En god start med PlayStation 5: Her er de tre spil, du bør købe først

Fra en kæk superhelt og vikingetogt i England til en PlayStation 4-klassiker i opgraderet udgave – vi guider til de bedste oplevelser på den nye konsol.
En god start med PlayStation 5: Her er de tre spil, du bør købe først
'Marvel's Spider-Man: Miles Morales'. (Foto: PlayStation)

Lanceringen af PlayStation 5 er ikke ligefrem præget af et enormt spiludvalg. Det tyder på, at Sony er gået efter kvalitet frem for kvantitet med et nøje afstemt spiludvalg, der kan matche de fleste behov.

Men selvom mængden af valgmuligheder måske ikke blæser dig bagover, kan det stadig være svært at vide, hvor du bør starte. Især fordi de fleste spil koster en plovmand. Det løber altså hurtigt op, hvis man vælger forkert førte gang.

Derfor har vi samlet tre spil, der nok skal sikre dig timevis af underholdning på den nye konsol og på hver deres måde viser, hvad PlayStation 5 har af teknisk potentiale.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’

Første gang vi mødte Miles Morales var i ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’, hvor den unge fyr trådte i karakter som ny Spider-Man. Det gjorde han så godt, at han samtidig scorede sig hovedrollen i en af PlayStations største satsninger ved PlayStation 5-lanceringen.

’Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’ er nemlig et af de eneste eksklusive spil til den nye konsol (teknisk set udkommer det også til PlayStation 4), og selvom spillet ikke er helt så omfattende som forgængeren, ’Marvel’s Spider-Man’, er det stadig garant for underholdning.

Det skyldes ikke mindst den helt fremragende atmosfære, som spillet disker op med. New York emmer af liv og stemning, imens Miles Morales og hans bedste ven Ganke er garant for det ene store grin efter det andet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Assassin’s Creed Valhalla’

Det er oplagt at vælge ’Assassin’s Creed Valhalla’ som et af de spil, man bør købe til sin splinternye PlayStation 5, for man får altså bare noget får pengene med flere hundred timers underholdning gemt i dette enorme spil.

’Assassin’s Creed’ har ellers lidt under et noget blakket ry de seneste år, og det er med god grund: Spillene laves ud fra den samme grundopskrift, de er fejlfyldte, og så er de bare kedelige i længden. Men ikke i år!

Denne gang står menuen på vikingetogt i England, og vikingeblodet har tilsyneladende gjort noget godt for serien. ’Assassin’s Creed Valhalla’ er mere strømlinet, det ligner og føles som en drøm på PlayStation 5, og bedst af alt bliver du ikke allerede træt af det efter 10 timer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Ghost of Tsushima’

»Hey vent«, tænker du måske nu. »Er ’Ghost of Tsushima ikke et PlayStation 4-spil?« Og jo, det er faktisk helt korrekt. Det udkom til PlayStation 4 i sommer, men ligesom tilfældet er med en lang række andre PlayStation 4-spil, nyder de godt af de ekstra muskler, som PlayStation 5 spiller med.

De ældre spil afvikles på den nye konsol med alskens forbedringer, såsom langt kortere loading-tider, bedre opløsning og højere framerate. Og netop framerate – eller billedhastighed som vi kalder det på dansk – gør en kæmpe forskel.

Jo flere billeder i sekundet, jo nemmere flyder spillet over skærmen. Bevægelserne føles mere glatte og langt mere naturlige, især i spil fyldt med actionsekvenser, som ’ Ghost of Tsushima’ netop kan bryste sig af.

Det er samurai-action af allerhøjeste kvalitet og en fantastisk demonstration af, hvordan PlayStation 5 kan give nyt liv til dine gamle spil.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af