Årets spil? ’Deathloop’ gør det forrygende sjovt at dø om og om igen

Der er nogle spil, som bare sætter sig i dig. Uanset hvor meget du prøver, kan du ikke slippe dem. De bor i din bevidsthed. Du er besat af dem.

Når du vasker op, tænker du på dem. Når du facetimer med din mor, tænker du på dem. Når du drikker kaffe med vennerne, tænker du på dem.

Og når du så lukker øjnene for at sove, tænker du ikke længere bare på dem. Du ser dem, du mærker dem, du lever dem.

Sådan et spil er ‘Deathloop’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

For at forstå, hvorfor ’Deathloop’ er så genialt, er vi nødt til at starte fra begyndelsen. Og du skal holde tungen lige i munden, for det bliver hurtigt kringlet.

Det hele starter i vandkanten på øen Blackreef, hvor du vågner op som Colt. Din hukommelse er ikke til megen hjælp, du husker kun i glimt.

Hvad du dog får fat i er, at du skal bryde den tidslomme, som du er fanget i. Og så hører du det: en kvindes stemme. Hun hedder Julianna, og inden længe mundhugges I som et gammelt ægtepar.

Det er tydeligt, at I har lidt af en fortid sammen. Julianna er din nemesis, og hun vil gøre alt for at stoppe dig – koste, hvad det vil.

’Deathloop’ er ét stort puslespil, du langsomt stykker sammen. Det eneste, der er 100 procent sikkert, er, at døgnet gentager sig, hvis du dør. Og sådan starter udforskningen af Blackreef.

Øen er opdelt i forskellige områder, som du kan bevæge dig rundt i på forskellige tider af døgnet i jagten på såkaldte Visionaries – spillets udgave af skurke, der skal nedlægges.

Det er et fancy navn, men faktisk bare otte egocentriske genier og psykopater, der på en eller anden måde alle bidrager til at oprette tidslommen.

Formår du at dræbe alle otte inden for ét døgn, bryder du tidslommen og vinder spillet. Det lyder nemt, men selvfølgelig er det ikke helt så ligetil.

For de otte visionaries befinder sig på forskellige dele af øen, og omgivelserne ændrer sig konstant.

Besøger du bydelen Updaam om morgenen, vil du kunne udforske et værksted, der huser en bunke fyrværkeri. Men besøger du selvsamme sted om aftenen, vil du opdage, at det er brændt ned.

Det er et genialt træk i designet af ’Deathloop’, for det gør, at du aldrig ved, hvad der vil ske. I stedet noterer du konstant små detaljer, som du skal følge op på senere.

Hvorfor står der to mænd og graver et hul i en væg? Er der virkelig karaoke bag en mystisk metaldør? Og hvad sker der, hvis du i morgentimerne smadrer natklubben, som byens bøller frekventerer om aftenen?

Spørgsmålene hober sig op, og de dynamiske omgivelser gør alt for, at du aldrig bliver træt af at udforske den labyrint af gåder og vanvittige historier, som øen gemmer på.

For ’Deathloop’ er vitterligt vanvittigt. Når du skal kæmpe dig igennem rækken af skurke, har du et arsenal af våben og kræfter tilgængelige, som kun gør spillet endnu sjovere.

Vil du snige dig af sted og lægge fælder? Vil du storme ind med maskinpistoler i hver hånd, imens du som en anden balletdanser hopper fra side til side for at undgå bygen af kugler?

Der er mange tilgange, og det løfter spillet fra at være ganske godt til fremragende. Du føler aldrig, at du – eller spillet – gentager sig selv.

I stedet kan du snildt bruge timer på blot at udforske områderne på Blackreef for at opdage, hvad der kan lade sig gøre.

Og når du så fucker fuldstændig op, er der jo altid en ny dag lige rundt om hjørnet, hvor du kan rette op på dine fejl.

Det giver en vis frihed at vide, at du altid kan starte forfra. Alligevel sættes der begrænsninger, for hvis du dør, mister du alt det fysiske – våben og andet – som du har samlet op på Blackreef.

Der er altså altid noget på spil, og selvom man længere inde i spillet har muligheden for at gemme sine foretrukne våben og evner, så man trods alt ikke genstarter helt i nul, føles det aldrig for gavmildt.

I stedet rammes en gylden balance, hvor man presses til at drive historien frem, men stadig kan tage tingene i sit eget tempo – et tempo, der i øvrigt brillerer, uanset om du spurter eller snegler dig af sted.

Det kan dog betale sig at tage sig god tid til lidt sightseeing, for du får ikke hele oplevelsen med, hvis du haster igennem Blackreef, der er bevogtet af de sjoveste og mest torskedumme håndlangere længe set. Og det er skam ment som et kompliment.

I det hele taget er ’Deathloop’ bare noget af det bedste, som spilbranchen længe har budt på. En genopfindelse af en ellers slidt opskrift, der nu føles dugfrisk, uanset hvor mange gange den gentager sig selv.

---

Kort sagt:
’Deathloop’ er et brag af humor, action og nysgerrighed, der meget vel kan være årets spil.