manchester United anno 2020
Der er øjeblikke, som skaber fodboldmagi. Sergio Agüeros Premier League-vindende mål fire minutter inde i overtiden. Trent Alexander-Arnolds hjørnespark mod Barcelona. FCK’s Europa League-missende selvmål mod Rijeka.
Det er de situationer, hvor fodboldhistorie skrives. Dem, vi husker for altid. Øjeblikkene, hvor legender (eller tabere) skabes.
De øjeblikke finder man ikke i ’FIFA 21’.
Årets fodboldudspil fra Electronic Arts er lidt af en spøjs affære. Det følger op på en af de måske mest bizarre fodboldsæsoner, vi nogensinde har set. Med coronavirus blev alt sat på pause, inden det langsomt startede op igen under besynderlige forhold.
Det har sat sine spor. Ikke kun i den virkelige verdens fodbold, men også i den virtuelle. Hvor årets ’eFootball PES 2021’ er en dataopdatering af sidste års spil med nye transfers, kører ’FIFA 21’ den sædvanlige stil med et traditionelt, helstøbt udspil.
Det er dog ikke de helt store tilføjelser, vi finder i år, og skal man være lidt grov, er ’FIFA 21’ ikke andet end en mere kødfyldt opdatering af ’FIFA 20’.
EA prøver ellers at gøre årets handel lidt mere attraktiv med nye tilføjelser som optimerede løb fra dine medspillere og mere adrætte driblinger. Men de virker mest af alt som fikse løsninger, der tilfældigvis var på tegnebrættet, og som derfor nu inkluderes i en nogenlunde færdig udgave.
I stedet udebliver revolutionen på banen, og det er nok de færreste, der ville skænke det en tanke, hvis de nye funktioner blev revet ud af spillet igen. Sagt med andre ord: Det er fine tilføjelser, men de er ikke altafgørende.
Faktisk er banens mest fængende aspekt det altid svære forsvarsspil, hvor tacklingerne skal være millimeterpræcise. Det er frustrerende, men sjældent irriterende, for man ved bare, hvor dyrt det kan blive, hvis man fuldstændig glipper en glidende tackling.
Lidt overraskende (og måske lidt skuffende) er de største forandringer faktisk uden for banen. Især karrieredelen minder nu om en mere komplet oplevelse, hvor der er flere detaljer, man kan nørde i dybden med.
Vi taler naturligvis ikke om ’Football Manager’-niveau, men det er måske den mest polerede udgave af karrieredelen, som ’FIFA’ har budt på indtil videre.
Og så er der naturligvis det efterhånden temmelig udskældte Ultimate Team, hvor man indsamler og sælger fodboldkort i jagten på en bedre trup, som mest af alt minder om en pengemaskine.
Det prøver EA at gøre op med i år, så man ikke nødvendigvis behøver at finde pungen frem for at få succes, men derimod blot kan spille sig til flere gode kort. Men man slipper altså aldrig helt for følelsen af, at man med penge kan springe foran i køen og købe sig til alt uden de store konsekvenser. Bare spørg Manchester City.
Men helt ærligt, ’FIFA 21’ kan være nok så fancy og liret uden for banen. Problemet er, at følelsen af bolden på banen ikke sidder lige i skabet. Hvor konkurrenten hos ’eFootball PES’ har en helt fremragende dynamik med bolden, føles ’FIFA 21’ langt mere pingpong-agtigt.
En omgang veltimede en-to-pasninger op igennem midten og en stikning i dybden er næsten altid garant for i hvert fald en chance på mål, men det er altså bare ikke magisk. Der er ingen overraskelser, ingen »Hvad skete der lige der?«-øjeblikke.
Kan man juble over et direkte frispark, man får krænget helt op i krogen? Ja, sagtens. Og en perfekt inderside dybt inde i overtiden giver stadig kriller i maven. Men det, der i den virkelige verden trækker os ud på stadion weekend efter weekend, er der langt imellem i ’FIFA 21’.
Til gengæld – og det havde jeg faktisk ikke forventet – er Volta Football, hvor fodbolden hives ud i gader og stræder, en mindre genistreg og et tiltrængt afbræk. Gadefodbolden, der blev introduceret i ’FIFA 20’, passer perfekt ind i den arkadeagtige følelse af fodbold, hvor små hold med tre til fem spillere og pasningstrekanter er vejen frem.
Volta er jo nærmest ’FIFA’-udgaven af ’The Fast and the Furious’. Der er sydlig stemning med upbeat musik og festligt humør, hvor intet tages alt for alvorligt. I stedet er det hele bare fyldt med positive vibes, hvor alle er en del af la familia. Det er lidt åndssvagt, men egentlig også meget befriende.
Det er ikke fordi, man gider bruge flere timer i Voltas karrieredel, men når man trænger til at skifte den grønne plæne ud med brosten i Paris, er det altså en ganske sjov og intens omgang fodbold.
Og så kan vi lige så godt runde hvert eneste års mest kontroversielle uduelighed, for vi kommer ikke uden om det: ’FIFA 21’ fikser ikke positionen mellem stængerne. Målmændene er stadig lige så usikre i feltet, som Kepa Arrizabalaga er i luftrummet.
Det ene øjeblik disker de op med en altafgørende feberredning, det næste øjeblik lader de bolden trille over stregen, imens de står og glor ud i luften. Det giver absolut ingen mening, men at programmere logisk opførsel for målmænd er åbenbart på niveau med hjernekirurgi.
Med alt det sagt er ’FIFA 21’ ikke ligefrem en fiasko, men det er heller ikke en åbenbaring. Alle spillets små, nye funktioner giver tilsammen en helhed, der vel nok er mere optimeret end sidste års udspil, men ikke nødvendigvis en bedre fodboldoplevelse.
Kort sagt:
’FIFA 21’ minder mest af alt om Tottenham under Mauricio Pochettino – på ingen måder forfærdeligt, men heller ikke ægte mesterskabspotentiale.