’The Last of Us Part I’ dufter af mesterværk og lugter af grådighed
Der kommer et tidspunkt, hvor man – og her mener vi PlayStation – må spørge sig selv: Er vi blevet for grådige?
Det tidspunkt kunne jo meget passende være, når man beslutter sig for at lancere ’The Last of Us’ for tredje gang på blot ni år. Først til PlayStation 3 i 2013, så PS4 i 2014 og nu PS5.
For godt nok er spillet et revolutionerende mesterværk, og når vi engang skal lave en liste over historiens vigtigste spil, vil det snildt ligge i top tre – hvis ikke helt på toppen.
Men er det nok til at retfærdiggøre at sende endnu en udgave af spillet på markedet, som godt nok er bygget op fra bunden med ny teknologi, men som grundlæggende stadig er samme oplevelse, som vi har haft fornøjelsen af over to omgange?
Svaret er… komplekst.
Kampen om din menneskelighed
Er du en af dem, der allerede har været igennem ’The Last of Us’, kan du trygt hoppe videre til næste afsnit.
Har du derimod endnu ikke har oplevet ’The Last of Us’, er det historien om den unge teenager Ellie og den voksne Joel, der tvinges sammen i et postapokalyptisk USA, hvor en farlig virus har hærget byerne og sendt militaristiske grupperinger i totterne på hinanden.
Hvad der starter som et smuglerjob for Joel, ender med at blive en langt mere omfattende rejse, ikke kun fysisk, men også psykisk for duoen, der hver især bærer på skyld og skam, men i selskab med hinanden tvinges til at se deres dæmoner i øjnene.
For ’The Last of Us’ er ikke kun et actionspil fyldt med zombielignende fjender, som du skal stikke, skyde, brænde eller helt undvige.
Det er også fortællingen om nedbrudte, ødelagte mennesker, der finder noget – en person, en relation, et håb – at kæmpe for i en verden, hvor lyset ellers var ved at blive slukket.
Det er en brutal oplevelse og en voldsom udforskning af menneskets grimmeste sider, når vi tvinges til at forholde os til, hvor langt (over stregen) vi er villige til at gå for dem, vi elsker.
Dette understreges allerede tidligt i spillet, da du får valget mellem at sympati-dræbe en mand, der er blevet inficeret, eller at lade ham ligge velvidende om, hvilken frygtelig skæbne der venter ham, fordi du vil spare en enkelt patron på din ressourcefattige færd.
Og sådan går spillet sin gang, når du kæmper dig igennem Guds eget land, der ironisk nok aldrig har set smukkere ud, end når det ligger i ruiner, hvor dyrelivet og faunaen blomster uberørt, imens menneskeheden er i forfald.
Det ene øjeblik befinder du dig i (ofte dødelige) stridigheder med helt almindelige borgere, der blot prøver at overleve. Det næste øjeblik kæmper du mod inficerede ofre, der mere ligner monstre end mennesker. Og det tredje øjeblik døjer du med din samvittighed.
Og så er der de øjeblikke, hvor forventningerne momentvis vendes på hovedet med følelsesmæssige mavepustere, som kommer ud af ingenting – der, hvor man mindst forventer dem, men hvor de har størst effekt.
Som når man forventer endnu mere modgang, men i stedet pludselig står ansigt til ansigt med en gruppe vildtlevende giraffer i en overraskende rørende scene, der er så forløsende, at hjertet brister, og man hulkende hiver efter vejret, som lunger der for første gang i flere år trækker frisk luft ind.
Luksus-fanservice
Én ting er historien, der naturligvis er en tro kopi af sig selv fra de to foregående udgivelser. Det, der derimod har ændret sig, er stort set alt den tekniske indmad, der er blevet skilt ad og derefter gendannet med tidssvarende teknologi.
Kampsystemet er blevet opdateret, så fjenderne har en klogere kunstig intelligens og dermed reagerer mere dynamisk. Omgivelserne er mere frodige og fotorealistiske, imens glas og metal klirrer og baldrer med PlayStation 5’s 3D-lyd samt controllerens haptiske feedback.
Samtidig har animationer som gestusser og mimik hos Joel og Ellie gennemgået en grafisk transformation, så man nu lægger endnu mere mærke til de usagte følelser som en bekymrende trækning ved øjet eller et lidt for afventende blik.
På papiret – og sådan set også i selve spillet – er forbedringerne imponerende og vidner om en bedrift, der har haft et klart formål om ikke blot at være en kosmetisk relancering, men derimod bringe noget nyt til bordet ved at genskabe alt og drage nytte af konsollens unikke funktioner.
Problemet er bare, at det ikke er de aspekter, der gør den altafgørende forskel – det er derimod manuskriptets elegante fremdrift, som jo af gode grunde ikke er blevet bearbejdet.
Jovist, det er da flot, at der flekses så meget med de grafiske muskler, at man kan se bittesmå støvkorn i solstrålerne, når Ellie og Joel bevæger sig igennem Bostons ruiner.
Men den tekniske forbedring vil i høj grad kun være synlig for os, der faktisk ved, at der kan ses mere støv i de små sprækker af lys. Og for os, der ved, hvorfor det er så vigtigt, at vi nu med højere detaljegrad kan se Joels blik dvæle ved det ødelagte ur, han bærer på sit håndled.
Derfor er det, der taler for denne relancering, nok nærmere, at den fremragende oplevelse, som ’The Last of Us’ trods alt er, er blevet langt mere tilgængelig for alle de spillere, som endnu ikke har haft fornøjelsen af spillet.
For alle os andre begynder det derimod at skorte på grunde til, at man skal investere i spillet for tredje gang.
’The Last of Us Part I’ er stadig et skelsættende mesterværk, som alle bør opleve – denne udgave er bare ikke en absolut nødvendighed, hvis du allerede har været igennem en af de tidligere udgivelser.
Kort sagt:
’The Last of Us Part I’ er den komplette pakke, men lugter også lidt af en blockbuster-mager kalender hos PlayStation, der skal skrue op for hypemaskinen til den stort anlagte serie-filmatisering fra HBO.