Det er sjovere at dø af slangebid end at meditere sig igennem overlevelsesspillet ‘Retreat to Enen’
Jeg kan godt se, hvad udviklerne Head West har tænkt, da de brainstormede konceptet til ‘Retreat to Enen’.
»Folk elsker sådan nogle overlevelsesspil, bare se på ‘The Forest’, ‘Subnautica’ og ‘The Long Dark’!« lød det, inden de fik storhedsvanvid og fortsatte:
»Men samtidig ønsker de også at slappe af og koble sig fra rotteræset med guidet meditation, ASMR og lo-fi-beats. Kan man ikke kombinere de to ting?«
Svaret er nej.
‘Retreat to Enen’ er beviset på, at de to ting ikke kan kombineres – i hvert fald ikke som det er forsøgt her.
Flot, men svagt designet
‘Retreat to Enen’ sætter dig i rollen som et ungt menneske i en fjern fremtid, hvor menneskeheden – efter næsten at have udslettet sig selv i klimakrisen – har lært at leve i pagt med naturen.
For at markere din overgang til voksenlivet skal du bevise, at du kan klare dig på en vild ø uden andre hjælpemidler end din egen knowhow og højteknologisk kvantedims, der meget belejligt kan slagte dyr og grave mineraler frem ved et enkelt klik.
Du samler grene og ler, planter og bær og omdanner dem til regnfangere, en gryde og et primitivt shelter, du kan sove i.
Det er relativt sjovt, selvom udvalget af ressourcer mangler inspiration, da de til forveksling ligner nøjagtig de samme, som man støder på i markedets mange andre overlevelsesspil.
Der er dog enkelte uheldigheder i spillets design, for håndteringen af ens jagtspyd er en vag og utilfredsstillende oplevelse, når ens karakter vifter det lidt uklart i luften.
Det er simpelthen ikke til at vide, hvornår man er tæt på den dødsensfarlige slange til faktisk at få ram på den, hvilket ellers burde være en livsvigtig detalje.
Stressende zen
‘Retreat to Enen’ forsøger dog at adskille sig fra de mange survival-konkurrenter med én ganske specifik og faktisk ret unik gimmick.
Du skal nemlig ikke kun sørge for at få søvn, vand og mad nok til din overlevelse. Du skal også sikre, at dit livsmod (spirit, som det kaldes i spillet), er i top.
Det gøres ved at meditere ved forskellige steder, der lidt lemfældigt er spredt ud over den tropiske ø.
Her sætter du dig ned, hvorefter en stor globe dukker op i skærmens midte, og det er så meningen, at du skal ånde tungt ind og ud i takt til globens puls.
Det er mildest talt en meget mærkelig oplevelse, for der er noget højst mærkværdigt ved på den ene side at være ved at dø af sult og på den anden huske at lade tankerne passere som vand, mens man trækker vejret ind gennem næsen og ud gennem munden.
Jeg forsøgte at trække vejret i takt med tempoet et par gange, men jeg opnåede ikke nogen sjælelig ro.
Det var nærmere en irritation over, at spillet ikke bare lod mig fortabe mig selv i opdagelsen af øen og det møjsommelige arbejde med at indsamle sten og grene.
I stedet insisterede det på at være katalysator for en meditativ oplevelse, der via den forcerede vejrtrækning blev presset ind i mig som en machete i en kokosnød.
Mislykket koncept
Helt bizart bliver det imidlertid med de såkaldte ruins – resterne af tidligere menneskers byer – som du skal besøge ni af for at afslutte spillet.
Hver ruin giver adgang til nye opskrifter, som du kan bruge dine ressourcer på, efter du har gennemlevet en guidet meditation. De er derfor ret magtpåliggende for spilleren at besøge.
Min karakter faldt tilfældigvis over en ruin, kort tid efter hun var blevet bidt af en slange.
Så der sad jeg så, mens giften pulserede gennem mine blodårer, mens en knap så overbevisende stemme mindede mig om, at tanker hverken er gode eller dårlige.
De er derimod bare, og jeg skal blot registrere dem og lade dem flyde igennem min bevidsthed som skyer over en blå himmel.
Og så døde jeg af forgiftning.
Resultatet blev, at der var så sær uoverensstemmelse mellem min spilkarakters tilværelse, min egen tålmodighed, spillets vision og den egentlige oplevelse, at jeg simpelthen slukkede for spillet.
For der findes både bedre guidede meditationer og bedre overlevelsesspil end ‘Retreat to Enen’ – og kombinationen af dem fungerer simpelthen ikke her.
Kort sagt:
‘Retreat to Enen’s vision om at kombinere kampen for overlevelse med meditation tiltaler måske en meget snæver målgruppe, men for de fleste er det blot noget værre gøgl.