’The Magnificent Trufflepigs’ dykker dybt i livskriser for millennials, men bliver aldrig rigtigt sjovt

En fortælling om metaldetektorer og livet i 20’erne er godt skrevet, når det tager tunge tematikker op, men teknisk set er det en dødkedelig spiloplevelse.
’The Magnificent Trufflepigs’ dykker dybt i livskriser for millennials, men bliver aldrig rigtigt sjovt
'The Magnificent Trufflepigs'. (Foto: AMC Games)

I 2011 udgav forskere fra Greenwich University et studie, der for første gang brugte udtrykket ‘kvartvejskrise’.

Ifølge studiet har millennials en tendens til at være ekstraordinært mentalt pressede, når vi rammer tyverne. Vi tjener mindre end vores forældre, og vi kan ikke få jobs som nyuddannede.

Vi forsøger desperat at få karriere, kærlighed, venner, fritid og vores image på sociale medier til at gå op i en højere enhed, og så bryder vi sammen i afmagt, når der ikke findes timer nok i døgnet til at realisere en idealtilværelse, som alligevel aldrig var opnåelig.

’The Magnificent Trufflepigs’ er et spil om kvartvejskrise – og om at bruge en metaldetektor til at finde gammelt bras på en nedlagt gård, mens man taler i walkie talkie.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Beth, en karriereorienteret britisk kvinde i slutningen af tyverne, er i spillets indledende scene i stor knibe.

Da hun var barn, fandt hun sammen med sin far en sjælden, kostbar ørering, og siden da har hun brugt det varme minde om succes som mentalt brændstof, når tilværelsen blev svær.

Derfor er hun besat af tanken om at finde den anden ørering, men nu skal grunden, hvor det hele fandt sted, laves om til solceller.

I ren desperation ringer Beth rundt til sine venner, og da alle takker nej (ingen har tid eller orker mellem henholdsvis børn og musikfestivaler), ender hun med sin gamle ven Adam.

Adam og Beth har ikke talt siden barndommen, men af uransagelige årsager vil han gerne hjælpe – og det er ham, du træder i skoene som.

Fængende dialog

Og sådan begynder ’The Magnificent Trufflepigs’ altså. Du bliver udstyret med en walke talkie, en metaldetektor og et kort over markerne rundt om den nedlagte gård. Og så er det ellers bare med at afsondre terrænet i et (meget) adstadigt tempo i håb om at finde den forjættede ørering.

Hver gang man finder noget (der næsten altid viser sig at være skruer, hestesko og andet bras), sender Adam et billede og en sms til Beth, som befinder sig på en anden mark, og så taler de to gamle venner om stort og småt, løst og fast.

For i virkeligheden er ’The Magnificent Trufflepigs’ et kammerspil. Et lille intimteater med en smule spil indimellem. Stemmeskuespillet og dialogen er ganske kompetent skrevet og udført, og både Beth samt Adam føles som virkelige personer.

Deres interne vittigheder og gamle skrøner om deres nordengelske fødeby, hvor spillet foregår, er både inddragende og troværdige.

Og naturligvis er alt ikke, som det ser ud, for Beths krise handler ikke helt så meget om øreringen, som det handler om alt muligt andet, man støder på i en kvartvejskrise.

Flot ser det ud, men udseende er ikke alt.

Derfor er det også en skam for spillet, at metaldetektorarbejde lader til at være så dødkedeligt.

Jeg skal ikke kunne sige, om der findes en stor tilfredsstillelse og en autentisk ro i at svinge en grim dims, der udstøder variationer af »bip, bip« frem og tilbage over Lars Tyndskids mark for at finde møtrikker og nøgler.

Men for mig blev selve spildelen af spillet en pligtfølelse. En skyldig sondring af, hvor jeg havde været på marken indtil nu, og et suk af lettelse, når spillet endelig nåede frem til de små pauser, hvor Beth og Adams historie for alvor udfoldede sig.

En gåtur ud i oplevelser

Såkaldte walking simulators, hvis spilmekanik (som tit handler om bare at gå, deraf navnet) ofte falder i baggrunden for spillets historie eller tematik, kritiseres til tider for at nedprioritere elementer som interaktivitet og det, at man kan tabe – altså elementer, som gør spil unikke – til fordel for selve fortællingen.

Kritikken er i ni ud af ti tilfælde forfejlet og direkte tåbelig, for gode spil kan sagtens have narrativer, der falder i baggrunden for spilelementer, så længe de tilføjer noget til spillets tema.

Tag bare spillet ’Gone Home’, hvor oplevelsen af at udforske et forladt hus er helt sublim. Eller ’Dear Esther’, hvor en vandring til Damaskus på fremragende vis afspejler hovedpersonens oplevelser af den triste, endeløse tur.

Men i ’The Magnificent Trufflepigs’ vader jeg bare rundt på en mark, mens alt det sjove foregår langt, langt væk fra den skide mark.

Jeg er ikke blind for metaforen, hvor Beth og Adam både graver i fortiden ved at tale sammen, men også ved bogstavelig talt at grave i jorden.

Men metaforen er både træls og udmattende, for det er ikke elegant udført, og det er altså en forbandet skam.

Samtalerne mellem Adam og Beth er højdepunkter.

For historien er fascinerende, når den vender både Beths mindreværd overfor sin søster, det forfaldende forhold til den mere og mere distancerede forlovede og sorgen over moderen.

Eller når spillet dykker ned i den uafladelige og genkendelige spejling af sine venners liv, som man godt ved er skadelig og uretfærdig.

Eller Adams mystiske forbindelse til Beth og den virkelige grund til, de ikke har talt sammen i femten år, som samtidig er fyldt med årevis af fornægtelse, smerte og nagende tvivl, der ikke er blevet anerkendt.

’The Magnificent Trufflepigs’ angriber på forrygende vis den følelse af vægelsind og afmagt, der kommer snigende i anden halvdel af tyverne. Lige dér, hvor livet for alvor står til at begynde, og man bliver overvældet af totaliteten og det usikre.

Jeg har ikke oplevet at se mine følelser som berettiget, selvretfærdig, tvivlende millennial spejlet i spil før, som det blev gjort i ’The Magnificent Trufflepigs’.

Da det var slut (og det er det på en lille håndfuld timer) sad jeg tilbage og følte mig meget lille. Ikke håbløs og ikke afmægtig, men meget lille og meget tænksom.

Jeg blev nødt til lige at gå ud og ryge to smøger og tænke over mine livsvalg og fremtiden. Og det er jo det, som kunst i sin essens skal: Fordre refleksion i sin beskuere og få vedkommende til at se sit eget liv i nyt lys.


Kort sagt:
Det havde klædt ’The Magnificent Trufflepigs’, at spil og kunst var gået op i en højere enhed frem for at være to drastisk forskellige elementer knyttet sammen af en metafor, der er lige så tung som metalskrot.

’The Magnificent Trufflepigs’. Walking simulator. Udvikler: Thunkd. Udgiver: AMC Games. Platform: PC. Premiere: 3. juni
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af