’The Dark Pictures: The Devil in Me’ er en Jigsaw-værdig mordsimulator

Et hold af tvivlsomme true crime-opportunister fanges i en replika af H.H. Holmes’ drabelige mordslot.

Det føles næsten som et for åbenlyst setup for spilstudiet Supermassive Games’ finaleafsnit i deres gyserantologispilserie ’The Dark Pictures’.

Alligevel lykkes det dem med ’The Devil in Me’ at gå planken ud og skabe deres hidtil bedste interaktive monsterskab.

Det er især forfriskende, efter studiet leverede den velproducerede, men dybt metervare-agtige fis-i-en-hornlygte ’The Quarry’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Hvor det spil skjulte skønhedsfejlene bag cameos fra horror-kendisser og et eksploderende budget, begår ’The Devil in Me’ en mindre genistreg ved at tage udgangspunkt i Jigsaws dødsfælder fra den ellers så notorisk ringeagtede horror-franchise ’Saw’.

Morderen er denne gang hverken blodsugende vampyrer skjult under Iraks ørkensand eller glubske spøgelser ombord på en hjemsøgt militærtanker.

I stedet jagtes filmholdet bestående af teknikerne Jamie og Erin, fotografen Mark, instruktøren Charlie samt journalisten Kate (spillet af ingen mindre end Jessie Buckley) af en copycat inspireret af USA’s første kendte seriemorder H.H. Holmes.

Interaktiv true crime

Fra åbningssekvensen mærker man straks, at Supermassive har gemt det bedste til sidst. Her får et nygift pars hotelvisit hos den bowlerhat-bærende, psykopatiske charmør Holmes en makaber slutning.

Spillets manuskriptforfatter Seth M. Sherwood (’Hell Fest’) har tydeligvis en fest med at spille på de genkendelige tangenter fra truecrime-genren, og det er morsomt at se det bedagede format blive satiriseret i en interaktiv form, hvor man som spiller selv kan bestemme, hvilke øjenrullende replikker Kate skal introducere mordmysteriet med foran rullende kamera.

Gameplayet er for så vidt det samme, som Supermassive Games har lænet sig op ad siden deres gennembrudshit ’Until Dawn’ i 2015.

Du styrer skiftevis mordofrene igennem simple gåder, og visse valg på din færd bestemmer, hvem der beholder hovedet på skuldrene. Det har ført til spil, som ofte føles tilbageskuende i deres interaktive elementer.

Men ’The Devil in Me’ viser, at den genkendelige formular stadig har saftigt kød på knoglerne.

De interpersonelle og finansielle spændinger filmholdet imellem eksploderer i en dybt underholdende middagsseance på mordslottet, hvor den arrogante instruktør Charlie har en komplet nedsmeltning foran sine illoyale undersåtter.

Herfra splitter gruppen sig op i hold og bliver én efter én fanget i seriemorderens spind af morbide dødsscenarier.

Spændende mysterium

Som i tidligere spil i serien kan du med snilde og en god portion held redde samtlige af de fem spilbare karakterer fra selv de mest antændte situationer.

Men fordi dødsfælderne er bygget af en voyeuristisk seriemorder, som ser til fra skjulte overvågningskameraer, har scenarierne en intentionalitet, der manglede i Supermassive Games’ tidligere spil, hvor de mange monstre mere eller mindre tilfældigt aflivede de uheldige mordofre.

Det fører til lige dele hårrejsende og underholdende øjeblikke. Som da to personer er fanget på hver sin side af en glasvæg, der langsomt presser dem op mod muren.

The Devil in Me’ er det første spil fra den britiske spiludvikler, der for alvor har givet mig svedige håndflader. Navnlig i rollen som den ængstelige Erin, der går på opdagelse i hotellets labyrintiske gangsystemer udstyret med lydforstærkende hovedtelefoner og en retningsmikrofon.

Generelt formår mysteriet om den maskerede, tavse seriemorder at fænge, fordi det giver logisk mening at snuse i krogene efter gamle avisudklip og kassettebåndsoptagelser af FBI-interviews for at komme ind under huden på attentatmanden.

Samtidig passer mordslottet, som spillere også vil genkende fra ’Resident Evil’-seriens intrikate palæer, som fod i hose til spillets ellers forældede interaktive elementer.

Med det sagt føles ’The Devil in Me’ ikke som et trylletrick, Supermassive Games kan gentage.

Hovederne bør lægges i blød og deres grafikmotor samt designfilosofi innoveres, hvis den allerede planlagte sæson to skal formå at gå i første sæsons imponerende fodspor.

---

Kort sagt:
Trods en efterhånden noget forældet designfilosofi fænger Supermassive Games’ nyeste mordsimulator med et underholdende mysterium, et fænomenalt truecrime-setup og masser af bestialske dødsfælder.