Drøncharmerende spil om en lille ræv på store eventyr borer sig lige ind i hjertet
Det første som springer i øjnene, når man starter ’Tunic’, er en sand genkendelsens glæde.
En nuttet melodi fylder ørerne, verden er farverig og nærmest ufarlig, og bevægelserne er nøjagtig, som man er vant til, i denne slags isometriske actioneventyr.
Alt føles som et par nedslidte (og derfor meget behagelige) hjemmefutter, og man er straks i gang med at udforske de nærmest barnligt designede buske, træer og skattekister.
Same old, same old
’Tunic’ er et nuttet eventyrspil i samme ånd som ’The Legend of Zelda: Link’s Awakening’, ’Blossom Tales’ og ’Bastion’, hvor man som en lille ræv bevæger sig ud på et stort eventyr.
Det lyder som et klassisk heltekvad, men spillet bruger alligevel nogle gode greb for at adskille sig fra den klare inspiration, der har drevet den enmandsproduktion, som ’Tunic’ på imponerende vis er.
Særligt fungerer spillets helt hjemmelavede sprog, der gennemsyrer både den fiktive verden og enkelte gåder som et nærmest meta-agtigt lag, fordelagtigt og gennemtænkt.
De fjender, som står imellem dig og den første skat, er karikerede og overdrevne i et sådant omfang, at der næsten går Cartoon Network og Disney Sjov i den.
I starten er kampsystemet langt fra noget nyt; man afventer, at modstanderne tumler frem i et tegnefilmsagtigt angreb, som man undviger og angriber, imens fjenden kommer på benene igen.
Rinse and repeat, indtil sejrslyden plinger lystigt, og man kan fortsætte fremad.
Hele fremdriften i spillet er motiveret af et forglemmeligt plot, men til gengæld er spillets verden designet til at pirre spillerens nysgerrighed i sådan en grad, at man tilgiver manglerne.
Slår fra sig
Kampsystemet er efterhånden gjort hundredevis af gange, og det er ikke specielt inspirerende – i hvert fald ikke i starten.
Når man har perler som ’Hades’ eller førnævnte ’Bastion’ frisk i erindringen, går det hele lidt langsom. Heldigvis åbner spillet sig, jo mere grej og flere evner man får låst op for, hvorefter kampene bliver langt mere strategiske og ikke mindst mere udfordrende.
For der går ikke ret mange timer, før de nuttede og klodsede fjender udskiftes med regulære monstre og modbydeligheder, og selvom man kan blive ved med at bruge sit rullefald og sværd, er det tydeligt at forskellige evner og våben er designet til forskellige situationer.
’Tunic’ bliver kun bedre, jo mere kreativ man tør blive i kampene.
Selvom der går lidt for længe, inden sværhedsgraden skrues op, så er hele spilverdenen designet til, at man meget sjældent sidder fast.
Det er tydeligt, at hvis man bliver ved med at få stryg af én gruppe fjender, så ligger det helt rigtige magiske sværd eller trolddom i en af de nærmeste buske eller skattekister.
Et ræv-godt lille spil
Jeg fordrev de første par timer i ’Tunic’ med at lalle rundt, tæve lidt fjender, besejre et par bosser og nyde den overmættede farveskala, som verdenen er malet med.
Umiddelbart var jeg ikke imponeret eller blæst bagover, men dog fint underholdt.
Det var først, da jeg forstod, at hele verdenen er bygget op om sit eget skriftsprog, som både udvikler og udvider fortællingen og baggrundshistorien, at det hele bevægede sig op på et højere niveau.
Det var her, hvor det hele klikkede. Da jeg forstod, at sproget nærmest er sin egen gåde, der skal afkodes via de mange sider af spillets virtuelle guide, som ligger strøet ud i grotter og gemmesteder, blev jeg forelsket.
’Tunic’ kan nok gennemføres på de sædvanlige otte til ti timer, men jeg fik vredet det dobbelte ud af det smukke spilunivers.
Det er ikke et mekanisk mesterværk som ’Hades’ eller en fremtidig monster-franchise som ’Zelda’, men det skal alting heller ikke være.
For ’Tunic’ er et afsindigt godt spil, som forstår sit ophav og derefter krydrer det med tilpas mange nye ingredienser, så det bliver sin helt egen oplevelse.
Kort sagt:
’Tunic’ virker på overfladen som en lidt for nuttet ’Zelda’-klon, men bærer på fremmeste vis egne idéer og fortællinger lige ind i hjertet på alle nostalgiske sjæle.