Det største problem med Kim Kardashians nye podcast er Kim Kardashian

Superstjernen kæmper en sympatisk kamp for en potentielt uskyldig dømt mand i true-crime-podcasten ’Kim Kardashian’s The System: The Case of Kevin Keith’. Men hendes eget navn kan ende med at skade sagen.
Det største problem med Kim Kardashians nye podcast er Kim Kardashian
Kim Kardashian ved Met Gala 2022. (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

KOMMENTAR. »Sagen om Kevin Keith er dybt forskruet og utroligt hjerteskærende«, lyder det dramatisk fra Kim Kardashian i en trailer på Instagram.

Klippet er fra hendes nye true-crime-podcast, ’Kim Kardashian’s The System: The Case of Kevin Keith’, hvor hun dykker ned i sagen om den livstidsfængslede Keith, der måske er uskyldigt dømt for mord.

Videoen fortsætter med et teatralsk lydspor, der understreger den anspændte stemning, indtil Kardashian slår fast, at »der er så mange ting, der ikke giver mening«, og det skal vise sig, at hun faktisk ved, hvad hun snakker om.

Kardashian har nemlig fulgt sagen i tre år, hvor den er tilsyneladende blevet et hjertebarn i hendes kamp for at reformere det amerikanske fængselssystem.

Spørgsmålet er bare, om hendes kræfter måske ville være bedre brugt end på en podcast, der indtil videre minder mest om en Kardashian-brandet light-udgave af ’Serial’.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En suspekt sag

Da Kevin Keith i 1994 bliver anholdt og senere dømt til døden for mordet på tre personer, heriblandt en lille pige, bliver der allerede fra starten sået tvivl om sagens holdbarhed.

Keith insisterer på sin uskyld, det samme gør hans familie, og beviserne mod ham smuldrer bekymrende hurtigt.

Hans alibi er bekræftet af flere, imens vidneudsagn indikerer, at morderen godt nok er en sort mand, men ikke nødvendigvis Kevin Keith.

Det bliver startskuddet på forløbet om et uretfærdigt retssystem, hvor en sort mand fængsles trods mistanken om hans uskyld, og hvor der – imens han rådner væk i fængsel –udkæmpes en brav, men fortabt, kamp for hans løsladelse.

Netop aspektet med det uretfærdige retssystem lader til at være det, der har fanget Kim Kardashians opmærksomhed, efter hun i 2019 første gang tweetede om sagen:

»Jo mere jeg hører om sagen, desto mere er jeg overbevist om, at verden skal vide, hvad der er sket med ham«, skrev hun om Keith, der i 2010 fik ændret sin dødsdom til livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

Sagen ligger da også lige til højrebenet for Kardashian, som de seneste år har markeret sig med sit aktivistiske arbejde og sin igangværende jurauddannelse, hvor netop reformarbejdet har været et centralt og umiddelbart succesfuldt fokus for hende.

I 2018 besøgte hun Donald Trump for at advokere for løsladelsen af den nu 67-årige Alice Marie Johnson, der i 1996 blev fængslet på livstid for en ikkevoldelig narkoforbrydelse. Kort efter besøget blev Johnson benådet.

Siden da har Kardashian angiveligt været involveret i løsladelsen af mindst fire andre personer, og selvom der er blevet sat spørgsmålstegn ved, hvor meget hun faktisk har haft at gøre med sagerne, så lader det til, at hun gør en eller anden forskel.

En kontroversiel podcast

At Kardashian nu tager skridtet videre og producerer en podcast dedikeret til en sag, som umiddelbart lægger sig tæt op ad temaet for hendes tidligere kampe, er derfor ikke videre overraskende.

Som ’Serial’ har bevist, kan grundigt detektivarbejde føre til ny udvikling i sager, som ellers lå stille. Med en fornyet opmærksomhed kan man komme langt, især når projektet pakkes ind i et af tidernes mest populære medieformater.

Derfor er det også positivt, at ’Kim Kardashian’s The System: The Case of Kevin Keith’ trods alt formår at ramme et niveau, hvor det aldrig kommer til at vinde priser som genrens mesterværker, men hvor man i det mindste anerkender sagens alvorlige natur.

For selvom det virker lidt som et hobbyprojekt for stjernen, er der tydeligvis lagt adskillige mandetimer og millioner i produktionen, hvor Kardashian (og hendes knap så trænede radiostemme) holder sig overraskende meget i baggrunden, imens lydklip som interviews og genskabelser udgør størstedelen afsnittene.

Der virker ikke til at være tvivl om, at fængslingen af Kevin Keith er sket på et tyndt grundlag. Det er bare svært at tage sagen så seriøst, som den formentligt fortjener, når den er sovset ind i true-crime-dramatisk underlægningsmusik og Kardashians navn, der godt nok kan trække overskrifter i medierne, men ikke nødvendigvis er en blåstempling af selve indholdet.

For når man hører afsnittene, spøger tanker som »Hvorfor lander den netop nu, hvor ’Serial’ har fået omstødt en kontroversiel dom?« og »Udnytter Kardashian muligheden for at flytte opmærksomheden væk fra sin kryptosvindelsag, som hun just har indgået forlig i?«.

Det er kyniske spekulationer, jovist, men som The Verge bemærker, behøver man ikke at være fan af Kim Kardashian for at kunne se, hvor stort et marketing-geni hun er.

Et betændt navn

Podcasten udstiller problemet med Kim Kardashians navn, der straks kan vække tvivl om hendes egentlige agenda. Opererer hun blot for egen vinding skyld?

Hvorfor er det egentlig, at hendes navn skal inkluderes i titlen? Er det fordi, at værdien i Kardashians brand primært er som blikfang på Instagram?

Eller er det ikke andet end et forfængelighedsprojekt, der skal booste Kardashians ry som aktivist og føje ny styrke til hendes store marketingsmaskine?

Tanken lurer, og den risikerer at smitte af på Kevin Keiths skæbne.

Det er en af faldgruberne ved at have et af verdens mest kendte navne online og bruge det til at sælge hudplejeprodukter, shapewear og ’The Kardashians’.

’Kim Kardashian’s The System: The Case of Kevin Keith’ kan høres på Spotify.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af